Det Kongelige Teater bliver kritiseret for kun at invitere en smal del af befolkningen indenfor til deres scenekunst," skriver Mikkel Vuorela i en artikelserie om Det Kongelige Teater i dagbladet Politiken i marts 2010.
"Det Kgl. holder en lukket fest for en lille del af befolkningen, mener kritikere." Sådan skriver Mikkel Vuorela i dagbladet Politiken den 12. marts 2010.
Ifølge skuespiller Hassan Preisler opfører Det Kongelige Teater mest af alt én historie: Historien om den hvide mands smerte. Og det er ikke godt nok for hele landets teater.
"Sådan en som mig har større mulighed for at finde en, som ligner mig på Sejerø end i Det Kongelige Teater. Den danskhed, de afspejler, er ikke inkluderende", udtaler skuespiller Hassan Preisler til Politiken.
"Man har et standardiseret billede af danskeren, som ligner det billede, man havde for hundrede år siden, hvor det var mændene, der fortalte historier, og hvor alle danskere var hvide", siger han. "Deres mandat siger, de skal være nationalscene for hele den danske befolkning, og det er den ikke i dag. Man kunne så omformulere deres mandat og sige, at det er et teater for hvide heteroseksuelle ægtepar over 50, og så ville de leve op til det. Men det er jo ikke derfor, de får deres enorme tilskud".
Politiken har desuden talt med Det Kongelige Teaters direktør Erik Jacobsen, som "godt forstår kritikken", samt med skuespilchef Emmet Feigenberg og instruktør og kurator Ditte Maria Bjerg, der begge citeres i artiklen.
Politiken den 12. marts 2010:
'Hvorfor spiller Det Kongelige kun for hvide ægtepar?'

I en anden artikel, som under overskriften 'Kritikken hagler ned over det Kgl.' blev offentliggjort i avisen samme dag, skrev Anne Bech-Danielsen og Mikkel Vuorela, at ifølge flere kritikere bør Det Kongelige Teater blive endnu bedre til at være hele Danmarks scene. De to journalister nævner, at i skuespiller Hassan Preislers øjne er det største problem, at teatret ikke i høj nok grad lader folk med anden etnisk baggrund end dansk komme til orde på scenerne.
"Vi har masser af farvede mennesker – mellem 8 og 10 procent af befolkningen er farvede, og dobbelt så mange i de store byer. En tredjedel af børnene i de københavnske folkeskoler er farvede. De mennesker burde Det Kongelige Teater også være teater for," siger Hassan Preisler til Politiken.
Artiklen fortsætter:
På samme udsigtspunkt står instruktør Ditte Maria Bjerg.
"Hvis vi sammenligner med Holland og Sverige, så har man arbejdet seriøst med inklusion i mange år," siger hun og foreslår, at man lader sig inspirere af Riksteatret i Sverige.
"For ikke så længe siden har de ansat en mangfoldighedsambassadør, en svensk sort skuespiller, som inspirerer hele teatret til at arbejde med inklusion og mangfoldighed," siger hun.
Men det er ikke alle, der mener, at Det Kongelige Teater overhovedet behøver at tænke i de baner.
"Der står jeg simpelthen af. Det Kongelige Teater er netop nationalscenen som skal stå for dansk kunst – de gamle stykker, som er en del af og historien, og som jeg synes at folk med anden etnisk baggrund vil have vældig godt af også at opleve," citeres Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti for at sige til Politiken.
Politiken den 12. marts 2010:
'Kritikken hagler ned over det Kgl.'

|

"Med sin kritik skyder han ikke bare forbi målet, han skyder også sig selv i foden. Ved at kræve bestemte etniske forestilling spillet af bestemte etniske skuespillere for et bestemt etnisk publikum er han med til at øge den splittelse, som jeg formoder, at han helst vil undgå.
Når indvandrere, hvad enten de er første, anden eller tredje generation, beklager sig over at være udenfor, kan det skyldes, at de ikke ønsker at være indenfor..."
Bo Nygaard Larsen, journalist og forfatter, i Jyllands-Posten den 21. marts 2010:
'Kritikken er en forbier'
"Skuespil og anden kunstnerisk udøvelse skal være provokerende og underholdende. Det skal ikke afspejle samfundets sammensætning, da det derved bliver selvcencurerende og mister tænder."
Hans-J. Nielsen, Viby SJ., den 21. marts 2010 i kommentar til Bo Nygaard Larsens indlæg i Jyllands-Posten.