Tirsdag den 4. marts 2014

Københavns Bymuseum: Museet rykker ud på gaden

Skrevet af: Maj Carboni

11. december 2009


Emneord:

Print

Med maling, video, radiomontager og korttegning skaber Københavns Bymuseum en helt ny formidling om nutidslivet på Nørrebro på interaktive vægge i byrummet. Til projektet er ansat ti vidt forskellige unge Nørrebro-borgere, der er gået på gaden for at indsamle borgernes egne Nørrebrohistorier.


“Skal du ikke lige sætte dit præg på Nørrebros fællesbillede?” Det er 20-årige Alaa Mohsen, der stopper tilfældigt forbipasserende ved Nørrebro Station for at få dem til at blive en del af Københavns Bymuseums kommende formidling om nutidslivet på Nørrebro. Før han blev ansat af museet havde han aldrig været der. Faktisk havde han aldrig hørt om det.

“Nu hvor jeg arbejder der, føler jeg mig som en del af museet og får en loyalitet over for det,” siger Alaa Mohsen. Han er en af de ti unge, som er ansat på deltid til at få Nørrebroborgere til at bidrage til udstillingen med deres eget materiale, der skal beskrive bydelens historie. Et af formålene med projektet er, at “også borgere, der kan have oplevet sig som marginaliserede eller udenfor, kan se sig selv som værdifulde, anerkendte og inkluderede ved at deres historier, standpunkter, fortolkninger og kompetencer præsenteres som del af hovedstadens fælles kulturarv,” som der står i museets ansøgning til Københavns Kommune og til Kulturarvsstyrelsen om støtte.

“Når der er en tredjedel af det potentielle publikum, som ingen af os når, så kalder jeg det en aktiv udelukkelse. Så bliver vi nødt til at se på, hvordan det lykkes os at holde dem væk. Vi må spørge os selv, hvad det er for barrierer, som vi skaber, så de ikke synes, at vi er relevante for deres liv.”


Jette Sandahl, direktør på Københavns Bymuseum



Man skal rykke – ikke tænke for meget
Nørrebroprojektet er et led i Københavns Bymuseums formidling i forbindelse med de arkæologiske udgravninger, som museet skal lave for Cityrings Metroen. Ideen er at opstille en højteknologisk, interaktive medievæg ved en række af de kommende metrostationer i perioden for udgravningen, hvor borgerne kan bidrage med deres egne historier om Nørrebro.

Mange forskellige typer af indsamlinger af fortællinger og billedmateriale foregår inden for projektets rammer. Alaa der arbejder målrettet på en karriere inden for film, er ved at lave en længere dokumentarfilm om tro på Nørrebro. Hans kollega Mette Grønbæk har lavet lydoptagelser af folks egne Nørrebro-historier. Hun har også fået forskellige borgere til at tegne deres eget kort over Nørrebro, der viser de forskellige syn på bydelen. Så snart de får en ny idé, går de i gang med at udføre den. Ingen ved endnu, hvad der præcis skal ske med de fællesbilleder, som de unge museumsmedarbejdere har fået lavet ved at stå forskellige steder i bydelen i fire dage med pensler, maling og en kop kaffe til dem, der kommer for at snakke. Det vigtigste er bare at komme i gang, mener projektleder Gülay Sahin, der selv har været med alle fire dage.

“Vi fandt på det i mandags, og så gik vi bare i gang. Man skal ikke altid tænke så meget. Når ideen er der, så gælder det om at rykke. Hvis man planlægger for meget fra start til slut, står folk af, men hvis man starter med at vække deres nysgerrighed, så kommer de selv. Man må bare springe ud i det og se, hvad der sker,” siger hun.

“Hvis vi skal nå ud til grupper, der normalt ikke kommer på museet, må vi række ud og få inspiration nedefra. Ved at ansætte forskellige medarbejdere med forskellige evner, kan vi nå alle steder hen.   ”


Gülay Sahin, projektleder på Københavns Bymuseum



“Vi lever ikke op til vores ansvar”
Nørrebroprojektet er et led i at skabe et bredere fokus for Københavns Bymuseum, som museumsdirektør Jette Sandahl har påbegyndt. Målet er at tiltrække de brugergrupper, som ikke normalt kommer på museet.

