I maj, juni og juli byder tidsskriftet Musikeren på tre artikler, hvis fællesnævner er, at de tager udgangspunkt i Aarhus-projektet [REAL].
I maj-nummeret interviewes musikgruppen Grup2000, der ledes af Faruk Karabulut og er bosat omkring Gellerup i Aarhus. De spiller traditionel tyrkisk folkemusik.
Samme nummer indeholder et interview med musiketnolog Eva Fock og med musikbookeren Peter Hvalkof.
“Jeg kender til eksempler på at ‘etniske danskere’ har arrangeret koncert på Vega, hvor der kom to ludere og en lommetyv. Et stykke tid efter arrangerede tre filippinere en tilsvarende koncert i et medborgerhus, og der kom 1.500 mennesker. Mange gange drejer det sig om, hvem der har fat i netværket, og hvordan arrangementet promoveres. Om der skal en stor annonce i Politiken, eller der skal bruges sms-kæder,” forklarer Peter Hvalkof til Musikeren.
I juni-nummeret interviewes den 21-årige dansk-kurdiske musiker Rewan Riko, som samarbejder med sin far, Gare Sazkar. Deres optræden ved et [REAL]-arrangement var med til at sikre dem en plads på dette års SPOT Festival og en aftale med filmselskabet Frontier, der vil producere en video til deres første single.
Gare Sazkar er 54 år og kom til Danmark i 1985 som kurdisk flygtning. Førhen havde han levet et liv som musiker og spillet mange steder i Iran, Irak, Syrien og Tyrkiet.
Om projektet [REAL]
I løbet af sidste år og i år præsenterer [REAL] 15 koncerter med udgangspunkt i specifikke etniske musiktraditioner. Meningen med projektet er at skabe et tættere samarbejde mellem danske og flerkulturelle aktører i musiklivet, såvel musikere som koncertarrangører.
På længere sigt er det hensigten at videreformidle [REAL] konceptet til andre – og at dele ud af de erfaringer, man har gjort sig i projektet, til andre interesserede spillesteder og kulturinstitutioner.
Ønsket med [REAL] er desuden at øge tilgængeligheden af musik, der oftest ikke finder vej til de etablerede kulturinstitutioner.
[REAL] præsenteres af Musikcaféen i Århus med støtte fra Statens Kunstråd samt en række samarbejdspartnere, og styres af en baggrundsgruppe sammensat af folk fra musikmiljøet med både dansk og flerkulturel baggrund.

Mere information om [REAL]: real.musikcafeen.dk
Artiklen ‘Folkemusikkens creme fraiche’ kan læses i Musikeren nr. 5 på side 12:
Download PDF af Musikeren nr. 5 - maj 2010 — eller Læs onlineversion
Artiklen ‘Bjergsang i Århus’ kan læses i Musikeren nr. 6 på side 16:
Download PDF af Musikeren nr. 6 - juni 2010 — eller Læs onlineversion