Torsdag den 17. maj 2012

Filmselskab: Vi rekrutterer mangfoldigt for at tjene penge

Skrevet af: Mik Aidt

8. juni 2010


Emneord:

Print

"Når jeg ansætter folk, så tænker jeg i kvoter og på, om jeg fylder nogenlunde op både med leverpostejfarvede danskere og med andre samfundsgrupper, så jeg har en virksomhed, som afspejler det samfund, jeg er en del af," siger Peter Aalbæk Jensen fra filmselskabet Zentropa


“Jeg tror, at der er meget vundet ved, at der er kontraster til stede på en arbejdsplads. Lad os gøre vores arbejdspladser et sted, som nemmere kan omfavne hele verden. Lad os kæmpe for alles ret til at være som de er, hvor de end kommer fra og hvordan de end er blevet bestykket. Vi har brug for alle gode kræfter. Og lad det gerne være med et strejf af kynisme: vi gør det her for egen vindings skyld,” sagde filmproducent Peter Aalbæk Jensen, da han holdt en tale den 5. juni 2010 ved lanceringen af en ny, dansk organisation for aktivt medborgerskab, Citizen21.

 

“Vi skal gøre Danmark mere helt og favnende og se hvert menneske her i samfundet som en ressource – og ikke nødvendigvis nogen, det er synd for,” sagde den 54-årige direktør for filmselskabet Zentropa.

 

“Jeg har det privilegium at drive en virksomhed, og jeg synes, jeg har en forpligtelse til i sådan en virksomhed at kigge på demografien blandt mine medarbejdere – og sørge for, at den demografi afspejler demografien i resten af Danmark. Det vil sige: Når jeg ansætter folk, så tænker jeg i kvoter og på, om jeg fylder nogenlunde op både med leverpostejfarvede danskere og med andre samfundsgrupper, så jeg har en virksomhed, som afspejler det samfund, jeg er en del af.

 

Det gør jeg ikke for at være god. Absolut ikke. Det gør jeg, fordi min virksomhed, som er et filmselskab, skal være i kommunikation med resten af samfundet. Og det kan ikke nytte noget, at jeg har for ensartet en gruppe medarbejdere, hvis jeg skal kunne kommunikere med resten af Danmark. Jeg bliver nødt til at have den samme sammensætning som resten af landet, for at jeg kan være i dialog med samfundet.

 

Så det er en forholdsvis rationel beslutning, jeg har taget. Den bygger ikke på humanisme, men på et ønske om at optimere min virksomhed. Jeg gør det for at min virksomhed tjener nogle flere penge. Men kan effekten så også være, at min arbejdsplads bliver mere rummelig, så synes jeg da kun, at det er et plus.”

 

Peter Aalbæk Jensens rekrutteringsstrategi er ikke ny. På en konference om det rummelige arbejdsmarked i 2000 nævnte Peter Aalbæk Jensen eksempelvis, at man udøver "lidt positiv diskrimination" i Zentropa, når man ansætter nye medarbejdere.

 

 


Peter Aalbæk taler på Nationalmuseet den 5. juni. Foto: Mik Aidt.

 

 

Citizen21.dk

 

 

rekruttering