“Vi har i Danmark kulturpolitikker, hvor vi som offentlige kulturinstitutioner har som mål, at alle borgere skal have lige adgang til kulturen. Alle undersøgelser viser dog, at det er en forpligtigelse, som vi ikke lever op til. Det generer mig, at der er en stor gruppe borgere, som vi slet ikke når,” siger Jette Sandahl. Hun mener, at kulturinstitutionerne bliver nødt til at kigge indad og ændre sig for at leve op til sit demokratiske ansvar.

“Når der er en tredjedel af det potentielle publikum, som ingen af os når, så kalder jeg det en aktiv udelukkelse. Så bliver vi nødt til at se på, hvordan det lykkes os systematisk at holde dem væk. Vi må spørge os selv, hvilke barrierer, det er vi skaber, så de ikke synes, at vi er relevante for deres liv,” siger hun. Jette Sandahl er dog godt klar over, at det ikke er så ligetil.

“Du får ikke et andet publikum uden grundlæggende at ændre helheden. Man kan godt lave en enkelt begivenhed for at tiltrække folk, men hvis resten af huset står i modsætning til det, så kommer folk ikke igen,” siger hun.

Mangfoldigt publikum kræver mangfoldig medarbejdergruppe
En af de fundamentale ændringer, som man er nødt til at lave, er at nytænke sammensætningen af medarbejdere.

“Hvis man for eksempel gerne vil tiltrække et ungt publikum, så går det ikke, at alle, de møder på museet, er ældre,” siger Jette Sandahl. Udstillingerne bærer præg af medarbejderne.

“Hvis man får en ny type medarbejdere ind, så får museet også nogle røster, som vi ikke har haft før og repræsentanter for miljøer, som det ellers ville have været svært at komme i kontakt med,” siger hun. Ud fra et videnskabeligt synspunkt er det ganske nødvendigt, mener Jette Sandahl.


Jette Sandahl.    Foto: Sasa Mackic

 

“Jeg kalder det en aktiv udelukkelse”


Jette Sandahl, direktør på Københavns Bymuseum



“Hvis man for eksempel vil lave en udstilling om kvinder, og alle de ansatte er mænd, må man spørge sig selv, om de kan stille de rigtige spørgsmål. De personlige erfaringer indgår i ens videnskabelige arbejde. De er med til at forme ens spørgsmål og tolkninger. Hvis man, som jeg, aldrig har kendt til sult, er det usandsynligt at man vil kunne beskrive for eksempel sulten og dens konsekvenser fuldt ud. Derfor får vi bedre beskrivelser, hvis vi bruger folks egne stemmer,” fortæller hun.

Inddragelse af etnicitet er en balancegang
I forhold til arbejdet med nutidsliv på Nørrebro har det været helt afgørende at få ansat nogle medarbejdere, der kunne repræsentere den mangfoldige befolkning på Nørrebro. Det har dog været vigtigt for Jette Sandahl og Gülay Sahin, at det ikke blev et etnicitetsprojekt.

“Det går galt, hvis man isolerer etniciteten. For mig er det forskelligheden, der er interessant og dynamisk. Det er helt fundamentalt, at etnicitet skal være én variabel, når man søger medarbejdere, men ikke den eneste. Så bliver det en ny form for segregering,” siger Jette Sandahl.

Det har ikke været nogen let øvelse at få ansat de ti unge, som skulle være forskellige både i forhold til køn, alder, etnicitet og uddannelse. Alene det at få fat i et bredt udvalg af ansøgere har krævet en hel del opsøgende arbejde. Det er foregået gennem notitser i de lokale supermarkeder, på universiteter og gennem netværk. De sværeste at finde har været unge mænd med interkulturel baggrund, som ikke er under formel uddannelse.

Forskelsbehandling er ok i en fase
For at få fat i de ansøgere, som ikke kommer af sig selv, kan man blive nødt til at gøre en meget målrettet indsats og tilsyneladende forskelsbehandle i en periode, mener Jette Sandahl.

“Hvis man ikke passer på, så kommer museer til at have en stor overvægt af kvinder i 50erne. Langt de fleste ansøgere er kvinder, så derfor bliver jeg for eksempel nødt til at gøre en ekstra i indsats for at tiltrække flere mænd til vore jobs. Det samme kan være tilfældet i forhold til ansøgere med etnisk minoritetsbaggrund,” siger hun. I ansøgningsfasen kan man derfor blive nødt til at sætte folk lidt i bås.

