Fredag den 18. maj 2012

Teaterrapport anbefaler: åbn teateret op for nye danskere

Skrevet af: Center for Kunst & Interkultur

30. juni 2010


Emneord:
teater publikumsudvikling repræsentation kulturpolitik anbefalinger

Print

En 74-siders rapport om dansk teater ligger til grund for en høring og i sidste ende en kommende teaterlov. Rapporten anbefaler, at teaterlivet må gå nye veje for at komme til at spille en rolle også for den del af befolkningen, der har en interkulturel baggrund. Her kan du læse CKIs bemærkninger til rapporten.


I april 2010 udgav Kulturministeriet rapporten ‘Scenekunst i Danmark – veje til udvikling’, samtidig med at man bad en række kulturaktører om at indsende deres kommentarer til rapporten. I et høringssvar til Kulturministeriet skrev CKI den 30. juni 2010:

 

“Vi har fra CKIs side læst rapporten ud fra en ‘interkulturel vinkel’ og ud fra et ønske om at skabe forudsætninger for et rigt, mangfoldigt og dynamisk scenekunstmiljø, der er i stand til at møde de udfordringer og muligheder, fremtiden byder – herunder at rumme udtryk, forventninger og forestillinger, som spejler alle dele af samfundet – for kunstens og sammenhængskraftens skyld.

 

Det har været en interessant læsning. Rapporten rummer en række interessante pointer og perspektiver, som bør overvejes i det videre arbejde. Men det er værd at bemærke, at rapporten kun i begrænset omfang forholder sig til et bredere opdrag end det traditionelle og normative, særligt i forhold til  hvordan scenekunsten åbnes op for kunstnere og publikum med en interkulturel baggrund og identitet og andre æstetiske præferencer. Set i lyset af de ændringer, befolkningens kulturelle sammensætning gennemgår i disse årtier, savner rapporten visioner og konkrete bud på, hvordan man vil kunne udvikle scenekunstområdet til i højere grad end det er tilfældet i dag at spejle det omgivende og finansierende samfund.

 

Udgangspunkt
 I et demokrati som det danske spiller kunsten en betydelig rolle. Det er dér, vi både kan finde kulturel sammenhængskraft og udtryk for den rigdom, som følger med en øget kulturel mangfoldighed. Retten til at udtrykke sig, herunder at udtrykke sig kunstnerisk med den mulighed, det giver for at blive set og hørt, er ikke bare en fundamental menneskelig rettighed i en FN-erklæring, der er ratificeret af regeringer over hele kloden. Denne ret handler også om, at samfundet har et ansvar for at sikre alles ret til deltagelse. Det er et politisk ansvar at sikre og værne om medborgernes muligheder for at tage del i det offentligt finansierede kulturliv – for derved skabe samspil mellem forskellige kulturelle traditioner, udtryk og præferencer.

 

Konsekvens
 Det er CKIs opfattelse, at medborgernes forskellige erfaringer, kundskaber og perspektiver bør indgå som et naturligt element i det videre udviklingsarbejde på scenekunstområdet. Begreber som identitet, kulturel mangfoldighed, repræsentation, tilgængelighed og åbenhed bør have samme tyngde som parametre som kvalitet, professionalisme og faglig udvikling i kulturpolitikken.

 

Et nationalt udviklingsprogram for scenekunsten bør forsøge at indfange mangfoldigheden, nuancerne og mulighederne i det danske kulturliv og forholde sig åbent og imødekommende til de demografiske forandringer og de nye kunstneriske muligheder, som er opstået de seneste år. Tiltagende globalisering, øget befolkningstilvandring og integreringen af mange forskellige kulturer har forandret forudsætningerne for samfundets udvikling. Det danske samfund af i dag er præget af en rig kulturel diversitet, en mangfoldig etnisk befolkningssammensætning, en relativt progressiv økonomisk udvikling og en kreativ sektor i vækst. Mulighederne er med andre ord tilstede for at formulere en scenekunststrategi, som kan adaptere de nye muligheder, impulser, former, udtryk – og det nye ansvar, der påligger området. Nye tider kræver nye løsninger.

