I Danmark Er Jeg Født - Etniske minoritetsunge i bevægelse

Kapitel 9 i bogen ‘I Danmark Er Jeg Født’ har titlen: Kulturliv – marginalisering, modkultur og mainstream - Fra kulturforbrugere til kulturproducenter

TrygFonden valgte i 2008 i samarbejde med Center for Ungdomsforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, at sætte fokus på de positive historier om såkaldte “etniske minoritetsunge”: Hvad skal der til for at skabe et mønsterbrud? Mønsterbrud forstået som et positivt ryk i forhold til forældrenes muligheder med hensyn til uddannelse, erhverv og bolig.

Bogen ‘I Danmark er jeg født… - etniske minoritetsunge i bevægelse’, der udkom i maj 2010, er resultatet af undersøgelsen. Den 435 sider lange bog er skrevet af Flemming Mikkelsen, Malene Fenger-Grøndahl og Tallat Shakoor og bygger på et stort og varieret kildemateriale. Bogen fortæller om de minoritetsunge, man kalder ’mønsterbrydere’ eller ’frontløbere’. De er ressourcestærke, de ønsker at få en uddannelse og et arbejde – og at bidrage positivt til det Danmark, de er en del af.

‘I Danmark er jeg født…’ tegner således et billede af en generation af unge på vej – og af den retning, de vil være med til at trække Danmark i ved at sætte deres præg på uddannelsessystemet, arbejdsmarked og erhvervsliv, kulturliv, de religiøse institutioner og normer, værdidebatten, foreningslivet og ikke mindst det politiske liv.

 

 

Kapitel 9 - side 226-271

Kulturliv – marginalisering, modkultur og mainstream

»Min base er Danmark, men jeg kuraterer projekter i hele verden. Sådan som verden ser ud i dag, kan du ikke overleve som kunstner i en snæver national ramme«.
Khaled D. Ramadan, videokunstner, fotograf og kurator, født i Libanon i 1964, kom til Danmark i 1985 (Andersen: Portrætartikel).

»Min mor synes, at det at være skuespiller er lidt det samme som at være klovn. Hun så helst, at jeg var blevet ingeniør eller læge«.
Chadi Abdul-Karim, født i Danmark af palæstinensisk flygtning fra Libanon, skuespiller, debattør, foredragsholder og musiker (Carboni & Aidt 2010).

Som vi har set i de foregående kapitler, indgår unge med indvandrerbaggrund i stigende grad i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet på lige fod med etnisk danske unge. Der er sågar eksempler på, at unge i visse etniske grupper opnår højere uddannelsesniveau end etniske danskere, til trods for at en del af de unge med indvandrerbaggrund har en række odds imod sig i form af forældrenes lave uddannelsesniveau, manglende tradition for uddannelse og svage netværk.

Også hvad angår pardannelse og familieidealer ser det ud til, at et stigende antal unge formår at finde en balance, hvor de dels bevarer og dels nyfortolker forældrenes kulturelle og religiøse baggrund, dels inkorporerer elementer fra den danske majoritetskultur. Det viser sig blandt andet i form af et faldende antal børnefødsler og ikke mindst et mere ligeligt forhold mellem ægtefællerne.

Integration og medborgerskab kan imidlertid siges at omhandle langt flere faktorer end uddannelse, arbejde og familieliv. Også deltagelse i kulturelle, politiske og religiøse aktiviteter hører med til billedet, og i de næste kapitler ser vi nærmere på disse elementer.

Det har været en almindelig antagelse, at indvandrere generelt er mindre kulturelt aktive og benytter sig mindre af etablerede kulturelle tilbud som teatre, biografer, museer, biblioteker og spillesteder end majoritetsbefolkningen. Som regel er antagelsen blevet begrundet med, at indvandrere typisk er kommet til Danmark for at forbedre deres økonomiske situation – eller for flygtningenes vedkommende for at redde liv et – og at det derfor vil tage adskillige generationer, før indvandrerne har mentalt og økonomisk overskud til at interessere sig for kulturelle aktiviteter. Desuden hævdes det af og til, at mange indvandrere er orienteret så meget mod deres eget eller forældrenes oprindelsesland, at de ikke har overskud til at interessere sig for ‘dansk kultur’. Billedet med parabolantennen, der vender mod Pakistan, Tyrkiet eller Irak er en ofte brugt metafor for den påstand, at indvandrerne endnu ikke har pakket kufferten ud – og i hvert fald mentalt ikke er landet helt i det danske samfund.