“Vi leder måske efter en bestemt type, men det betyder ikke, at alle der kommer ind ad døren og passer til den type, passer til projektet. At tilhøre denne ‘type’ kan være en nødvendig, men aldrig en tilstrækkelig kvalifikation. Det kan være nødvendigt med typecasting i en mellemfase, men derfra må man gå fra at se på typen til at se på person med vedkommendes specifikke personlige kvalifikationer,” siger hun. Derudover må man også udfordre sit eget syn på, hvad gode kvalifikationer er, mener Jette Sandahl.

“En af de store udfordringer er skabe lighed uden at fordre, at alle skal være ens.”

Det kan kræve en god portion is i maven at sætte gang i et projekt, når man ikke ved nøjagtigt, hvor det ender, men det er en risiko, som man bliver nødt til at tage, hvis medarbejderne skal kunne være med til at forme projektet..

“Det er vigtigt, at de nye medarbejdere får lov til at være individuelle og gå langt ud i det, som de gerne vil lave. Jeg kræver for eksempel ikke, at en udstilling skal være helhedsdækkende for hele Nørrebro og bydelens historie, men er tilfreds med en række forskellige delhistorier og forskellige fortællinger,” siger Jette Sandahl.




Outreach
Er engelsk for “at række ud”. Det står for, at museerne forsøger at inddrage befolkningsgrupper, der typisk ikke kommer på museum. Engelske og skotske museer har i flere år lavet outreach i forhold til forskellige bydele og communities og arrangeret outreach-udstillinger sammen med for eksempel prostituerede og kriminelle.


Kulturvaner
En dansk kulturvaneundersøgelse fra 2004 viste, at 31 procent af de voksne og 34 procent af de 7-15-årige aldrig kom på kunstmuseer. På natur- og kulturhistoriske museer var det 28 procent af de voksne og 21 procent af børnene, der aldrig kom.

Regeringens formidlingsplan fra 2006 vil styrke danskernes kendskab til kulturarven – og dem “der ikke besøger museer”, som daværende kulturminister Brian Mikkelsen understregede ved offentliggørelsen. Med planen fulgte over 40 millioner kroner om året til museumsformidling – herunder outreach.


Brugerinddragelse
I 2008 udgav Kulturministeriet inspirationskataloget ”Reach out!” om brugerinddragelse i kulturen med 29 eksempler på, hvordan kulturinstitutioner og kunstnere har arbejdet med brugerinddragelse på nye måder. Rapporten fremhæver C:ntact på Betty Nansen Teatret som et godt eksempel på en institution, der tilvejebringer tilbud, som imødekommer nydanske brugergrupper.
kum.dk/sw75913.asp







Før Alaa Mohsen blev ansat på museet have han aldrig været der. Nu føler han en loyalitet over for det. “Vi er med til at forny museet,” siger Alaa Mohsen, der ikke har nogen formel uddannelse, men arbejder målrettet på en karriere i filmbranchen. Til udstillingen laver han blandt andet forskellige filmreportager og -fortællinger.   Foto: Maj Carboni






Projektleder Gülay Sahin har stået for at ansætte de ti unge medarbejdere. “Deres kvalitet er deres forskellighed og deres forskellige evner. Det er sammensætningen af dem, der er en styrke, fordi vi så kan nå alle steder hen,” siger hun. “Hvis man planlægger for meget fra start til slut, står folk af. Man må bare springe ud i det og se, hvad der sker.”   Foto: Maj Carboni

 




 

Indhold


• Introduktion | Kunsten at inkludere | Forord af Niels Righolt
• Outreach | Museet rykker ud på gaden | Københavns Bymuseum
• Teater | Nye rollemodeller | Opgang2
• Teater | Omstilling til det interkulturelle | Taastrup Teater
• Rekruttering | Ansatte afspejler publikum | Taastrup Teater
• Kulturstrategi | Kulturhus Århus
• Kulturstrategi | Københavns Kommune
• Kulturstrategi | Statsstøtte til mangfoldighed | Statens Kunstråd
• Støtte til vækstlaget | Rise Cph
• Støtte til vækstlaget | 8210 Rap Dance Center
• Undervisning | Mangfoldighed i musikfaget | Eva Fock
• Musikscenen | Nye rollemodeller | Simona Abdallah
• Musikscenen | Udvidelse af scenen | Missing Voices
• Minoritets-stemplet | Tal om kunsten, ikke kunstnerens baggrund | Anonym kunstner
• Netværk for nye kunsterne | ArtNetwork
• Galleri | Billeder, kunstværker og interkulturelle kunstnere
• Formidling af kunstere | bazART.dk




 


Side: 1 | 2