Torsdag den 18. december 2014

Klaus Bondam: "Dansk teater er for selvoptaget og ekskluderende"

Skrevet af: CKI

17. februar 2011


Emneord:

Print

Sådan lød det fra Klaus Bondam, da han talte på konferencen ‘Kunsten at skifte scene’. Han kritiserede dansk teater for at spilde sin tid med ligegyldigheder. “Vi har et samfund, hvor vores velfærd er under et enormt pres, og hvor værdipolitik er central, og der stilles konstant spørgsmålstegn ved den nationale identitet. Men det er så godt som umuligt for mig at få øje på dette, når jeg går i teatret.”


Flyvende ind fra Bruxelles kom Klaus Bondam, Københavns tidligere integrationsborgmester, og gav sit besyv med til konferencen ‘Kunsten at skifte scene’ i januar 2011. Klaus Bondam startede i begyndelsen af januar et nyt job som institutleder ved Det Danske Kulturinstitut i Bruxelles, og i sin keynote-tale jonglerede han med sine mange kasketter og erfaringer fra det danske kunst- og kulturliv, hvor Bondam blandt andet har arbejdet som skuespiller og teaterchef, samt som politiker og borgmester.

I sin tale bragte Klaus Bondam mange af disse vinkler i spil. Han pegede på, hvordan vi alle har et ansvar for at skabe større mangfoldighed og inklusion:

 

 

Kulturbranchens mangel på tyngde og dybde 

“I min tid som skuespiller og teaterchef gik jeg troligt i teatret en gang om ugen. Så var der en lang periode, hvor rådhuset slugte de fleste af mine aftener. Men de sidste par år har jeg forsøgt – og jeg siger med vilje ‘forsøgt’ – at tage teatergængeriet op igen, og jeg indrømmer, at det ikke er blevet til meget mere end et par gange i måneden.

Vel vidende at jeg generaliserer og med frygt for, at jeg ikke slipper levende ud af landet igen, så må jeg indrømme, at jeg alt for mange gange har været vidne til en række sjuskede, skabagtige ligegyldigheder. Dansk teater, og for den sags skyld også meget film og meget tv, er selvoptaget, ekskluderende, uvedkommende og pinagtig med en grusom mangel på en større eftertænksomhed, tyngde og dybde.

Noget af det, skal jeg skynde mig at sige, er vanvittigt underholdende, og jeg erkender blankt for åbent tæppe her i dag, at jeg både som skuespiller og som teaterdirektør har været en del af alt dette. Jeg har sprunget over, hvor gærdet har været lavest. Men jeg sprang også længere væk, for jeg kunne ikke holde det ud længere, hvis jeg skal være helt ærlig.

Jeg siger ikke alene, at det her er skuespillernes skyld – eller teaterchefernes eller kulturpolitikernes skyld. Den danske presse bærer også en del af skylden – såvel som anmeldere, der gør sig bemærkede med små dumsmarte, bitchy bemærkninger – og i øvrigt med ulideligt banal petit-journalistik.

Ligeledes må skylden også bæres af kulturredaktører, der med en præcision, så man kan stille sit ur efter det, hvert halve år laver store portrætinterview med dette halve års unge gennembrud.

Jeg bliver nødt til at sige: De er ikke et hak bedre selv. De gentager stort set hinanden, som om “store portrætinterviews” er et fag, de har haft på teaterskolen: "Jeg har virkelig arbejdet hårdt med denne her rolle. Det er en drøm for mig at få lov til at lave det her, og jeg har virkelig brugt mange erfaringer fra min opvækst. Jeg synes, det er enormt svært for mig lige pludselig at blive genkendt i Netto..."

Jamen, hvad havde du regnet med?!
Alt for mange, der får taletid i det offentlige rum, misbruger den – og det gælder sikkert for øvrigt også mig selv, og det gælder for øvrigt også en stor del af de danske politikere. 

 

Hvad der rører mig

Jeg er træt af at gå i teatret og sidde og tælle lamperne. Jeg er træt af at skjule øjnene med håndfladen, så min sidemand ikke kan se, at jeg sidder og blunder. Jeg gider ikke mere at stå høfligt og løgnagtigt og sige: “Tak for i aften, spændende forestilling, flotte kostumer” efter en forestilling, når jeg ikke mener det.

Jeg ved godt, at jeg sætter sagen på spidsen her, og at jeg også er unødvendig grov og sarkastisk. Men jeg tænker: “Hvad pokker, jeg har ikke en borgmesters ansvar længere, og jeg skal med en flyver til Bruxelles i aften klokken 19.”

Når jeg tænker på teateroplevelser, hvor jeg virkelig er blevet rørt, og hvor jeg har følt, at det hele har skælvet, og hvor nærværet på alle planer var til stede – ja, så er det, når jeg har set nogle af C:NTACTs forestillinger – eller jeg har besøgt ‘Dans i Nordvest’ – eller har hørt de unge fra ‘Ghetto-gourmet’.

Her begynder det hele pludselig at betyde noget for alvor. Både for de unge mennesker og amatører på scenen og for mig. Både som ganske almindelige tilskuer, og som skuespiller, som jeg dengang var det, og som politiker i dag. Her blev det væsentligt. Her blev det vedkommende. Her blev der holdt et spejl op foran naturen – som i den Shakespear’ske teatertradition. 

