

“Kunstmuseerne bør tage aktivt stilling i forhold til den kulturelle udvikling fra monokultur til multikultur, som de er del af. Museet bør gennem udstillinger og indsamling bidrage med konstruktive redskaber til at udvikle lokalområdets kulturelle identitet(er).” Det mener forfatterne af rapporten ‘Fremtidens kunstmuseum’.
Er de danske museer på omgangshøjde med den kulturelle udvikling?
Hvis en museumsinstitutionen i fremtidens kulturelle landskab ønsker at sikre sig en central position som aktiv medspiller, hvordan kan det så ske?
ARKEN Museum for Moderne Kunst udfører en undersøgelse, som skal besvare netop disse spørgsmål.
Kunstmuseernes aktive stillingtagen i forhold til den kulturelle udvikling fra monokultur til multikultur, som de er del af, og redskaberne til at udvikle lokalområdets kulturelle identiteter kan – ifølge en rapport, som museet har udarbejdet – udvikles gennem øget satsning på outreach, medborgerskab, brugerinddragelse, med inddragelse i demokratiske processer og et kulturelt differentieret udstillingsprogram og samlingspolitik.
“Ifølge Danmarks Statistik havde de danske museer i 2008 10,6 millioner besøgende. Men museerne og deres omgivelser har ændret sig markant de seneste 20 år. Bevægelsen fra monokultur til multikultur, nye undervisningsformer, ændringer i medievaner og forbrugsmønstre samt demokratiseringstendenser, der sætter traditionelle hierarkier og autoriteter under pres, er blot nogle af de faktorer, der stiller nye krav til museerne. De ændrede vilkår kræver, at museerne opdaterer deres selvforståelse,” skriver Arken i sit projektoplæg:
|
I forbindelse med projektet har ARKEN udfærdiget denne 60-siders rapport:

Læs mere om Fremtidens kunstmuseum – en museologisk undersøgelse
Side 9:
Dansk kultur i forandring: Fra monokultur til multikultur
Side 47:
Formidling: Outreach
FORSTÅELSESRAMME: ET ÆNDRET KULTURELT LANDSKAB
Dansk kultur i forandring: Fra monokultur til multikultur
Den danske kultur er under forandring. Det skyldes de sidste 25 års accelererende globalisering, internationalisering og immigration, men udspringer også af det forhold, at kultur i sig selv er en dynamisk størrelse. Kultur er kendetegnet ved sin foranderlighed. Kultur – eller kulturer – er ikke noget, man er spærret inde i, de har ikke faste grænser eller et statisk indhold, men kan udvides uendeligt.
De sidste årtiers accelererende globalisering har gjort Danmark stadig mere forbundet med resten af verden. Ud over den teknologiske og massekulturelle udviklings tidslige og rumlige sammenpresning af verden, som har nedbrudt tidligere grænser mellem steder, har en anden væsentlig faktor været vor tids øgede internationalisering, som er forankret i de mange konkrete kulturelle møder mellem forskellige kulturer forårsaget af migrationsbevægelser. Danmark har i de sidste årtier oplevet en øget immigration af fremmedarbejdere hentet i andre lande i 1970’erne, af politiske og økonomiske flygtninge, eksilerede, m.m.
Globaliseringen og immigrationsbevægelserne synes i nogen grad at bryde med de gamle “Nord-Syd”, “Vest-Øst” og “Centrum-Periferi” opdelinger. I lighed med den øvrige verden er Danmark i stigende grad blevet et multikulturelt samfund – et faktum som i disse år kolliderer med og lang somt forrykker vores forestilling om Danmark som én homogen national kultur. Den voksende turistindustri, som inkluderer en del kulturturisme, bidrager ligeledes til et mere sammensat og internationalt publikum.
Som kunstmuseum er vi i dag placeret i en kulturel sammenhæng, hvor vi ikke længere kan regne med en fælles kulturel klangbund i samfundet, som modsvarer den kulturelle identitet og historie, som museet repræsenterer.
Her er ARKEN et godt eksempel. Geografisk er ARKEN placeret i Ishøj, som er et område, hvor man hver dag har globaliseringens kulturelle udveksling tæt inde på livet. I Ishøj bor der 102 forskellige nationaliteter. Set i lyset af globaliseringen og diskussionen af fremtidens identitet bliver dette område pludselig et af Danmarks bedste bud på et lokalt, multikulturelt samfund.
Spørgsmålet er, hvordan museerne bedst forvalter den danske og internationale kulturarv med globaliseringens virkelighed som bagtæppe. I USA kan man fremhæve et af landets store museer, LACMA, som eksempel på et kunstmuseum, der meget aktivt forholder sit arbejde til omgivelsernes sammensætning kulturelt set. Da det koreanske “samfund” i Los Angeles udgør mere end en million af byens befolkning, udformer museet eksempelvis udstillinger om koreansk kunst. Det er udstillinger, som helt konkret reflekterer befolkningens kulturelle spredning, og i tilfældet med koreansk kunst er skabt med et bevidst ønske om at tiltrække Los Angeles’ koreanske befolkning.
ARKEN vurderer, at kunstmuseerne bør tage aktivt stilling i forhold til den kulturelle udvikling fra monokultur til multikultur, som de er del af. Museet bør gennem udstillinger og indsamling bidrage med konstruktive redskaber til at udvikle lokalområdets kulturelle identitet(er). Dette kan ske gennem øget satsning på outreach, medborgerskab, brugerinddragelse, med inddragelse i demokratiske processer og et kulturelt differentieret udstillingsprogram og samlingspolitik.
Formidling: Outreach
Begrebet outreach er stadig nyt i Danmark. (Se Kulturministriet udgivelse “Reach Out!” fra 2008). Men i England er begrebet en fast og naturlig del af mange kulturinstitutioners palet af formidlingsmetoder. Traditionen med at bringe museet ud til brugerne startede med traditionelle ”loan boxes” – hvilket vi også kender i Danmark primært på kulturhistoriske museer. Over årene har denne traditionelle form for outreach flyttet sig fra alene at have til formål at formidle museernes samlinger til også at inddrage strategier og metoder til, hvordan brugerne får ejerskab til og indflydelse på kulturinstitutionen.
Til tider kan det være svært at skelne mellem, hvad der er outreach, og hvad der blot er en slags original markedsføring. Formidlingsansvarlig på Trapholt Karen Grøn forsøger at definere forskellen således:
“ (...) projekter, der primært har til formål at indfange og uddanne nye brugere til selve museet, kan forstås som en ny måde at arbejde med markedsføring. Outreach derimod handler om brugerorienteret dialog, hvor museet kommer til brugerne (mentalt og konkret) med henblik på at berige/ændre noget i deres liv – evt. hvor det får indflydelse tilbage til museets praksis. Dette kan evt. medføre, at de også bliver nye brugere af institutionen. At få nye brugere kan være en side-effekt, men er ikke nødvendigvis hovedformålet med et outreach projekt.”
(Karen Grøn: “Outreach som win win strategi.” I: MiD Magasin, 20 marts 2009: Tema Udsyn, p. 12-13)
Outreach handler derfor om at komme i kontakt med ikke-brugere, men i høj grad også om nye metoder til at gentænke museet. Siden 1990’erne har særligt briterne rekonceptualiseret muse umsinstitutionen i sociale termer som “agents of social change”, “progenitors of regeneration”, “brokers in creating community and national cohesion”, “sites for active citizenship” – termer der omformer og rekonstruerer museerne fra at være vogtere af kulturarven til at være katalysatorer for samfundsudviklingen og ideelt set ressourcer i borgernes hverdag.
(Pam Meecham: “Reaching-out: Contemporary art and sustaining Learning Communities in the Art Gallery”, 21 sider)

Projekt om medborgerskab
|

Weekendavisen den 3. december 2010:
Katedral, videnscenter eller tivoli?
Kommentar. Kunstmuseerne er under pres. Nu ryster de posen og tænker forfra.