Fredag den 17. maj 2013

Jette Sandahl: "Kræv demokratisering af adgangen til kulturen"

Skrevet af: Jette Sandahl

26. februar 2010


Emneord:
demokrati kulturpolitik repræsentation museer

Print

Det er rimeligt, at regeringen stiller krav til kulturinstitutionerne, sagde Jette Sandahl, direktør for Københavns Bymuseum, i en tale, hun holdt ved et lanceringsarrangement for bogen 'Kunst og interkultur' den 28. januar 2010 kl 17:30.


Jeg kommer til i dag at tale om demokrati. Det er ellers ikke en overskrift, jeg plejer at arbejde med.
Jeg har arbejdet meget internationalt med kultur — både med afsæt i Danmark og med afsæt fra andre lande, og noget af det, man opdager, er, at den fordring, vi har i Skandinavien, om lige adgang til kulturen for alle, er et rigtig godt rygstød at have. Det er ikke en fordring, man bare kan regne for en selvfølge.
Og det er klart, at jeg bliver enormt glad, når kravet om lige adgang til kultur for alle rejses igen med stigende intensitet, både i staten og i kommunen.
For vi ved jo alle sammen også godt, at det er et krav, som vi på ingen måde indløser. Vi er som kulturinstitutioner bare så langt fra overhovedet at være i nærheden af at indløse den fordring. Men samtidigt er det en rigtig god målsætning at have med sig — et godt rygstød.

"Vi har aldrig rigtigt fået begrebet demokrati ført over i forhold til de fallitter, vi faktisk laver omkring den skæve adgang til kulturen..."



Når jeg tænker på demokrati, så er det, der karakteriserer demokrati jo lige så meget det, der bliver udelukket og dem, der bliver udelukket, som det, der bliver inkluderet og dem, der bliver inkluderet.
Demokrati er, hvis man kan udtrykke det på den måde et work in progress, fordi igen er det en fordring, en proces, et udviklingsperspektiv — ikke noget man er færdig med eller har indløst. Det er en vigtig intention, vi har med noget, også selv om vi ikke altid lykkes så skide godt med det.

Jeg sad og tænkte over — her mens musikken spillede — at i Danmark bruger vi egentlig ikke begrebet kulturelt demokrati ret meget. Det har aldrig været et begreb, som rigtigt er slået igennem for os. Vi har aldrig rigtigt fået begrebet demokrati ført over i forhold til de fallitter, vi faktisk laver omkring den skæve adgang til kulturen.


Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde med den New York City-baserede kunstner Fred Wilson, hvis arbejder nogle af jer sikkert kender. Nogle af jer har i hvert fald set udstillingen på Varldskulturmuseet i Göteborg. Fred Wilson siger — med den meget præcise optik, han har, som gør ham i stand til at se de ting, som ellers er usynlige:

“Ved I hvad, nu har museerne sådan set siddet her i mange år og ventet på at folket skulle forandre sig, så det passede til institutionerne. Men nu er tiden måske kommet til, at institutionerne skulle begynde at ændre lidt på sig, sådan at de passede lidt bedre til folks behov, så institutionerne ikke falder i den der irrelevans.”

Jeg har det lidt lige som Fred Wilson — jeg er noget loren ved den ambivalens, vi som kulturinstitutioner har over for faktisk at diskutere demokratiseringen af adgangen til de kulturelle institutioner. Jeg synes, vi som institutionschefer er noget tøvende over for at tage det ansvar på os, som ligger i forhold til, at der er store grupper i samfundet, som føler sig uden fremtid, som føler sig stumme, som ikke synes, de har adgang til at tale i vores institutioner.

Og i bogen, som den ligger her, er jeg citeret for noget, som jeg plejer at sige i denne her slags sammenhænge: at når vores institutioner systematisk ikke har kontakt med cirka en tredjedel af befolkningen, og det er den samme tredjedel hele tiden — for hvis det var nogle forskellige, synes jeg ikke det var noget problem, men grundlæggende er det den samme tredjedel, vi ikke har kontakt med — så må det fra vores side være en aktiv udelukkelse. Det må være noget bestemt, vi gør. Det må være nogle bestemte måder, vi positionerer os på, så vi systematisk ikke er relevante for en meget stor del af befolkningens liv.
Og da må vi jo spørge os selv: “Hvad er det, vi gør for at sørge for at holde dem væk? Hvad er det, vi gør for at sørge for at holde dem på afstand og se til, at de ikke kommer ind i vores institutioner? Hvad er det for en afstand, hvad er det for en distance, vi laver?”
Jeg har i New Zealand på Nationalmuseet arbejdet i en institution, som ikke gjorde det her. Det er muligt at gøre noget andet.

Og apropos også nogle af de diskussioner, som findes i bogen — og som jeg tror, I også har haft her på konferencen i dag — så er jeg mere end parat til at få krav på mig fra regeringen, bevilligende myndigheder, hovedtilskudsgiver, eller hvem det nu er.
Jeg synes, det er rimeligt, at der bliver stillet krav til institutionerne, og hvis institutionerne ikke af os selv — og det er der jo ikke noget, der tyder på, at vi gør — tager den her demokratiske fordring alvorligt nok, så er jeg meget parat til, at de krav bliver stillet til os.
Jeg er meget klar til øremærkede tilskud. Jeg må også modsat sige, at når man som ny institutionschef kommer ind — og jeg er sikker på, at mange af jer har oplevet at komme ind som ny chef med gode intentioner om at udbrede nogle af de her processer — så er krav fra tilskudsgivere et rigtigt godt rygstød at have med sig i forandringsprocesserne. Det kan være en støtte, at man faktisk udadtil er forpligtet til at se sine prioriteringer igennem.

