Tirsdag den 4. marts 2014

Lyt til høringen om FNs konvention om kulturel mangfoldighed

Skrevet af: CKI

29. marts 2012


Emneord:

Print

Lydoptagelser af høringen om UNESCOs konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed og implementeringen af den i Danmark. Høringen blev holdt i Politikens Foredragssal den 19. marts 2012.


 

 

 

Lydfil nr 1 |   Velkomst ved ordstyrer Anita Bay Bundegaard, kulturredaktør, Politiken

Download mp3-fil: Højreklik her og vælg 'Gem destination som'. (Mac: Holdt CTRL-tasten nede og klik)

 

 

 

 

 

Lydfil nr 2 |   Ole Reitov, Freemuse: Den kunstneriske ytringsfrihed

Download mp3-fil: Højreklik her

 

 

 

 

 

Lydfil nr 3 |   Henrik Petersen, Dansk Kunstnerråd: Kunstens og kunstnernes vilkår

Udskrift af oplægget

Download mp3-fil: Højreklik her

 

 

 

 

 

Lydfil nr 4 |   Mik Aidt, Center for Kunst & Interkultur: Lige muligheder for alle kulturer

Download mp3-fil: Højreklik her

 

 

 

 

 

Lydfil nr 5 |   Olaf Gerlach Hansen, Culture/Futures: Kultur og bæredygtighed

Download mp3-fil: Højreklik her

 

 

 

 

 

Lydfil nr 6 |   Jens Kåre Rasmussen, Center for Kultur og Udvikling: Udviklingssamarbejde

Download mp3-fil: Højreklik her

 

 

 

 

 

Lydfil nr 7 |   Morten Madsen, Dansk Musiker Forbund: Handel med kulturelle varer og ydelser

Udskrift af oplægget

Download mp3-fil: Højreklik her

 

 

 

 

 

Lydfil nr 8 |   Karin Marcussen, kontorchef: Konventionen set fra Kulturministeriets perspektiv

Download mp3-fil: Højreklik her

 

 

 

 

 

Lydfil nr 9 |   Knud Romer, forfatter: Mangfoldighed i perspektiv

Download mp3-fil: Højreklik her

 

 

 

 

 

Lydfil nr 10 |   Spørgsmål fra salen, debat og opsamling

Download mp3-fil: Højreklik her

 

 

 

 

Lydfil nr 11 |   Samlet optagelse af hele høringen fra ende til anden

Download mp3-fil: Højreklik her

 

 

 

 

TV2News bragte et fem-minutters indslag om høringen sammen aften.

Fotografierne på denne side er taget af Maja Jakobsen. Høringen blev arrangeret af Dansk Kunstnerråd, Det Danske Kulturinstitut, Center for Kultur og Udvikling, Culture/Futures, Center for Kunst & Interkultur, Freemuse, Kulturhusene i Danmark og Kulturelle Samråd i Danmark i samarbejde med Politiken. Læs mere om høringen...

Kommentarer  
Karen Bue: Formidlingsopgaven ligger hos Kulturministeriet

 

Inspirationsmateriale
Til deltagerne i høringen om UNESCOs konvention om kulturel mangfoldighed: Her finder du links til de på høringen omtalte dokumenter fra Norge og Tyskland

 

 

 


 

Lyt til radioudsendelse

 

Radio 24syv, RomerRiget – 20. marts 2012:
RomerRiget handler i dag om UNESCOs kulturkonvention
Inden 30. april 2012 skal Danmark sende en rapport til Unesco om, hvordan man efterlever konventionen til beskyttelse af kulturel mangfoldighed. Den kan gå hen og blive tynd. Vi ser på det i selskab med Mik Aidt fra Center for kunst & interkultur. Vært: Knud Romer
arkiv.radio24syv.dk/audiopodcast/channel/3973425

Podcast MP3 af udsendelsen (højreklik for at downloade):
arkiv.radio24syv.dk/../romerriget-uge-12-2012-1-audio.mp3

 

 

Anden presseomtale af høringen


Politiken Søndag – den 18. marts 2012:
Kulturens grundlov er endt i skuffen
Danmark har underskrevet en kulturkonvention, men siden er der intet sket. Af Mikkel Vuorela

CKO.dk, Julie Kjær Ovesen – den 20. marts 2012:
Refleksioner over kulturel mangfoldighed

Dagbladet Information – den 14. april 2012:
Dansk kulturel mangfoldighed
I egen selvforståelse står Danmark sig fint, når det gælder mindretalskulturer. Men der er rigtig god plads til forbedringer, viser høring om dansk tilslutning til UNESCO-konvention om mangfoldighed. Af Karen Lisa Salamon

 

 
 
 

Mere information  

• Her kan du læse en række organisationers bidrag til den nationale afrapportering til UNESCO om implementeringen af konventionen, som Kulturministeriet udarbejder: Bidrag til Danmarks afrapportering til UNESCO

• Læs mere om UNESCOs kulturkonvention på www.dcai.dk/kulturkonvention
 

 

  

Kommentar
fra Salaam Film & Dialog til Politiken 


Tak for den fine omtale af Salaam Film & Dialog i Politiken i søndags, hvor vi blev nævnt som en af de organisationer, der tager de værdier, der nævnes i Unescos konvention om kulturel mangfoldighed alvorligt. Desværre havde der indsneget sig en fejl omkring finansieringen af vores arbejde. Vi viser film om kulturmøder og andre kulturer for skoler og har altid en levende oplægsholder med – enten en med samme kulturelle baggrund som filmen, eller en der selv har oplevelser, der svarer til filmens temaer. Det har vi gjort siden 2004, og vi har vi altid fået offentlige midler til det bl.a. fra Det danske Filminstitut, Danida og Center for Kultur og Udvikling, som stadig støtter os, og det er vi glade for.
 