 

Udfordring
 Udfordringen ligger i at udnytte og udvikle mangfoldighedens potentiale – kunstnerisk, performativt og organisatorisk – så scenekunsten fremstår som attraktiv, ikke bare overfor nye publikumsgrupper, men også over for kunstnere, skuespillere og andre med en anden kulturel baggrund og identitet. Vigtigheden af at kunne favne og stimulere til en øget kulturel mangfoldighed i vores samfund bliver ikke mindre, når det sættes i et globalt perspektiv. Det handler om identitet, produktionsmiljøer, innovation, kreativ og højt kvalificeret arbejdskraft, virksomhedsetableringer, investeringer, konkurrencedygtighed, og så videre.

 

I forhold til scenekunsten isoleret set, så handler det om at øge rekrutteringsfeltet – vækstlaget – og skabe forudsætningerne for et bedre, bredere og mere nuanceret miljø, hvor nye kompetencer og historier får mulighed for at komme i spil. Der er kort sagt behov for strukturelle forandringer, som kan stimulere til mangfoldighed i dansk scenekunst.

 

På dette område savner rapporten ideer og forslag.

 

På CKIs og Det Kongelige Teaters konference ‘Kunsten at inkludere’ i Skuespilhuset i januar i år kom det tydeligt frem, at der fra de kulturelle miljøer efterspørges regelsæt og regulativer, som kan sætte skub i et mere bevidst inkluderende arbejde på alle niveauer i kulturlivet.

 

 

Rapportens del 1: Situationsrapport fra dansk teater – styrker og udfordringer

 

I de punktnedslag, som Teaterudvalget har gennemført som en del af kortlægningen af dansk teaters øjeblikkelige habitus, findes der mange vigtige iagttagelser og refleksioner, som åbner for en både nødvendig og væsentlig debat om årsager og virkninger inden for scenekunsten i Danmark – tilmed inden for kultursektoren som helhed. CKI ser frem til denne diskussion koblet dels til den videre udvikling af scenekunsten og dels foldet ud til en mere overordnet strukturel og fremsynet diskussion om kulturens vilkår, muligheder og rolle i fremtidens Danmark.

 

Det er således let at erklære sig enig i mange af den indledende teksts refleksioner over teatrets rolle i samfundet. Naturligvis skal det være sådan, at “teatret nødvendigvis fortsat skal udvikle sig, så det kan bevare sin kunstneriske og sociale legitimitet, sin evne til at underholde, udforske og udfordre og sin karakter af nødvendighed. Ej blot til lyst” (side 7). Alt sammen for at skabe produktive rammer for udviklingen. Og naturligvis spiller teatret en væsentlig rolle som det moderne videnssamfunds mørkekammer. Det er en indlysende styrke ved vores demokrati, at det kan tillade og støtte kulturelle udtryk, som på godt og ondt spejler og forholder sig til det samfund, det er en del af. Så langt så godt.

 

Men er spørgsmålet ikke lidt mere subtilt? Hvem afgør, hvornår teatret opfylder kravene til kunstnerisk og social legitimitet? Er det institutionerne? Ministeriet? Kunstrådet? Anmelderne? Publikum? Dem, som kommer i teatret eller dem, som ikke kommer i teatret? Spejler den danske scenekunst i dag egentlig det omgivende samfund? Og er alle de, som betaler festen, også indbudt til at tage del i den?

 

Rapportens teaterfilosofiske tilgang til teatrets rolle i samfundet er på mange måder et udtryk for det som på én og samme gang er rapportens styrke og dens svaghed. Den peger på teatret som et sted, hvor “forholdet mellem mennesker og samfund udspiller sig efter andre lovmæssigheder.” Et sted for “følelser, sanser, drifter, fornuft og moral og alt det andet usigelige, der hører et menneskeliv til” (side 8).

 

Rigtigt og afgjort er det teatrets absolutte styrke som historiefortællende medie, at det kan variere i form og dramaturgi. Men det er ikke hele billedet, og det er et problem. Spørgsmålet som burde stilles her er snarere, om det er de rigtige historier, som fortælles? Er repertoiret på de danske scener et udtryk for, hvilke forestillinger publikum reelt efterspørger – eller er de mere et udtryk for en pragmatisk tilgang til, hvad der er kunstnerisk comme il faut ud fra en forestilling om, hvad der sikrer sorte tal på bundlinien? Perspektivet er temmelig fraværende i rapporten, og det er en svaghed, at rapportens forfattere ikke har reflekteret synderligt over de scenekunstnere, udtryk og projekter, som befinder sig uden for eller på kanten af den eksisterende teaterdiskurs.

