Torsdag den 18. december 2014

8210 Rap Dance Center: "Fornyelsen kommer fra de unge indvandrere"

Skrevet af: Maj Carboni

11. december 2009


Emneord:

Print

De fleste musiklærere beder elever med indvandrerbaggrund at tage musik med fra deres forældres hjemlande, når de vil inddrage dem i musikundervisningen. Men mange af de unge drenge identificerer sig mere med den amerikanske gangsterkultur og bliver først for alvor engagerede, når der står rap på skemaet. Nu er dørene slået op for fire rapskoler i Århus Vest - og de unge strømmer til.


“Det er jo der, hvor indvandrerne bare går ind i Fakta og tager alle varerne. Der har været en masse ballade,” siger taxachaufføren, da han hører adressen. Han giver mig sit personlige nummer, så jeg er sikker på, at jeg kan komme trygt tilbage igen. På torvet foran Fakta i Herredsvang er der en bod med shawarma, tyrkisk cola og en masse børn, der render rundt med slikpinde i munden, og utålmodigt spørger, hvornår musikken begynder. Foran kulturhuset står fire unge mænd tilbagelænet op af væggen iklædt gangsterattitude og store fingerringe.

En af dem er 32-årige Abu Malek.

Han er etableret producer, der står bag rapkollektivet Pimp-A-LOT og snart selv er aktuel med albummet ‘Aarhus City Flow’. Da en gruppe helt unge rappere samles oppe ved scenen er det Abu Malek, der giver dem de sidste instrukser og tænder for musikken, før de går på. Han er nemlig også lærer i den lokale rapskole, der skal fremme nye talenter i området.



“Der er mange med rap-potentiale i Århus Vest, men tidligere gik mange af dem til spilde. Hvis ikke man tager sig af dem, mens de er unge, så bliver det aldrig til noget,” siger han.

Mange unge med rapdrømme har gennem de sidste år kontaktet Abu Malek i håbet om en pladekontrakt. En del er kommet forbi til audition i Abu Maleks hjemmestudie, men han havde hverken tid eller plads til at tage sig af dem alle sammen.

“Det gør en stor forskel, at de nu kan møde op et offentligt sted flere gange om ugen og øve sig. Der er rigtig mange, der melder sig til. Faktisk så mange, at vi ikke har plads til dem alle,” siger han.


Ægte perker-rap fra 8210

Efter nytår slog ‘8210 Rap Dance Center’ dørene op til fire rapskoler i Århus Vest, der er kendt for udsatte boligområder, dårlige forhold for unge og social slagside i beboersammensætningen, men også for en række danske topnavne inden for rapmusik, som U$O, L.O.C, Jøden og Abu Maleks egen lillebror Marwan. Det er dem, der har inspireret mange unge fra bydelen til deres rap-drømme, og nu kan de selv få undervisning af flere af deres idoler, der bryster sig af at komme fra Århus V.



Abu Malek synes selv, at det er lidt åndssvagt, at alt skal hedde noget med 8210, men det sælger. De unge fra ghettoerne er nemlig den ægte vare.

“Vi har vores egne ord og egen måde at sige tingene på i området, og det har vi gjort til en stil. Man kan ikke komme fra et villakvarter, være møgforkælet og så rappe om streetlife,” siger Abu Malek.


Fornyelsen kommer fra de unge indvandrere

Lillebroren Marwan er en af de nye danske hip-hop-idoler, der er real. Han er vokset op i både Sandholmlejren og Gjellerupplanen og måtte afsone et par måneder for hæleri umiddelbart efter udgivelsen af hans første plade P.E.R.K.E.R., der udkom i 2007. Det var netop Marwans baggrund, der gør ham til en god rapper, udtalte Emil Simonsen fra Tabu Recz, som producerede og udgav albumet, dengang i et interview i Information.

“Marwan er ikke verdens bedste rapper, men han leverer fedt, og han har noget at fortælle om. Jeg var ellers holdt med at lytte til dansk hiphop, fordi det mest er drenge, som kun kan rime og ikke har noget at sige. Fornyelsen vil komme fra de unge indvandrere, for de er blevet den nye underklasse, og god hiphop kommer tit af smerte,” sagde han.

Abu Malek ved godt, at mange af de unge sammenligner sig selv med de sorte i USA, men synes ikke helt, at det holder.

“Jeg vil helst have historier om livet i ghettoen, kriminalitet og problemer med forældrene. Det skal være gangsterstil, men det er jo ikke fordi, vi selv er gangstere. Det er mere en drengerøvsting, ligesom at det er fedt at se en gangsterfilm. Det er en stil, som har sin egen kultur, der passer til os. Rap er noget, som man hører, når man cruiser rundt i biler eller, når man spiller basket udenfor,” siger han.