I artiklen fremstod det som om, vi måtte leve af private fonde. Det er ikke helt korrekt, for vi får stadig offentlige midler – problemet er, at vi ligesom andre kulturinstitutioner får færre og færre. Det betyder, at vi hvert år må bruge stadig mere tid og ressourcer på at skaffe den nødvendige finansiering af vores arbejde, og det er det, der er det principielle i sagen.


I artiklen spørger Mik Aidt, hvor staten er henne. Til det må vi sige: Den er her, men desværre mindre og mindre. Det betyder, at vi i stedet for at koncentrere os om vores egentlige arbejde bruger tiden på en overlevelseskamp, og vi er, som Mik Aidt nævner, ikke alene i den situation.


Derfor var det måske en god ide, at Kulturministeriet, som nu skal til at indsende rapport til Unesco om, hvordan det går med at implementere konventionen, sikrede at de organisationer, der arbejder med mangfoldigheden, ikke er døde af mangel på næring inden rapporten når frem til Unescos hovedkvarter.

 

Lisbeth Lyngse

Festivalleder

Salaam Filmfestival

 

 

 

 

 

Kan verden gøre kulturen større?

 

Beretning fra en høring om fremme af kulturel og kunstnerisk mangfoldighed i Danmark – den 19. marts 2012 i Politikens Foredragssal i København.

 

Af Karen Lisa Salamon, phd, kulturforsker og etnograf, www.etnograf.dk

 

 

Det er snart fem år siden, at UNESCOs konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed trådte i kraft som juridisk bindende, international aftale. Den danske regering var dengang medunderskriver og er nu forpligtet på at afrapportere hvilken praktisk betydning aftalen har haft for Danmark de første fire år.

For at markere denne kulturpolitiske begivenhed afholdt en række kulturorganisationer den 19. marts en kort og intens eftermiddagshøring. Udgangspunktet var et tilbageblik på konventionens første år i Danmark, men fokus var især på aftalens fremadrettede betydning for kunstens og kulturlivets grundvilkår lokalt og globalt.

Høringens initiativtagere var Dansk Kunstnerråd, Det Danske Kulturinstitut, Center for Kultur og Udvikling, Culture/Futures, Center for Kunst & Interkultur, Freemuse, Kulturhusene i Danmark, Kulturelle Samråd i Danmark og dagbladet Politiken, og organisationerne havde forudgående haft mulighed for at indgive høringssvar til Kulturministeriet.

 

 

Kanon og konvention

 

Aftalen har siden vedtagelsen levet et lidt stille liv i offentligheden. Det har været svært at få øje på egentlige tiltag og initiativer fra dansk side for at leve op til konventionens forpligtelser over for os selv og internationalt. Det kan skyldes dens FN-juridiske flertydighed. Det kan også være, at der bare ikke er danske overskrifter i en international ‘grundlov’ for kulturen.

Eller måske skyldes det, at indflydelsesrige danske politikere og beslutningstagere hidtil ikke har betragtet det som et akut anliggende, at sikre kunstneres, kulturarbejderes og borgeres globale ret til at skabe, producere, formidle og nyde kulturelle varer, tjenesteydelser og aktiviteter?

Aftalens tydeligste fingeraftryk i dansk offentlig debat var måske, da tidligere kulturminister Brian Mikkelsen igangsatte en kanonisering af udvalgt dansk kulturarv og erklærede, at Danmark allerede i udgangspunktet opfyldte UNESCOs kulturkonvention, og derfor ikke behøvede at tage nogle ekstra lovgivningsmæssige initiativer. Mikkelsen mente, at konventionen primært handlede om internationalt kultursamarbejde, og derfor havde mindre indenrigskulturpolitisk betydning.

Af nyere dato var den ligeledes tidligere kulturminister Per Stig Møllers opmærksomhed på ”den udbredte forfølgelse og censur af kunstnere, der foregår i mange lande”, som han formulerede det sidste år.

En række offentlige debatørrer og kulturinteressenter ser i dag endnu bredere på konventionens betydning, hvilket også fremgik af høringsmødet. Kulturel mangfoldighed handler for dem ikke kun om at føre det danske ud i verden, men blandt andet også om at føre verdens kulturudtryk til Danmark, og om at fremme allehånde former for kulturel og kunstnerisk mangfoldigheden inden for rigets egne grænser.

Høringen drejede sig derfor blandt andet om beskyttelsen af kunstnerisk ytringsfrihed, mulighederne for kulturel udveksling, folkelige kulturaktiviteter og rammer for handelen med kulturprodukter. Høringen bekræftede, at kulturpolitik ikke bare handler om nationalstatslig arv, men også om rammerne for udfoldelsen af kulturelle samfundsaktiviteter og i tiltagende grad også om reguleringen af et marked, hvilket de seneste tumulter omkring ACTA har tydeliggjort.

