Fredag den 21. november 2014

Større mangfoldighed i nordisk kultursamarbejde



Rapport af: Nordisk Kulturfond

16.-17. marts 2009

Land: Finland


Print

Nordisk Kulturfond arbejder på at få ansøgerkredsen til i højere grad at afspejle mangfoldigheden i Nordens befolkning. I den forbindelse arrangerede fonden et seminar i Finland om 'de nye nordboeres' muligheder for at samarbejde på tværs af landegrænser


"Nordisk Kulturfond støtter både kultur i Norden og nordisk kultur," understregede Nordisk Kulturfonds direktør Karen Bue under et møde i Finland for kulturaktører fra de nordiske lande. 

 

Størstedelen af kulturaktørerne på seminaret var 'nye nordboere'. Nordisk Kulturfond arbejder på at få ansøgerkredsen til i højere grad at afspejle mangfoldigheden i Nordens befolkning, og seminaret den 16.-17. marts var led i denne satsning.

 

Initiativet til seminaret var taget af det finsk-svenske kulturcentrum Hanaholmen og af Nordisk Kulturfond.

 

Deltagerne, fem fra hvert nordisk land; en forfatter, en musiker, en scenekunstner, en visuel kunstner samt et par producenter, udtrykte generelt stor interesse for (lande)grænseoverskridende virksomhed. Nordisk Kulturfond har samtidig fået gode råd med på vejen om, hvordan informationen til målgruppen kan forbedres. 

 

Seminaret indeholdt workshops inden for hver kunstform. Musikgruppens resultater blev indledt med en beep box og rap af den 18-årige danser Richmond Ghansah og blev fulgt op med et konkret forslag om et nordisk musiknetværk, der kan profilere artister og sørge for en koordineret booking af musikere i Norden.

 

Tre kvinder, Aude Busson og Karen María Jónsdottir fra Island og Anna Jussilainen fra Finland, brugte deres workshop til at udarbejde en projektidé om en ny nordisk danseimprovisation, festival og konceptudvikling.

 

Netværk blev knyttet, og samarbejdsprojekter blev drøftet. Et medlem af Fondens rådgivningsgruppe for satsningen ”Nye nordboere i det nordiske kultursamarbejde” lektor og tv-instruktør ph.d. Marco Goli, Danmark, udtrykte efter seminaret: 

 

”De deltagere, jeg har snakket med, går med planer om at fortsætte arbejdet med nye kulturprojekter efter seminaret. Hvis der er ressourcer til det, skal Nordisk Kulturfond invitere nye grupper til et lignende informationsseminar næste år.” 


Læs mere

Se nordiskkulturfond.org

Yderligere information:

Karen Bue, direktør for Nordisk Kulturfond, kb[]norden.org
+45 33 96 02 46

Karina Ie-Hyun Lorentzen, kommunikationskonsulent, kalo[]norden.org 
+45 33 96 02 68


Side: 1 | 2 | 3