Hvorfor skal vi høre folkemusik, fordi vi er indvandrere?

I dag står den på rap på torvet, men Abu Malek synes det er mærkeligt, at det ellers altid er folkemusik, der bliver fokuseret på, når der skal være kulturarrangementer forskellige steder, eller lærerne i skolen vil inddrage elever med en interkulturel baggrund.

“Musik er en stor verden, så det er mærkeligt, at man skal høre folkemusik, når det skal være noget kultur-noget fra folks hjemlande. Jeg kan overhovedet ikke lide folkemusik. Det er sådan nogle nationalistiske bonderøve, der laver det, og så er kvaliteten dårlig. Det er noget, som turister hører, når de kommer til et fremmed land, men man cruiser jo ikke i en bil med folkemusik,” siger han.

Selv hører Abu Malek aldrig folkemusik, men faktisk heller ikke særlig meget rap, når han er hjemme. I hans musiksamling er der både Bob Marley og Guns N’ Roses, men mest af alt lytter han til jazz og klassisk arabisk musik, som han er helt vild med. Det smitter alt sammen af på hans egen musikstil.

“Der er mange producere, der siger, at de godt kan høre, at jeg er fra Mellemøsten. Det ligger nok i blodet,” siger han.


Træt af stive integrationsprojekter

En anden ting, der undrer Abu Malek er, at han altid skal slå på integration, når han søger penge til sine musikprojekter.

“Det er irriterende, at musikken altid skal sættes ind i en integrationskasse, hvis man skal have penge til det,” siger han. Det betyder nemlig, at der ofte er alle mulige stive regler og krav, som skal opfyldes, forklarer han.

“Det kan for eksempel være et krav, at musikken skal indspilles i Århus V, men hvorfor det? Hvis man skal have ungerne ud af ghettoen, så skal man jo ikke lægge et pladestudie i Gjellerup. Jeg arbejder også med danske rappere, men det kan man ikke få tilskud til. Det synes jeg er forkert. For mig er integration, at der ikke er forskel på folk, men at alle er lige. Man skal ikke særbehandle. Det er musik, det handler om. Så skal det ikke være politisk,” siger han.




8210 Rap Dance Center
er et boligsocialt initiativ, som er søsat af Det Boligsociale Fællessekretariat i Århus –  en sammenslutning af alle boligforeninger i Århus, som med midler fra boligforeningerne, Århus Kommune og Landsbyggefonden har iværksat en ekstraordinær indsats i de udsatte områder i Århus i perioden 2007-2012.

De første initiativer fra 8210 Rap Dance Center er en række rapskoler i områderne Rosenhøj, Bispehaven, Herredsvang og Toveshøj/Gjellerup. Professionelle rappere underviser unge mellem 10 og 16 i at skrive tekster, rappe, optræde og indspille. De unge kommer ud og optræder forskellige steder med deres sange, og de får de indspillede numre med hjem, så de kan spille dem for kammerater og familie.

www.8210rapdance.dk





Foto øverst på denne side: Mazen Ismail - www.myspace.com/mazenismail.   Fotograf: Ahmed Eckhard Krausen

Foto midt på denne side: Pimp-a-lot Crew: Mo-J, Mr.Mo, Abu-Malek og Hampcha. www.pimpalotrecords.com.   Foto: Shomun Ahmad

Foto nederst på denne side: Rap foran Fakta i Herredsvang: elever fra 8210 Rap Dance Center.   Fotograf: Maj Carboni

Indhold


• Introduktion | Kunsten at inkludere | Forord af Niels Righolt
• Outreach | Museet rykker ud på gaden | Københavns Bymuseum
• Teater | Nye rollemodeller | Opgang2
• Teater | Omstilling til det interkulturelle | Taastrup Teater
• Rekruttering | Ansatte afspejler publikum | Taastrup Teater
• Kulturstrategi | Kulturhus Århus
• Kulturstrategi | Københavns Kommune
• Kulturstrategi | Statsstøtte til mangfoldighed | Statens Kunstråd
• Støtte til vækstlaget | Rise Cph
• Støtte til vækstlaget | 8210 Rap Dance Center
• Undervisning | Mangfoldighed i musikfaget | Eva Fock
• Musikscenen | Nye rollemodeller | Simona Abdallah
• Musikscenen | Udvidelse af scenen | Missing Voices
• Minoritets-stemplet | Tal om kunsten, ikke kunstnerens baggrund | Anonym kunstner
• Netværk for nye kunsterne | ArtNetwork
• Galleri | Billeder, kunstværker og interkulturelle kunstnere
• Formidling af kunstere | bazART.dk