 

Baggrund og drivkraft

 

Fra slutningen af 1980erne opstod der i flere af FNs medlemslande bekymring for, at tiltagende handelsliberalisering og kultureksport fra nogle få store og toneangivende kulturproducenter ville kunne undergrave lokale kulturudtryk og kulturindustrier. Dette affødte en række initiativer, der skulle sikre de enkelte landes ret til selv at håndhæve og fremme deres egne kulturpolitikker. Samtidig var der opmærksomhed på visse regimers kulturundertrykkelse, og at også forskellige nationale minoritetsgrupper havde behov for særlig kulturel beskyttelse. I de følgende år blev der i FN-regi arbejdet for skabelsen af internationalt gældende rammer, som skulle sikre større kulturel mangfoldighed i verden.

I efteråret 2001 havde FNs organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation, UNESCO, sit første møde på ministerniveau efter 11. september-terrorangrebet, og her blev den første erklæring om den kulturelle mangfoldighed vedtaget. Det blev blandt andet fastslået, at kulturel mangfoldighed er en del af menneskehedens fælles arv, “og lige så vigtig for menneskeheden, som biodiversitet er for naturen.”

Herefter gik der fire år med møder, konferencer og flere erklæringer, indtil formuleringen af den færdige konvention blev forhandlet på plads i efteråret 2005. Efter de første 30 landes ratificeringer, kunne den træde i kraft i 2007.

Danmark var med fra starten, og til dags dato har efterhånden 121 stater på forskellig vis tilsluttet sig konventionen, og dermed skrevet under på, at de vil yde kulturlivet beskyttelse og betragte kulturel mangfoldighed og kulturarv som gavnlige “for nuværende og kommende generationer.” EU har været en stærk drivkraft i processen, og har som helhed formelt tilsluttet sig konventionen. Konventionen, er den FN-aftale, der hurtigst af alle er blevet ratificeret af flest lande. Den skal ideelt set fungere som verdenssamfundets fællesjuridiske ramme for håndtering af globaliseringens kulturelle udfordringer – og som rettesnor for mellemmenneskelig kulturel omgangstone.

I den aktuelt varme debat om ophavsrettigheder og handel med kulturelle ydelser kan konventionen også spille ind med påtegningen om, at kulturelle varer og aktiviteter ganske vist “har væsentlig økonomisk værdi”, men dermed ikke bare kan reduceres til ydelser eller forbrugsgoder, der alene kan “betragtes som handelsobjekter.”

 

Kunstnerisk ytringsfrihed, levevilkår og interkulturalitet

 

Dagbladet Politikens kulturredaktør, Anita Bay Bundegaard, var vært og tovholder på debatten. Hun indledte med at trække en parallel mellem dagens høring og selve konventionens eksistensvilkår, hvor der for begges vedkommende er mange initiativtagere og mindst lige så mange særinteresser, som skal plejes.

 

En af de mange initiativtagere til høringen var Ole Reitov fra organisationen Freemuse, der dokumenterer overgreb mod musikeres og komponisters ytringsfrihed.

“Det er konventionens grundlag, at der skal være respekt for denne ytringsfrihed, men hvordan er det så gået siden konventionens ikrafttræden?” spurgte Reitov og svarede hertil, at der globalt set stadig er langt større opmærksomhed og fungerende observationssystemer angående ytringsfrihed i medierne, end når det gælder kunstnerisk ytringsfrihed.

Han appellerede til, at vi fra dansk side går ind og aktivt spørger til andre landes kunstneriske ytringsfrihed. Også efter konventionens ratifikation er tusindvis af kunstnere rundt om i verden blevet kidnappet, dræbt eller hindret i at udtrykke sig. Eksempelvis har også Kina har skrevet under på konventionen, og påstår at ville arbejde for kunstnerisk mangfoldighed i samarbejde med civilsamfundet, men dette indbefatter tilsyneladende ikke Ai WeiWei, som Ole Reitov tørt bemærkede.

Så her har konventionen ikke gjort nogen forskel, mente han.

 

Henrik Petersen fra Dansk Kunstnerråd overtog mikrofonen og var enig i, at konventionen i de forgangne år ikke har haft nogen stor offentlig rolle at spille i Danmark, hvor vi ofte tænker at “vi er nået langt, og har grund til at være tilfredse, og så har det med at læne os tilbage…”

Fremadrettet var der for Henrik Petersen grund til at tænke over, hvordan vi fra dansk side fremmer nationalkulturen, så vi også har noget at udveksle og bidrage med internationalt. Med særligt fokus på kunstnerens rolle og den kunstneriske aktivitet i forhold til kulturen, mente Petersen at det er værd at hæfte sig ved konventionens pointering af kulturens og kunstens egenværdi i samfundet – uafhængigt af den kommercielle værdi de måtte have.

I de forgangne år har der været stort fokus på den kommercielle værdi og side af kulturen og kunsten i Danmark, hvilket Henrik Petersen synes er udmærket, da det er med til at styrke kulturen. Men samtidig ville han gerne holde fast i, at kulturen og kunsten skal udvikles for sin egen skyld og ikke kun for den kommercielle værdi de måtte have. Fra Dansk Kunstnerråds side var ønsket fremadrettet, at kunstpolitiken udvikles yderligere – også udover det kommercielle.