Sådan har jeg det. Men jeg kan høre, at det ikke er den almene position. Lige adgang til kulturen for alle borgere er for mig faktisk en del af vores kernevirksomhed. Det er en del af core of practice. Det er det, vi er her for.
Det er ikke et ekstra. Det er ikke noget, vi kan tænke på, hvis vi får flere midler. Det er faktisk en del af vores forpligtelse som offentligt finansierede institutioner.
Hvis man er en privat institution er det noget helt, helt andet. Hvis jeg var leder af et privat museum, af Kirsten Kjær museet — så kunne jeg jo gøre, som det passede mig. Men som offentligt finansieret institution synes jeg, adgangen til kulturen for alle er en kerneforpligtelse for os. Og det er jeg rigtig glad for — for nu at vende tilbage til den danske kulturpolitik — jeg er rigtig glad for at være et sted, hvor det faktisk er en kerneforpligtelse.


Endelig vil jeg gerne lige sige, at jeg synes, at vi i Danmark, i institutionerne, blandt institutionerne, ofte skaber en for mig noget forældet diskussion om en modsætning mellem kulturel delagtighed, kulturelt demokrati, på den ene side og kvalitet på den anden side.
Jeg fatter ikke, hvordan de to ting kommer til at stå som hinandens modsætninger, fordi det er så indlysende for mig, at jo bredere adgangen til de kulturelle ressourcer er, jo bredere et grundlag, jo bredere en forankring, vi har, jo større dybde kan vi nå.
Ganske principielt er det klart for mig, at jo bredere, vi er forankret, jo større et grundlag har vi at trække fra jo større kvalitet må vi kunne producere.
Konkret er det helt tydeligt min egen erfaring, at dér, hvor det lykkes os at tale meget stærkt fra det sted, som noget handler om, så kommer vores røster til at tale med langt større dybde, langt større styrke og langt større autoritet.

I bogen her bruger jeg lidt uskyldigt eksempel for at undgå de svære diskussioner og de svære gråzoner omkring køn og omkring etnicitet. I interviewet med Maj Carboni brugte jeg som eksempel, at hvis jeg lavede en udstilling om sult, så er det klart at det ville styrke kvaliteten i den udstilling, hvis der var folk som medvirkede, som havde kendt sult. Det må være klart, at hvis jeg supplerer min eller andre forspiste museumsinspektørers røster med røster fra folk, som faktisk har oplevet sult, så må vi opnå vi en større dybde og en større kvalitet. Det er for mig ganske principielt.

Jeg forstår ikke — eller: jeg er ganske uenig i — den principielle dikotomi, som nogle steder bliver sat op mellem kulturel delagtighed, kulturelt demokrati og kvalitet. Jeg synes, den er forkert stillet op — og jeg er rigtig ked af at se, hvordan den hele tiden dukker op, når kravet om lige adgang til kulturen for alle bliver sagt fra politisk hold. Jeg synes vi er for hurtige til som institutionschefer at springe op og spørge, hvad der så vil ske med kvaliteten? Jeg synes det er en falsk modsætning.
Og måske skulle jeg slutte med den.



Bogferniseringen var støttet af VI KBH'R' puljen.

Læs mere om bogen 'Kunst og interkultur - inspiration til kunst- og kulturliv': klik her




Om konferencen 'Kunsten at inkludere'


Lydoptagelser fra konferencen 'Kunsten at inkludere

Se billeder fra konferencen
(Automatisk slideshow - brug piletasten, hvis du vil browse hurtigere frem)

16 minutters radioindslag på DR P1 Orientering den 16. februar 2010:
'Indvandrer-kunstnere vælges fra'
DR P1 Kulturkontoret med Steen Bille den 5. februar 2010:
Heltimes radioudsendelse om 'Kunsten at inkludere'
Folketingsmedlem Yildiz Akdogan den 5. februar 2010:
Socialdemokraterne stiller spørgsmål til kulturministeren om ny kulturforståelse
Omtale af konferencen 'Kunsten at inkludere' på cki.dk:
• Konference-meningsmåling: Flertal flyttede sig fra 'hensigt' til 'regulering'
 • Museumsdirektør Jette Sandahl: "Kræv demokratisering af adgangen til kulturen"
• Skuespiller Hassan Preisler: "Luk os ind!"
• Teaterchef Mogens Holm: "Vi har brug for en milepæl"
• Kulturminister Carina Christensen: "Mange kunne blive meget bedre"

Jyllands-Postens litteraturredaktør Jakob Levinsen den 26. januar 2010:
Inklusion i kulturlivet: institutionaliseret omklamring og dialogromantik
• Konferencens program, deltagerliste, pressemateriale

• Baggrundsmateriale