I 7 sind er en undervisningspakke bestående af syv korte dokumentar- og portrætfilm med tilhørende skriftligt undervisningsmateriale. Målgruppen er elever i udskolingen fra 8. klasse samt de første årgange på ungdomsuddannelserne.
Fagene kan være dansk, samfundsfag, UEA, religion, filmkundskab/mediefag samt tværfaglige projekter. Gennemgående understøtter pakken undervisning i interkulturel kompetence.
Læs mere på www.salaam.dk
Introduktion
I 7 sind handler om ungdom og identitet og om de svære valg, der skal tages af alle unge uanset baggrund. Der lægges op til diskussion af overordnede temaer som socialisering, selvforståelse og tilhørsforhold.
Filmene portrætterer primært unge med etnisk minoritetsbaggrund. Både film og opgavesæt henvender sig dog til alle unge, idet der lægges vægt på det personlige arbejde med at finde egne ståsteder, ressourcer og fremtidsmuligheder på arbejdsmarkedet og i samfundslivet.
Tre af filmene inklusive de tilhørende øvelser i det skriftlige materiale har specifikt fokus på uddannelse og arbejdsmarked. Der lægges særlig vægt på nogle af de udfordringer, forventninger og overbevisninger, som specielt nogle unge med etnisk minoritetsbaggrund kan have. De tre film har desuden fokus på, hvordan vi som voksne kan hjælpe dem med at bevæge sig i retninger, der føles rigtige for dem. Til disse tre film er desuden knyttet øvelser i praktisk kompetenceudvikling såsom at udforme sit CV, skrive en ansøgning og gå til jobsamtale.
De øvrige film beskæftiger sig med andre identitetsskabende faktorer i det flerkulturelle landskab: Traditioner i forandring, tro og livsværdier, medborgerskab og frivilligt arbejde. Den sidste film omhandler radikalisering og ekstreme fællesskaber, som nogle få unge kommer ind i. Man kan vælge at vise en enkelt film eller vise alle syv som en samlet vifte, ligesom man kan plukke i opgavesættene efter tid, behov og niveau.
Materialet består af syv film samt skriftligt undervisningsmateriale:
Hver film og de tilhørende opgavesæt introduceres til læreren med en gennemgang af Fokus, Forløb, Fagrelevans samt Formål:
• “Fokus” fortæller kort om filmens tema
• “Forløb” viser opgavetyper og -temaer
• “Fagrelevans” forholder sig til fagmål og til opgavernes niveau og sværhedsgrad
• “Formål” går i dybden med de idéer og intentioner, der ligger til grund for hver film og opgavesæt. Dette afsnit kan være en god forberedelse til arbejdet med film og opgavetemaer. De tre første film om uddannelse og arbejde hænger tematisk sammen og starter derfor med et sammenhængende afsnit, der hedder ”Til læreren om arbejdet med filmene, Ali – 2. omgang, Svend Omar og Hvad vil du være, Bulent Özdemir?”.
Herefter kommer opgavesæt til hver enkel film med kortere lærerintroduktioner.

Gratis adgang på internettetI 7 SIND-filmene vil snart kunne streames fra Brug for alle unges hjemmeside brugforalleunge.dk og fra filmstriben.dk.På brugforalleunge.dk findes også oplysninger om rollemodeller, kampagner og andre links, der kan bruges i forbindelse med I 7 SIND-pakken. Det skriftlige undervisningsmateriale samt titler på andre nyttige film hentes på Salaam Film & Dialogs hjemmeside, salaam.dk. • Hele bogen / undervisningsmaterialet (7,7 MB) I 7 SIND-pakken er produceret af Salaam Film & Dialog for Ministeriet for Børn og Undervisnings Brug for alle unge indsats. Filmene er produceret af Søren Christensen og John Gottenborg Bruun, Cyrk Productions ApS. |