Konventionen taler om at ville skabe støtte til alle, der skaber kultur og kunst, men kunstorganisationerne oplever i dagens Danmark, at kunstnere arbejder under vanskeligere vilkår end andre bidragsydere til samfundet. Henrik Petersen fandt det problematisk, at politikerne typisk reagerer på dette forhold ved at henvise til de sociale myndigheder, så der reelt her ikke kan skelnes mellem kulturarbejdet og de vanskelige sociale betingelser, som kunstnerne eksisterer med. Det var Petersens appel, at der fremadrettet skal arbejdes videre med den sociale beskyttelse og de sociale rettigheder hos kunstnerne, så de kan eksistere på lige vilkår med andre i samfundet.

 

Mik Aidt repræsenterede arbejdet med konventionen i Center for Kunst & Interkultur (CKI). Siden 2009 har CKI søgt at implementere det interkulturelle – et i øvrigt ret nyt begreb, der ikke er noget egentligt dansk ord. Konventionen introducerede begrebet i betydning af “sammensmeltningen” af kultur. Man har tidligere talt om multikultur, hvor befolkningsgrupper udtrykker sig kulturelt ganske afsondret fra hinanden. Det interkulturelle handler derimod om at de forskellige kulturudtryk også smelter sammen. Omkring 10 procent af den danske befolkning har en interkulturel (indvandrer) baggrund, og lidt over en procent af den danske befolkning har faktisk tyrkisk baggrund. Mik Aidt spurgte, om man så kan konkludere, at disse folk er kulturelt repræsenterede i samfundet i dag? “For hvis vi går ud fra, at de allesammen betaler skat, så burde de vel også få 10 procent tilbage i det offentligt finansierede kulturliv? Deraf skulle vel gerne følge, at de kommer til orde med de kulturelle ideer de måtte have?”

Aidt præciserede, at det ikke så meget handler om at udtrykke eksempelvis det tyrkiske som sådan, men snarere om det interkulturelle som et felt i sig selv. Med dette udgangspunkt undrede Aidt sig over, at CKI og en række andre organisationer, der arbejder for det interkulturelle, er blevet frataget støtte og er lige ved at måtte lukke.

“Det er mærkeligt, når vi endelig har en regering, der vil gøre op med de sidste 10 års administration af kulturlivets penge.”

Fremadrettet ønskede Aidt, at der politisk satses på at skabe “en stemning – et klima – i denne nation, at vi kan noget særligt ud af denne kulturelle mangfoldighed. Jeg mener ikke nødvendigvis et fokus på hver af de enkelte kulturer, men et fokus på selve det interkulturelle.”

Med henvisning til gode resultater i blandt andet Tyskland og opfordrede han endelig til, at konventionens budskaber fremover indtænkes i resultatkontrakter og public serviceaftaler mellem Kulturministeriet og kulturinstitutionerne.

“Vi behøver ikke at genopfinde den dybe tallerken, når nu vi har denne konvention, som kan bruges når vi laver aftaler med hinanden.”

 

Bæredygtighed, handel og udvikling

 

Olaf Gerlach Hansen fra Culture/Futures adresserede at konventionen tidligt havde rettet opmærksomhed mod bæredygtighedsaspektet, og understregede vigtigheden af netop at koble kulturel mangfoldighed med bæredygtighed. Hvor interessen for bæredygtig udvikling tidligere blev set som “træsko-kultur”, er emnet efterhånden blevet vedkommende både “til højre og venstre; for mænd og for kvinder – og i alle mulige kulturudtryk.”

For Gerlach Hansen er det centralt, at bæredygtighed gøres mangfoldig, hvilket i høj grad sker netop gennem varierede kulturelle udtryk. Som eksempel nævnte han successfilmen Avatar, der tog emnet op i en bredt appellerende form. Derimod havde han svært ved at finde danske film, der på tilsvarende vis giver bæredygtighedsproblematikken et kulturelt vedkommende udtryk: “Jeg har kun fundet Far til Fire tilbage til Naturen, som er den eneste danske film, der tematiserer noget lignende. Hvorfor er der ikke flere?”, spurgte han.

Inden for designområdet mente Gerlach Hansen til gengæld, at vi i Danmark står os bedre med bæredygtigheden. Men også her er der rum for forbedring, blandt andet i udviklingen af bæredygtigt byggeri. Kulturarvsmæssigt mente han, at vi generelt har glemt hvordan bæredygtighed historisk hænger sammen med vores historie, og hvad vi kan uddrage heraf. I samme forbindelse rettede han en kritik mod de medier, der blandt andet i forbindelse med COP15 klimakonferencen, omtalte bæredygtigt bevidst kunst som “klimakunst” med en antydning om, at kunstnerne blot ville gøre noget ved bæredygtigheden for at skaffe sig penge op til den internationale begivenhed. I stedet mener Gerlach Hansen at kunsten og kulturen skal tages alvorligt som felter, der kan skabe fremtidige visioner for bæredygtighed og være debatskabende på dette felt. Fremadrettet ønsker han, at der gøres noget mere praktisk ved hjælp af kulturpolitiske instrumenter, både her i landet, men også i vort samarbejde med andre lande på kulturområdet.

