Simona Abdallah: "Giv dem troen på, at det kan lade sig gøre"

Mandag den 3. juni 2013

Simona Abdallah: "Giv dem troen på, at det kan lade sig gøre"

Skrevet af: Maj Carboni

11. december 2009

Emneord:

Del

Som ung pige fik Simona Abdallah besked på at lægge sin tromme på hylden. Hendes optræden til kvindefester kunne sætte familiens ry i Gellerup på spil. Simona spillede videre, men det var først da hun flyttede til København, at hun kunne begynde at optræde offentligt. Nu spiller hun i Middle East Peace Ochestra og har med støtte fra Missing Voices sit første album på vej.

“Derhjemme var det begrænset, hvad jeg måtte, så jeg sad stort set altid på mit værelse og lyttede til orientalsk musik. Og så begyndte jeg at spille darbuka,” fortæller Simona Abdallah, der som seks-årig kom til Danmark som flygtning fra Libanon og som 12-årig flyttede med sine forældre til Gjellerup i Århus. Det er ret usædvanligt, at piger fra Mellemøsten spiller tromme. Simona skønner selv, at hun er den eneste palæstinensiske kvinde i Skandinavien, der er professionel percussionist – hvis ikke i hele verden. Hendes vej dertil har heller ikke været let.

Frygt for familiens ry stoppede karriere

Simona har absolut musikgehør og blev hurtigt så god til at spille, at hun blev populær at invitere til de kvindelige polterabender i området. Men en dag ringede en fremmed kvinde hjem til moren for at høre om hun kunne tage Simona med til en kvindefest, så hun kunne spille for gæsterne. Det var dråben.

“Det kunne til nød gå, da du var en lille pige, men nu er du en ung kvinde. Min datter skal ikke være kendt som pigen med trommen. Folk snakker. Det er en skam,” sagde moren og satte dermed en stopper for Simonas optræden.

Men Simona blev ved med at spille darbuka på sit værelse og i den lokale pigeklub og blev stadig bedre. Det var dog først, da hun flyttede til København efter en skilsmisse, at hun begyndte at optræde offentligt. Hun kontaktede selv Henrik Goldsmidt fra Middle East Peace Orchestra, som inkluderede Simona i orkestret efter at have hørt hendes spil. Pludselig skulle hun optræde for Dronningen og til store udsolgte koncerter.

Støtte og motivation

En dag blev Simona Abdallah ringet op af Annette Bellaoui fra den nydannede organisation Missing Voices, som skulle vise sig at give Simonas karriere endnu et skub. Nu har hun netop på turné med gruppen af kvindelige muslimske musikere i både Danmark, Holland og England og er i gang med at lave sit første album.

“Det har været en kæmpe støtte. Personerne bag Missing Voices har en masse kontakter i den professionelle musikverden, som kan hjælpe med både det juridiske og det praktiske. Og så er det fedt at komme rundt om i verden til forskellige arrangementer og workshops. Det giver erfaring og motivation til at fortsætte. Det er dejligt, at der for en gangs skyld er nogen, der vil gøre det let for mig, for ellers er jeg bestemt ikke kommet let til det sted, hvor jeg er i dag,” siger hun.

Accept fra faren

Da Simona, som en del af turnéen med Missing Voices, skulle optræde i Århus, ringede hun til sine forældre for at høre om de ville komme for at støtte hende.

“De ved godt, at jeg spiller, men har aldrig set mig optræde på et professionelt plan og ved ikke, at jeg har spillet til store koncerter,” siger hun. Moren ville ikke, men faren og to af hendes søskende kom til koncerten.

“Jeg har aldrig været så nervøs som før den koncert, fordi min far skulle komme. Da jeg så, at han dansede til musikken og tog billeder af mig, blev jeg meget rørt. Han strålede af stolthed. Nu har jeg fået den accept, der gør, at jeg ikke tænker så meget over min families reaktion mere og kan give mig fuldt ud i min karriere,” siger Simona.

Brug for rollemodeller

Samtidig med, at blandt andet Missing Voices har hjulpet Simona Abdallah med at få fart i karrieren, er hun også glad for, at hun gennem projektet har lejlighed til at hjælpe andre kvindelige musikere med interkulturel baggrund gennem for eksempel foredrag og workshops.

“Det er kulturelle barrierer, der gør at mange kvinder med indvandrerbaggrund ikke optræder med deres musik, fordi det ikke anses som pænt at vise sig frem på den måde. Derfor er det vigtigt, at de kan se kvinder med den samme baggrund, der kan give dem troen på, at det kan lade sig gøre. Der er brug for rollemodeller,” siger hun. Simona Abdallah har selv planer om at hjælpe endnu flere kvindelige musikere på vej gennem sin virksomhed som life- og businesscoach, som hun kører ved siden af sin musikkarriere.

Åbenhed hos de nye generationer

Selvom Missing Voices i øjeblikket er målrettet muslimske kvinder, så Simona Abdallah gerne, at det handlede mere om kulturel baggrund end om religion.

“Kristne fra de arabiske lande og katolikker kan også opleve forhindringer på grund af den kulturelle tankegang. Aller helst ser jeg mig selv som kunstner med arabisk baggrund. Jeg synes ikke, at der er grund til at rode rundt i folks religion. Religion er en privat sag mellem dig og Gud, som man ikke reklamerer med. Man spørger jo ikke en dansk musiker, om hun er kristen, eller hvordan det er at være kristen musiker,” siger hun. Når Simona optræder, oplever hun, at der er stor forskel på de forskellige generationers reaktion.

“Gudskelov kan jeg kan se, at det bliver mere normalt at lytte til kvindelige musikere. Mange fra den ældre generation ser stadig skævt til det, men de unge kvinder danser bare rundt og synes, at det er fedt,” fortæller hun.

Kulturmøde gennem musikken

I øjeblikket arbejder Simona på et album, hvor hun vil mixe arabisk musik med house- og funk-rytmer, hip hop og musik fra andre lande.

“Jeg vil prøve at mixe så meget sammen som muligt. Jeg er jo selv opvokset i Europa og føler, at jeg er en del af mange forskellige kulturer. Derfor giver det god mening for mig at tage de gode ting fra de forskellige kulturer og sammensætte det til min egen personlige stil frem for kun at være arabisk eller kun dansk,” siger hun. På et mere overordnet plan mener Simona Abdallah også, at kulturmøder i musikken kan føre til kulturmøder mellem mennesker, og det ligger hendes hjerte nært.

“Når man blander musikgenrer er det ligesom, at man mødes et sted. Så kan alle fra forskellige dele af verden føle sig hjemme og mødes til de samme koncerter. På den måde kan musikken være en form for brobygger mellem forskellige kulturer,” siger hun.