 

Dette billede bekræftes desværre af, at rapporten i sin metode helt har udeladt dialog med repræsentanter fra nogle af de institutioner og miljøer, som i mange år har arbejdet målbevidst med at sprede teaterbegrebet ud, transformere og udfordre det og samtidig bringe det danske scenekunstmiljø i dialog med internationale kunstnere, udtryk og institutioner. Man kan nævne Cantabile 2 i Vordingborg, Odin Teatret i Holstebro og særligt Københavns Internationale Teater (KIT), som over de seneste 30 år har været en garant for et internationalt aftryk på den danske scenekunst – om det så har været dans, nycirkus, teater eller tværæstetiske festivaler. Fælles for dem er, at de også har forsøgt at nå ud til andre grupper end the usual suspects. Der findes et erfaret kendskab til svaghederne og styrkerne ved de danske støttestrukturer og den danske lovgivning på området, som det ville have klædt Teaterudvalget at have inddraget i processen.

 

Det er ligeledes problematisk, at rapporten overhovedet ikke forholder sig til nogle af de rapporter og publikationer, som er blevet udarbejdet omkring de interkulturelle muligheder. Man kigger forgæves efter en stillingtagen til de refleksioner og anbefalinger, som udtrykkes i publikationer som kulturministeriets egen ReachOut! fra 2009, Kunststyrelsens rapport Kulturel mangfoldighed set i forhold til Kunststyrelsen fra 2008, Nordisk Kulturfonds og Nordisk Forum for Interkulturs Rapport om interkulturelle erfaringer, projekter og kulturpolitiske initiativer i Norden fra 2009, Nordisk Ministerråds rekommandationer fra Arbejdsgruppen for kulturel kompleksitet og sameksistens fra 2008 og CKIs Kunst og interkultur – Inspiration til kunst- og kulturlivet fra januar 2010.

 

Det forklarer hvorfor rapporten ikke på nogen måde afspejler eller bygger videre på det omfattende research-, kortlægnings- og formidlingsarbejde, der er gennemført i Danmark i de seneste tre år. Men er det et bevidst fravalg? Eller er det et udtryk for manglende indblik i den aktuelle udvikling på området? Uanset hvad årsagen er, så betyder det, at de interkulturelle strategier og muligheder i rapporten reduceres til at være et spørgsmål om publikumsarbejde – et sted tilmed udtrykt som ‘udvikling af publikum’!

 

Under overskriften ‘Behov for publikumsudvikling’ (side 17) fastslår rapporten, “at (Danmark) ikke længere er homogent og at der ikke kun findes ét teaterpublikum.” Rapporten anbefaler derfor at “Nye befolkningsgrupper med andre kulturelle forudsætninger bør også have mulighed for at spejle sig i scenekunsten for at få nye vinkler på sig selv og deres liv”. Dette er en god anbefaling, hvis man dermed mener, at befolkningsgrupper med andre kulturelle forudsætninger skal kunne spejle sig i eksempelvis en institutions repertoire (historier), medvirkende, personale, kommunikation, profil, og så videre. Men måden at argumentere på kan være problematisk, idet den åbner for en opfattelse af, at interkulturel scenekunst blot handler om at inkludere borgere med forskellig etnisk og/eller kulturel baggrund.


Det er ikke CKIs opfattelse. Vi mener, at evnen til institutionelt at arbejde interkulturelt er langt mere afgørende for scenekunsten, da inddragelse af det mangfoldige på alle niveauer er en nødvendig forudsætning for, at teatret kan bevare sin relevans som en moderne kunstart, der reflekterer udviklingen i det samfund, som den er en del af. Med det mener vi evnen til at tænke ud over det der adskiller (hudfarve, etnicitet, sprog, symboler, med videre) og i stedet fokusere på det, der forener (faglighed, tolkning af rollen, fælles historier, med videre).

 

For CKI er det interkulturelle arbejde ikke det mulige resultat af den scenekunstneriske struktur, men snarere drivkraften bag en omstrukturering af strukturen. Interkultur er årsagen snarere end virkningen. Og vejen mellem de to forudsætter en lang række strukturelle overvejelser og valg for den enkelte teaterchef eller instruktør, som handler om at slippe andre kompetencer og erfaringer ind, om at opbygge tillid til grupper med andre præferencer, og ikke mindst, om at ville sikre kontinuitet i såvel repertoiret som i kontakten til publikum.