 

Jens Kåre Rasmussen fra Center for Kultur og Udvikling (CKU) der blandt andet har som målsætning at styrke udviklingslandenes kunst og kultur og præsentere danskere for nutidig kunst og kultur fra udviklingslandende for derigennem at bidrage til afviklingen af stereotype forestillinger om udviklingslande, lagde i sit indlæg vægt på, at kulturfremme bør være en vigtig del af det danske udviklingsarbejde. Han mente, at der forestår en opgave i at vise, at kunst og kultur ikke er en overflødighed og luksus, men et vigtigt felt, som er nødvendigt for at bearbejde tilværelsen og stille spørgsmål i samfund under hastig forandring. Derfor kan kunst være vigtig – og blive anset for politisk farlig. Kunst kan også fremme vækst. Der kan være “penge i lortet”, som han forklarede, og “der er mange penge i afrikansk musik, men de fleste af pengene ender andre steder end i Afrika og andre steder end hos musikerne.”

Jens Kåre Rasmussen forklarede, at det er de konkrete samarbejder landene imellem, der skaber forandring:

“Den ene ambassadørs ord til den anden virker mere overbevisende”. Der er aktuelt kultur og udviklingsarbejder i 12 danske samarbejdslande, og mange danske kulturinstitutioner arbejder med lokale organisationer og kunstnere. Disse samarbejder betragtes også internationalt som en succeshistorie, og kaldes en særlig “dansk model” for kultursamarbejde, men denne positive fortælling skyldes ikke umiddelbart Danmarks tiltrædelse af kulturkonventionen.

Det vigtige er, at de vellykkede samarbejdsrelationer alle er eksempler på hvad kultur kan, og denne viden breder sig til enkeltpersoner i Danida og på ambassader og i udenrigsministeriet. Men fremadrettet var det Rasmussens ønske, at denne spredte forståelse skal brede sig til en egentlig anerkendelse af kulturens rolle i Danmarks udviklingssamarbejde, som udviklingsministeren har igangsat en revision af.

 

Morten Madsen fra Dansk Musiker Forbund tog udgangspunkt i konventionens artikel 20, som direkte fastslår, at staterne ikke må “underordne denne konvention under nogen andet traktat” – en artikel, der opfattes som hovedårsag til, at USA ikke ville tiltræde konventionen. “Der har nok været en opfattelse af, at særlig aftalerne inden for WTO har været de særligt vigtige, fordi der var særlige evaluerings- og sanktionssystemer og fordi netop de aftaler flytter milliarder af dollars og yen rundt på verdensplan.

Det handelspolitiske område er også det område, hvor kunstnere er nervøse, fordi kunsten gøres til varer på lige linje med landbrugsprodukter. Men konventionen understreger, at kunst ikke bare kan behandles som handelsydelser”, forklarede Madsen, der også henviste til blandt andet TRIPS-aftalen, der fokuserede på ophavsrettens økonomiske aspekter men negligerede dens ideelle del samt “skrækhistorier fra for eksempel New Zealand, hvor handelsaftaler forhindrede lokal støtte til nær lokal kulturproduktion.”

Morten Madsens anliggende var altså den vanskelige balancegang mellem markedsregulering og kulturpolitik, som vi også har set omkring den danske biblioteksafgift, som EU-kommisionen har anset for traktatstridig. Dansk Biblioteksafgift støtter jo netop det lille sprogområdes særlige behov. Ifølge Madsen tydeliggør artikel 20 netop, at der skal være balance i tingene, blandt andet mellem kultur- og handelspolitikken.

“I Dansk Musiker Forbund siger vi, at hvad nytter det at have noget at leve af, hvis vi ikke har noget at leve for?”

 

Myndighederne og de 10 procent

 

Efter organisationernes indlæg fik myndighedsrepræsentanten ordet. Karin Marcussen, der er kontorchef i Kulturministeriet, fremlagde ministeriets perspektiv på konventionen, som man betragter som en samlet helhed og en form for “global grundlov for kulturen”, der sikrer de enkelte landes ret til at have en kulturpolitik og til at støtte kunst og kultur økonomisk. Marcussen henviste til Morten Madsens forudgående indlæg, og fastslog at konventionen “støtter kulturen som en af de vigtigste kilder til udvikling og ligeværdighed mellem kunstneriske- og handelsaspekter. Kunstnernes rettigheder sikres, mangfoldighed af kulturelle udtryk sikres – herunder også etniske mindretal, kvinder nævnes – og oprindelige folk, og kulturens rolle i udviklingslandene fremhæves.”

Marcussen gentog på flere måder, at konventionen er “en reminder om de grundlæggende principper når vi udvikler nye politikker nationalt og i samarbejde med andre lande. Vi ser den som noget der skal indgå i alle kulturpolitiske handlinger.”

Hun mente desuden, at Danmark “har en ganske generøs kulturpolitik, med sikring af kulturen for alle” og fremhævede Kulturministeriets historiske rolle:

“Vi har en kunststøtte politik, der tager udgangspunkt i kompetencer, vi har kulturinstitutioner spredt rundt om i landet og sikrer en lige adgang til kulturen, og vi har en ophavsretslov og en mediepolitik med fokus på public service frem for kommercielle hensyn der styrer indhold i radio og tv.”

Med hensyn til mangfoldighedsområdet mente Marcussen, at interkulturelle møder allerede sikres, og at Kunstrådet allerede har påtaget sig at sigte mod indvandrerområdet, ligesom også internationalt kulturarbejde “har været et vigtigt strategisk fokusområde både for den tidligere og denne regering, og der arbejdes fokuseret på samarbejdet mellem kultur og udvikling.”