 

Umuligt at få øje på teatrets kritik

Vi har i dagens Danmark et samfund, ligesom i resten af Europa, der står foran et kulturelt, menneskeligt og økonomisk vadested. Vi har et samfund, hvor vores velfærd er under et enormt pres, og hvor værdipolitik er central, og der stilles konstant spørgsmålstegn ved den nationale identitet. Vi har et samfund, hvor flere og flere unge har psykiske problemer, hvor nye livsmønstre opstår, og hvor der er kæmpe udfordringer, når det gælder mangelen på uddannet, innovativ arbejdskraft. Vi har et samfund, hvor stærkt højrenationale kræfter har sat en afgørende politisk dagsorden. Det er ikke bare i Danmark men også i Holland og Belgien, hvor jeg bor nu. Dér oplever man det samme.

Men det er så godt som umuligt for mig at få øje på dette, når jeg går i teatret. I mine øjne har film og tv været bedre til at fange disse afgørende dagsordener.

Men ro på, kære teaterfolk, for der er såmænd også en del politikere både i rød og blå blok, der heller ikke har fanget denne dagsorden. Og jeg er selv skyldig. Jeg har været begge steder – både som skuespiller og senest som politiker. Og guderne skal vide, at meget tid er gået begge steder med ligegyldigheder af dimensioner. 

 

Kunst og politik i samarbejde kan skabe inklusion

Når jeg så relativt kort tid efter, at jeg er trådt tilbage som borgmester, ser tilbage på mit eget virke, ja så er der to initiativer, som jeg er stolt af at have gennemført her i København. Jeg vil nævne to initiativer, som indeholder alle muligheder for at skabe forandringer – både mentale og fysiske dønninger.

Politikkens opgaver er ikke som skuespillets opgave at holde et spejl op foran naturen – i dag ville Shakespeare nok have sagt samfundet – men derimod er det politikkens rolle at skabe rammen om samfundet. 

Én af de ting, jeg er stolt af, er bylivspolitikken 'Metropol for mennesker’, der blandt mange andre ting også indeholder mulighed for at sikre byrum, hvor der er plads til mangfoldighed og kreativitet. Inklusiv i dette er der også en helt konkret demokratisering af adgangen til at bruge rummet aktivt til koncerter, teater, performance med mere. 

Og den anden ting, som jeg overordnet er stolt af, er medborgerskabs- og inklusionspolitikken ‘Bland dig i byen’, der blev vedtaget sidste år og som del af mit personligt sidste borgerrepræsentationsmøde i december. Her slås det fast, at man i København ikke længere taler om integration, men i stedet inklusion. Politikken slår fast, at inklusion betyder følelsen af at høre til. Politikken bygger på tre præmisser: 
 

1. Forskellighed er en styrke

2. Alle skal have en mulighed for at være med

3. Medborgerskab kommer alle ved 

 

Alle – og i særdeleshed kunsten og kulturens verden – har et ansvar for at sikre et samfund, hvor medborgerskab og inklusion er afgørende værdier. I ‘Bland dig i byen’ nævnes, udover en lang række konkrete temaer og mål, et bud på hvordan den enkelte kan bidrage – herunder også den enkelte kunstner:
 

1. Bland dig med mennesker, der ikke ligner dig selv

2. Bland dig i lokale beslutninger og initiativer

3. Husk altid respekt og tolerance

4. Gør en indsats for at blive en del af et fællesskab og åben dine fællesskaber for andre. 


Så lad dette være min opfordring til dansk kunst og kulturliv. Lad dette være prologen til det sceneskift, som er livsnødvendigt for dansk scenekunst i de fleste af dens former – og så drop alt det der med, at “Det er altså mærkeligt at blive genkendt i Netto...”
Jeg ønsker jer en rigtig god konference, og jeg glæder mig til at læse om udfaldet.”

 

 

 


Dette er et uddrag af Klaus Bondams keynote-tale, som han holdt kl. 10:10 den 24. januar 2011 ved åbningen af konferencen 'Kunsten at skifte scene', hvor 70 oplægsholdere og over 200 deltagere mødtes over tre dage i Filmhuset i København for at diskutere og udveksle erfaringer om kulturel mangfoldighed og inklusion i kunst- og kulturlivet, med særlig fokus på scenekunsten og filmens verden.

Videoklippet er redigeret af Sasa Mackic.

Lyt til audio-optagelse Lyt til lydoptagelsen af Klaus Bondams tale i sin fulde længde

 

Klaus Bondam
forlod stillingen som Beskæftigelses- og Integrationsborgmester i Københavns Kommune og trådte ud af Borgerrepræsentationen efter ni år i københavnsk politik og tiltrådte 1. januar 2011 stillingen som kulturinstitutleder med ansvar for Belgien, Holland og Luxembourg. Det Danske Kulturinstitut er en selvejende institution under Kulturministeriet. Instituttet har afdelinger i 11 lande. www.dankultur.dk.


Konferenceprogramteksten lød:

Experiences of integration and outreach in a Nordic and EU context
Based on his experiences as actor, theatre director, politician and representative of Danish culture in Europe, Klaus Bondam will share his ideas and visions of artistic representations and an diversified, inclusive, cultural sector.”

 

 

 

 

 

 

 

Mere fra samme konference

 

  

Lyt til konferencen ‘Kunsten at skifte scene’

 

Skuespillernes forbundsformand: “Danmark er håbløst bagud”

 

François Matarasso: “Mens vi venter på barbarerne”

 

Oplægget til konferencen: program, info om talerne, med mere