 

Under afsnittet om teaterskoler (side 18) savnes en passus om, at skolerne i langt højere grad end det i dag er tilfældet bør søge at tiltrække elever med interkulturel baggrund eller flersproget identitet. Rapporten anerkender vigtigheden af, at man etablerer et tillidsforhold tidligt gennem skolerne og gymnasierne. Man bør se på, hvad teaterskolerne aktivt kan gøre for at rekruttere elever fra et bredere kulturelt lag, og det er opløftende at læse rapportens forslag om at lade Bologna aftalen (side 42) være det internationaliserende fundament for skolerne. Men det ville i den ånd have været ønskeligt, om man også havde forholdt sig til EUs Intercultural Dialogue Programme og den seneste UNESCO-rapports anbefalinger om strukturelle tiltag for at øge inklusionen og mangfoldigheden i kulturlivet, (UNESCO World Report 2: ‘Investing in Cultural Diversity and Intercultural Dialogue’).

 

Fra CKIs side syner det godt, at rapporten så tydeligt forholder sig kritisk til de gældende strukturer, og vi er helt enige i konklusionen om, at dansk teater – hvad kunstneriske udtryk angår – har en tendens til ensartethed i genrer, indhold og formater, ikke mindst på de større teatre. “Den kunstneriske mangfoldighed skal styrkes – især fordi den modsvarer den kompleksitet, der præger det moderne samfund og den moderne teatergængers behov” (side 22). Vi efterlyser til gengæld er en mere differentieret og nuanceret tilgang til, hvordan man opnår det mål.

 

Vi er ligeledes enige i, at kernepublikummet i dansk teater udgøres af et modent publikum (side 22), som på sigt er med til at mainstreame teaterprogrammet. Udfordringen ligger i at nå ud til andre publikumsgrupper – særligt børn og unge – og samtidig brede teatret ud til det rapporten kalder de nye danskere. Her er vores bekymring mest, om det efterfølgende ræsonnement sigter på at øge billetsalget gennem fiffige markedsførings- og salgsmekanismer, eller om det reelt indebærer, at man vil have scenekunsten til at se kritisk på sig selv i forhold til repertoire, rekruttering, udvikling, værdier, og så videre.

 

Endelig er det godt at se, at rapporten tager fat på et indgroet problem i dansk teater – og, i virkeligheden, i dansk kulturliv som helhed: Den uforholdsmæssigt lange planlægningshorisont, som i vid udstrækning låser såvel institutionernes som kommunernes midler op i aftaler med kunstnere, institutioner og andre. Ud fra ét perspektiv er dette jo fornuftigt og godt, fordi det blandt andet gør det muligt for mange kunstnere i dette land at leve et forholdsvist normalt arbejdsliv med kontrakter og fast indkomst. Men det gør det samtidig sværere at reagere aktuelt og hurtigt på hændelser og historier, og det gør det sværere for dem, som er udenfor at komme ind og få del af produktionsmidlerne. Det er et glimrende eksempel på en givet utilsigtet og ubevidst strukturel barriere, som på mange måder er skabt af hensyn til kunstnernes arbejdsvilkår og samtidig har en ekskluderende effekt. Der er behov for en ordning, som også kan skabe plads til mere fleksibilitet, spontanitet og smidighed, nye historier og mere samtidighed. Vi er helt enige i, at de lange planlægningshorisonter også resulterer i faste produktionsmåder og typer af formater.

 

De internationale perspektiver
 CKI er enig med rapportens forfattere i, at Danmark er haltet langt bagud, når det gælder internationale samarbejder. Det gælder for scenekunstområdet såvel som for det øvrige kulturområde. Den regressive og kanoniske tilgang til dansk kultur og kulturelle værdier, som har sat dagsordenen politisk og mediemæssigt siden årtusindeskiftet – og de tilhørende etablerede støttestrukturer – har gjort det økonomisk mindre interessant for institutionerne at arbejde internationalt. Med få kendte undtagelser har institutionernes fokus fulgt de økonomiske strukturer og dertil hørende rammevilkår og -aftaler. Der forestår et betydeligt arbejde med at ‘gen-indplacere’ dansk teater på det internationale landkort.

 

Rapportens afsnit om inspiration fra Sverige, Tyskland, Belgien, Holland og Storbritannien er interessant og giver et fingerpeg om, at det muligvis er vore strukturer, som er den største hindring for et progressivt og dynamisk scenekunstmiljø. Afsnittet lider dog generelt af den svaghed, at det ser lidt for enøjet på strukturerne. I såvel Sverige som i Holland og Storbritannien har man arbejdet meget bevidst med kunstens (læs institutionernes) demokratiske ansvar i forhold til hele samfundet. Lad det være en opfordring herfra, at man i det videre arbejde lader sig inspirere af dette.