Karin Marcussens redegørelse gav indtryk af, at man i Kulturministeriet allerede mener at implementere konventionen:

“Vi gør hele tiden noget ved det i Ministeriet, også selvom vi ikke siger at nu gør vi noget ved konventionen. Sådan er det med Danmarks riges grundlov, der også konstituerer vores grundopfattelse af hvordan samfundet fungerer, og sådan er det også med konventionen. Og gudskelov er det ikke sådan, at vi først begyndte at tænke på disse emner for fire år siden, da vi ratificerede konventionen.”

Fremadrettet mente kontorchefen dog, at “der kan gøres mere for at få flere folk med, og understøtte kulturudfoldelse mere, der kan gøres mere og bedre, og det er kun fantasien – og så lige pengene – som sætter grænser for hvor meget mere man kan gøre. Det gør ministeriet også inden for de rammer som skriftende regeringer stiller op, såvel politisk som økonomisk.”

Som eksempler på områder, hvor ministeriet allerede arbejder inden for konventionens linjer, nævnte hun fokus på publikumsudviklingen, det internationale udsyn i rammeaftaler med kulturinstitutionerne samt den nuværende kulturministers ønske om at styrke dialogen mellem forskellige etniske mindretalskulturer og dansk flertalskultur.

“Vi må derfor forvente at ministeriet vil have forøget fokus på den del af integrationspolitikken, der handler om kulturmødet, og det vil være et løbende aspekt ved kulturinstutionerne i deres fremadrettede arbejde, også når der skal forhandles public service kontrakt fremover.”

Til sidst rettede kontorchefen skytset udad mod civilsamfundet, som ikke viser området tilstrækkelig interesse.

“Vi har mærket en vigende interesse fra civilsamfundet på dette område. Arrangørerne af dagens høring er nogle af de mest aktive i spredningen af konventionens implementering, og sådan skal det gerne være. Vi går gerne ind og informerer på hjemme sider og så videre, men vi synes det er bedst hvis initiativerne kommer nedefra. Vi ser for eksempel gerne de sociale mediers rolle debatteret videre – deres rolle for diversiteten af kulturelle udtryksformer. Endelig spiller EU også en stor rolle for os, og er kede af at danske kunstnere og institutioner ikke bruger EUs kulturprogrammer mere, men det kan have at gøre med, at der har været nemmere penge at komme til i nationale kasser, og man får ikke pengene uden at lave samarbejder ud over grænserne. Så få bedre øje på de kulturprogrammer og brug dem til at skabe samarbejder med foreninger ude i verden”, sluttede Kulturministeriets embedsmand.

 

Den ministerielle tone blev dernæst brudt, da forfatteren Knud Romer samlede op på de tidligere indlæg, ved at sætte mangfoldigheden i provokativt perspektiv, med udgangspunkt i kulturpolitikkens udsyn mod blandt andet Kina.

“Det er fint nok, men der er masser af marginaliserede samfundsgrupper herhjemme, som ikke har en kinamands chance for at komme kulturelt til udtryk. Hvadenten det er kvinder eller andre.” Romer fortsatte det kinesiske tema ved at bemærke, at “det er meget længe siden jeg har set en kineser herhjemme udtrykke sig kulturelt... De er meget stille, så det er måske derfor, folk så godt kan lide dem?”

Herefter gik han over til at spørge til danskernes “egen postkoloniale gode samvittighed” og “industrialiseringen, som har skabt en lokal-løs madkultur. Ingen af os ved, hvilket Strøg vi står på. Om vi står i Herning eller hvor vi er, så er det samme butikker og madkultur.”

Romer rettede dernæst sin vilde tanke mod potentialerne ved at gøre de lokale særkender til “en national oprustning… hvad med ikke at tænke så nationalt men mere lokalt, og se det mangfoldige som noget regionalt, snarere end noget nationalt?”

Han påpegede, at konventionen blandt andet var udsprunget af ønsker hos “franskmændene, der genre ville beskytte deres landbrug, og hos dem er det lykkedes, så man faktisk kan købe regionale produkter. Det er en mangfoldighed, der inkluderer ens egen egn, ikke?”

Knud Romer så også visioner i mere kulturudveksling og samspil:

“I kulturstyrelsen går de grassat i alt det af vores eget vi skal frede. Men hvad med at se lidt på sammensmeltningen. Det er ikke lovens ånd, der skal til for endnu større barrierebygning om en dateret national enhedskultur, men netop formidling.”

Forfatteren støttede herefter Mik Aidts forslag “om de ti procent” og foreslog at den danske stat kunne finansiere og øremærke, at ti procent af tv-kabelpakken skulle formidles og tekstes, så alle danskerne kunne se nationalt tv fra vore nabolande, og derved skabe mere kulturel mangfoldighed. Også public service musikken kunne følge “de ti procent til verdensmusik i stedet for så og så meget danskproduceret, fredet musik. Ghanesisk, kinesisk, japansk og hvad har jeg! Sørine Godtfredsen ville blive sindsyg… det er jo ikke Kim Larsen. Men det er ti procent!”

Knud Romers fremadrettede vision handlede tilsynelandende om støtte til det lokale og det nære, og til bæredygtighed:

“Slow cities, slow food, lokale landbrug og lokalt kunsthåndværk. Det er bæredygtigt. Så strøget ikke bliver det samme overalt.”

Romer appellerede til kulturministeriet om ikke at springe i folkedragt:

“På Falster er vores folkedragt alligevel fra Holland. Vi har en egns-specifik sammensmeltning. Lad være at kigge på alle de danske ting vi kan frede og have for os selv, og lad os hellere satse ti procent på sammensmeltningerne.”

 

Debatten

 

Anita Bay Bundegaard opsummerede, at flere organisationer er noget skuffede over konventionens manglende betydning, og måske derfor har henvendt sig til Kulturministeriet, der mener at det allerede implementerer kulturkonvention.

 

Ole Reitov supplerede Bundegaard ved at nævne, at feltet dybest set skal fungere mellem flere ministerier, for eksempel når kunstnere fra lande i Asien og Afrika skal have visa, hvilket er meget svært. Det er undersøgt, hvad der kan gøres for at lempe visaregler for at skabe muligheder for kunstnere, og der er en masse praktiske tiltag, som kræver samarbejde mellem integrations-, indenrigs og udenrigsministerier i hele EU.

 

Peter Duelund fra Københavns Universitet kommenterede dernæst, at udviklingen i de lokale nationalidentiteter over de seneste år defineres som identitetspolitikker. Det er én klar erfaring, at i samtlige lande, inklusive Danmark, har der været tale om en revitalisering af nationalidentiteter under indtryk af globaliseringen. Hvordan skal man undgå at denne konvention fungerer som retfærdiggørelse af en “nationalismernes mangfoldighed”? Før hed det One Scotland – many cultures. Nu hedder det bare One Scotland.

Hvordan forhindrer vi, at konventionen ender med at understøtte en nationalistisk retning?

 

Olaf Gerlach Hansen svarede, at konventionen desuden baserer sig på “menneskerettigheds-set-up’et”, der udsættes for mange angreb i disse år. Menneskerettighederne er helt vitale som forudsætning for konventionen, og vi er i disse år reelt inde i en kamp på dette område.

 

Henrik Petersen bemærkede, at konventionen ikke kan være et egentligt instrument for retningsgivningen af kulturudviklingen i et bestemt land. Men den fastslår, at der skal være samspil mellem forskellige kulturer. Konventionen taler om samspillet og udvekslingen mellem kulturerne.

 

Også Karin Marcussen fra Kulturministeriet mente, at konventionen både beskytter retten til at have en national kulturpolitik, og samtidig lægger utroligt meget vægt på dialogen mellem kulturen og internationalt samarbejde.

 

Knud Romer gentog sit ønske om ophævelsen af det nationale i det regionale i en bevægelse væk fra enhedskulturen. “Hvad hvis vi tænkte Danmark som Sydsverige eller som Nordtyskland? Hvis en svensker og en tysker fik et barn sammen – ville det så være en dansker? Hvad hvis man opløste danskhedens aboriginalskhed? Man kan tænke det relationelle og relationen som det vigtige fremfor de elementer, som relationen består i.”

 

Herefter markerede flere i salen.

 

Niels Righoldt fra CKI bemærkede at regioner også diskuteres i EU, og pegede på ‘Creative Europe’ – udkastet til en ny syv-års strategi for EUs kulturpolitik – som et overnationalt projekt, og udfordringen i, at skulle spænde fra det overnationale til det lokale, og hoppe forbi det nationale niveau for i stedet at styrke de regionale mønstre i et overnationalt projekt.

 

Nationaliseringsprocessen (‘kanon’) blev berørt. Ole Reitov bemærkede at, “vi har et undervisningssystem, hvor man kan gå gennem gymnasiet uden at have læst en eneste afrikansk roman, og hvor hele fokus er på kristendom. Det burde ikke være så svært for DR at præsentere den store verden. Vi har ikke et eneste kulturprogram, der beskæftiger sig med kulturverdenen uden for Danmark. Men se hvad svensk radio kan! Vi er banket 30 år tilbage i forhold til at relatere til den store verden, hvis vi ser os i forhold til nabolandene. Vi skal omtænke vore kulturinstitutioner og medier!”

 

Lena Brostrøm, Dansk Artist Forbund påpegede, at man skal kunne ansætte et meget stort administrationssystem, for at kunne søge EU programmer, og at det ikke lige er noget den enkelte danske kunstner kan gøre. Kultur- og kunstnerorganisationerne forsøger at støtte i dette arbejde, men har også sine begrænsninger. Hun bad også Karin Marcussen om en uddybning af hvordan ministeriet mener, at "civilsamfundet" kan inddrages i forbindelse med konventionen.

 

Hertil svarede Kulturministeriets udsending, at “det er ikke den rigtige vej rundt, hvis staten skal fortælle hvad folk skal gøre. Tingene skal hellere komme nede fra som civilsamfundsinitiativer, end at vi som ministerium skal drive tingene ud”.

 

Mik Aidt modificerede ministeriets indlæg ved at indskyde, “at hvis et ministerium, der trods alt repræsenterer kulturen, kan bruge millioner på en kulturkanon, så kunne det vel også gå ind og for eksempel oversætte sådan et dokument som den hvidbog, den tyske UNESCO-nationalkommission har lavet om implementeringen af konventionen på civilt niveau – og en tilsvarende hvidbog fra det norske kulturministerium, som udkom for nylig.”

Hertil svarede Karin Marcussen, at ministeriet ikke havde forholdt sig til dette eventuelle behov.

 

Anita Bay Bundegaard spurgte nu til eksempler fra andre lande og til en ønskeliste fra høringens deltagere for de næste fire år.