 

Statusafsnittets afsluttende udfordringer fanger fint de problemområder, dansk scenekunst skal forholde sig til for at skabe reel udvikling.

 

 

Rapportens del 2: Vision for FREMTIDENS TEATER

 

“I 2020 henvender scenekunsten i Danmark sig mere dynamisk, vedkommende og mangfoldigt på et internationalt niveau til alle dele af befolkningen” (side 33)

Det er en smuk vision, som rummer meget løfterige perspektiver for dansk scenekunst. Men allerede i definitionen af de fire udviklingsområder sker der en, mener vi, noget uheldig opdeling. Indsatsen over for børn, unge og nye danskere skal ikke adskilles fra den unikke mangfoldighed. De er to sider af samme sag. Man kan ikke tale om publikumsudvikling eller bedre audience relationship uden at tale repertoire, personalebemanding og -rekruttering, kommunikation, og så videre. Et mangfoldigt scenekunstmiljø handler om integrerede processer og lange seje træk, om fleksible støtteordninger og et tillidsforhold mellem scenerne og publikum.

 

Vi vil ikke kommentere indgående på rapportens ræsonnementer omkring driftsstøtteordninger med videre. Blot vil vi bifalde, at man gentænker ordningerne og ser, om det skulle kunne være muligt at skabe et system, som er mere transparent, lettere at navigere i og mere adaptivt i forhold til det samtidige, uanset hvem der skaber det, hvis blot det faglige og kunstneriske niveau er til stede.

 

Formidlingsordningen
 Det er et meget spændende og et særdeles tiltrængt forslag, at Teaterudvalget vil etablere en udviklingspulje. Vi er selvfølgelig helt med på, at det forudsætter en række omprioriteringer, da det ikke i nær fremtid er realistisk at forestille sig flere ressourcer til området. Hvad vi derimod er lidt forundrede over, er, at udvalget forestiller sig, at det er meningsfyldt at finansiere denne fornyelse ved at nedlægge formidlingsordningen. Her bliver den ovenfor anførte kritik af, at man ikke har ført dialogen tilstrækkeligt bredt ud, tydelig. Formidlingsordningen spiller en central rolle for særligt de små og mellemstore teatre i bestræbelsen på at koordinere deres formidlings- og informationsindsats – for at fastholde eksisterende salgskanaler og for at udvikle nye formidlingsformer. Ikke mindst overfor nye publikumsgrupper. Det vil være rimeligt at sige, at formidlingsordningen er særdeles vigtig for integrationen af det interkulturelle i scenekunsten.

 

CKI anbefaler derfor, at Teaterudvalget genovervejer rapportens anbefaling om at finansiere fornyelsen ad den vej – eller som minimum at man kommer med forslag til, hvordan publikumsarbejdet ellers skal finansieres.

 

 

Rapportens overblik over anbefalingerne – herunder anbefalinger til det nye Scenekunstudvalg

 

Strukturer og instrumenter: Det er CKIs opfattelse, at det er sundt at granske de bærende strukturer og instrumenter i dansk scenekunst. Men som nævnt ovenfor, bør det ske i en kritisk forståelse af, hvilke mekanismer som allerede fungerer hensigtsmæssigt – på trods eller på grund af eksisterende præmisser. Her bør man overveje formidlingsordningen og dens effekter yderligere, inden man afvikler ordningen. (Side 46)

 

Produktion og rammer: CKI bifalder forslaget om at skabe større fleksibilitet og muligheder for et fordybet udviklingsarbejde. Særligt er tankerne om projektteatre og produktionshuse spændende. Vi savner dog et forslag om, hvordan disse vil kunne/skulle bringes i spil for at sikre mangfoldigheden ud fra et interkulturelt perspektiv. (Side 47)

 

Publikumsudvikling og synlighed: Generelt er CKI skuffet over, at rapporten ikke i højere grad er på omgangshøjde med udviklingen på feltet. Som beskrevet ovenfor findes der en række anbefalinger, tiltag og erfaringer, som man burde have involveret i processen. (Side 47)

 

Geografi og organisering: Umiddelbart er det med et interkulturelt perspektiv fornuftigt at skabe en større spredning og søge at vitalisere teatermiljøet uden for hovedstaden. (Side 47)

 

 

Afsluttende kommentar

 

Det er CKIs opfattelse, at Teaterudvalget i højere grad burde have analyseret det vigtige arbejde, der foregår på en række teatre (C:ntact på Betty Nansen, Opgang2 i Århus, Taastrup Teater, Odense Teater, KIT, Mungo Park, Cantabile 2, med flere) og præsenteret det i rapporten, så de vigtige erfaringer om interkulturelt, scenekunstnerisk arbejde kunne komme det øvrige teaterliv til gode.