 

Olaf Gerlach Hansen refererede til Østrig, hvor man blandt andet har involveret civilsamfundet i årlige høringer, med repræsentation fra alle relevante instanser, og hvor man altså har institutionaliseret dialogen. CSR – virksomheders sociale ansvar – blev også nævnt som en referencemodel for kulturinstitutionerne.

 

Lone Loklindt, miljø- og udviklingsordfører for Radikale Venstre nævnte Rio+ 20 topmødet i juni måned som en god anledning til at mobilisere alle kunstnere for et mere bæredygtigt samfund.

 

Knud Romer ønskede inddragelsen af “de ti procent” og penge, og han gentog at han gerne vil “opløse den danske nationalkultur, for det er det vildeste konstrukt, der kræver den vildeste reduktion.”

 

Henrik Petersen gentog kunstens betydning, og ønsket om at de kreative fag styrkes i uddannelsessystemet. Uden en satsning på grunduddannelser og skoler er der ikke meget kunstnerisk eller kulturel bevidsthed i Danmark – men der er en national bevidsthed.

 

Morten Madsen ønskede, at princippet om bæredygtighed udmøntes i en bedre beskyttelse af kunstnernes kontraktmæssige forhold: “Vi har fine regler efter ophavsretsloven, men vi har brug for en lovgivning der beskytter kunstnerne bedre mod at overdrage alle deres rettigheder på én gang.”

 

Mik Aidt gentog hensynet til de ti procent og en tilsvarende andel af medfølgende kulturkroner til de af befolkningen som har en interkulturel baggrund. Desuden ønskede han med tysk forbillede en offentlig høringsproces: “Ville det ikke være rigtigt, også her i Danmark, at vi så det papir, der skal sendes til Paris, inden det bliver sendt afsted? Det ville have været endnu bedre, hvis vi for to år siden havde haft en midtvejs-evaluering.”

Der var yderligere opbakning fra salen til dette.

 

Jens Kåre Rasmussen ønskede, at få skrevet kulturen mere direkte ind i Danmarks strategi for udviklingssamarbejde. Desuden ville han gerne, eventuelt med tysk forbillede, være klar til at mødes til løbende evalueringer om konventionens resultater.

 

Kulturforsker Karen Lisa Salamon konstaterede at en nationalkulturel tone havde domineret i senere års kulturpolitik og spurgte om konventionen kunne være med til at fremme en anden dagsorden.

 

Olaf Gerlach Hansen påpegede, at konventionen giver plads for både det multikulturelle og det nationalkulturelle, mens Henrik Petersen mente, at national kultur også er danske sangere der synger på engelsk, og danske skuespillere, der spiller Molière. “En konvention som denne vil ikke kunne styre kulturen. Vi er under politisk indflydelse, og hvis vi tager denne konvention alvorligt, så er den en beskyttelse mod at kulturen bevæger sig i én retning. En national kultur er udtryk for at vi har en masse kulturelle udtryk inden for rammen.”

 

Peter Duelund replicerede til de seneste indlæg, at national kultur har været toneangivende i Danmark, og at det aktuelt i EU er sådan, at nationalstaterne presset af globalisering selvbeskytter sig gennem kulturpolitikken. Der er meget få penge i EU til kulturstøtte.

 

Ole Reitov supplerede med, at konventionen ikke nævner nogen specifikke etniske minoriteter. Man skal passe på med at omtale en pakistaner i Danmark som en “etnisk minoritet”, for det er han som sådan ikke. Derimod er her baluchier og alle mulige andre folkegrupper. “Konventionen handler om mangfoldige udtryk – og om forskellige former for kulturelle udtryk, hvoraf etniske minoriteter kun er en mindre del.” Reitov nævnte her køn som et alternativt minoritetsspørgsmål: “Jeg plejer at kalde den for kvindernes konvention. Den svenske og canadiske kulturminister, der i 1997-98 så at dette emne var værd at satse på var to kvinder. (Og nu står vi her en række mænd…)”

Han nævnte også at man i andre lande har afsat større ressourcer og professionelle ansatte til at arbejde med området i stor armslængde, mens konventionsarbejdet i den danske UNESCO-nationalkommité har været ganske usynligt i forhold til civilsamfundet.

 

Apropos “de ti procent” påpegede Charlotte Giese fra Det Danske Filminstitut at der siden 1983 har været en 25% kvote for børn- og ungdomsfilm, og den har faktisk haft en meget gavnlig effekt på alle led i filmproduktionen.

 

Klaus Slavensky fra Dansk PEN var glad for at der nu blev sat fornyet fokus på konventionen med henblik på, at fremme interkulturelle aktiviteter. Han henviste i den forbindelse til et manifest om inklusion, som en gruppe kunstnerorganisationer udarbejdede på Københavns Rådhus i 2008.

 

Knud Romer noterede at der er lang vej endnu til de forskellige kulturer bliver ligestillet. Her er altid indvandrere som skal tilpasse sig dansk kultur, og for eksempel lære at cykle...

 

Bay Bundegaard opsummerede til sidst og fremhævede emnerne “penge, øremærkning, lovgivning, uddannelsernes rolle og CSR som potentiale”. Hun noterede at der hermed for første gang var blevet gjort status over konventionen efter fire år - og at det bør gøres hyppigere fremover.

 

 

Print / download Karen Lisa Salamons rapport fra høringen Kan verden gøre kulturen større?

 

 


Side: 1 | 2