 

CKI har i de senere år gennemført en række programmer, konferencer og seminarer om interkultur og scenekunst, dels nationalt i samarbejde med blandt andet Det Kongelige Teater, Taastrup Teater og andre kulturorganisationer, og dels internationalt i samarbejde med blandt andre Platform for Intercultural Europe og Nordisk Forum for Interkultur.

Vi stiller gerne vores viden til rådighed i den nødvendige viderebearbejdning af rapportens konklusioner. Man kan læse mere om centrets virke og hente alle de ovenfor nævnte rapporter på www.cki.dk.

 

 

Rapporten ‘Scenekunst i Danmark – veje til udvikling’ er skrevet af et af Kulturministeriet udpeget teaterudvalg, som fik til opgave “at danne sig et overblik over dansk teater i bred forstand for at kunne identificere, hvilke udfordringer scenekunsten herhjemme står over for, og for at kunne udpege udviklingsmuligheder.” Udvalget bestod af Monna Dithmer, Staffan Valdemar Holm og Lars Seeberg.

 

Rapporten kan bestilles i papirversion, så længe lager haves, på Kulturministeriets hjemmeside: kum.dk

 

 

Læs mere om rapporten her

 

Opdatering den 20. oktober 2010:

Læs Kulturministeriets høringsnotat

 

Nedenfor følger et uddrag af høringsnotatet, afsnittet på side 38, som opridser de indkomne kommentarer vedrørende 'mangfoldighed'


Mangfoldighed

 

Høringssvar vedrørende udvikling af nye publikumsgrupper. Der er ingen høringssvar, der umiddelbart er uenige med teaterrapporten i, at det er et område, der bør styrkes i fremtiden.

 

Ideer vedrørende publikumsudvikling:

· Børnekulturens Netværk foreslår, at man deler viden med andre områder, f.eks.

museumsområdet, der også har mange tiltag og overvejelser i forhold til

publikumsudvikling.

 

Alternative kommentarer og idéer vedrørende mangfoldighed:

· Agenda 009 mener, at der skal arbejdes systematisk med ligestilling inden for alle dele af scenekunsten for at opfylde visionen om at opnå en mere dynamisk, vedkommende og mangfoldigt scenekunst til alle dele af befolkningen Agenda 009 ønsker, at en kommende lov inddrager nogle af de mange ligestillingsredskaber andre europæiske lande arbejder med.

· BørneTeaterSammenslutningen pointerer, at børneteatre er gode til at nå et bredt publikum, både socialt og geografisk og til at samarbejde og slå igennem internationalt.

BørneTeaterSammenslutningen mener, at det havde været interessant, hvis udvalget havde reflekteret over, hvordan og hvorfor de mange små enheder kan levere så meget godt for så lille en del af det offentlige tilskud til scenekunst i stedet for blot at konstatere, at det forholder sig sådan. BørneTeaterSammenslutningen tror, at nogle af svarene på, hvordan mangfoldighed opnås, findes her.

· Center for Kunst og Interkultur mener, at det i forhold til scenekunsten isoleret set, handler om at øge rekrutteringsfeltet; vækstlaget og skabe forudsætningerne for et bedre, bredere og mere nuanceret miljø, hvor nye kompetencer og historier får mulighed for at komme i spil. De mener, at der er behov for strukturelle forandringer, som kan stimulere til mangfoldighed i dansk scenekunst. Centret påpeger, at rapporten på dette område mangler idéer og forslag. Der efterlyses en mere differentieret og nuanceret tilgang til, hvordan man opnår større kunstnerisk mangfoldighed, end den rapporten udviser.

· Københavns Internationale Teater og Odin Teatret beklager, at rapportens forfattere ikke konkluderer på tidligere og igangværende projekter som f.eks. konferencen ”Kunsten at inkludere”, og at man end ikke forholder sig til de tiltag, som blev foreslået i Kunstrådets inspirationsrapport om kulturel mangfoldighed.