Der er kun lavet ganske få undersøgelser, der kan af- eller bekræfte denne antagelse. En undersøgelse af danskernes kulturvaner, der blev offentliggjort i 2005, viste, at omkring 20 % af den danske befolkning aldrig benytter sig af kulturtilbud som teater, museer og klassiske koncerter, og at der i gruppen af ikke-brugere er en overrepræsentation af folk fra landkommunerne og af nydanskere (Bille et al. 2005). Undersøgelsen konkluderede, at indvandrere i mindre grad end danskere bruger tilbud som teater, koncerter og sportsarrangementer. Men samme undersøgelse viser også, at indvandrere bruger bibliotekerne oftere end etniske danskere, og at de lige så ofte (eller lige så sjældent) som etniske danskere går til klassiske koncerter, i biografen eller på museum – og læser lige så mange bøger. I Catinéts IntegrationsStatus 2006, der er baseret på interview med omkring 1000 indvandrere fra nogle af de største etniske minoritetsgrupper i Danmark, er medtaget en række spørgsmål om medie- og kulturforbrug. Her er det især markant, at de fleste respondenter angiver udelukkende at se danske tv-kanaler (23 %) eller både tv-kanaler fra Danmark og oprindelseslandet (38 %), mens 18 % både ser tv fra Danmark, oprindelseslandet og udlandet. Kun et lille mindretal på 7 % ser udelukkende tv fra deres oprindelsesland. Tv er klart indvandrernes foretrukne medie, måske fordi det ikke kræver samme sprogfærdigheder som f.eks. avislæsning, og desuden giver det mulighed for at vælge mange typer af underholdning, oplysning og debat fra hele verden. 63 % angiver dog, at de jævnligt læser avis (hvilket er en lidt lavere andel end blandt etniske danskere), og blandt de avislæsende indvandrere er det gratisaviserne, efterfulgt af Ekstra Bladet, B.T., Politiken og Jyllands-Posten, der er de mest populære dagblade. I 2008-udgaven af Catinéts IntegrationsStatus har internet imidlertid overhalet aviser som den næstmest populære medietype blandt indvandrere (efter tv), og internettets popularitet er – ikke overraskende – mest markant i de yngre generationer: over 80 % af de 15-20-årige angiver i 2006-undersøgelsen, at de bruger internet i det daglige. Også hvad angår brug af biografer og biblioteker, er det de 15-35-årige, de studerende og dem med gode danskkundskaber, der er mest aktive. De unge er især flittige biografgængere, mens kvinderne er flittige læsere af skønlitteratur.

Ingen af de nævnte undersøgelser giver nogen forklaring på ligheder og forskelle i medie- og kulturforbruget blandt indvandrere og danskere og blandt forskellige grupper af indvandrere. Er det eksempelvis manglende kendskab til eller manglende interesse for kulturtilbud, der afholder en del af befolkningen fra at gå i teatret og på museum? – og er det bibliotekernes mange gratis tilbud, der tiltrækker indvandrere? Er det manglende interesse for danske forhold, der får indvandrere til at prioritere udenlandske tv-kanaler og i visse tilfælde helt vælge de danske tv-kanaler fra, eller er det snarere udtryk for en transnational bevidsthed – kombineret med frustration over den måde, etniske minoriteter italesættes og portrætteres i danske medier?

Indlysende er det i hvert fald, at de unges forhold til både kulturtilbud og medier må være præget af det billede, som disse kulturtilbud og disse medier tegner af forskellige etniske grupper og af begreber som danskhed og fremmedhed. Ikke kun i medierne, men også i andre dele af kulturlivet har der gennem årtier været en tendens til, at de etniske minoriteter primært har optrådt som ‘stof ’, der er blevet bearbejdet, præsenteret og repræsenteret af majoriteten. Integrationsproblemer og kultursammenstød har været populære emner for teater- og filminstruktører og har også spillet en vis rolle i (fag)litteratur og debatbøger. Sjældnere er de etniske minoriteter selv kommet til orde med analyser af disse emner – eller med kunstneriske og kulturelle udtryk i det hele taget. Men også det er ved at ændre sig, idet den unge generation af indvandrere i Danmark i stigende grad er begyndt at sætte deres eget præg på og bidrage til den kulturelle undergrund og til en vis grad også til den kulturelle mainstream. Unge med etnisk minoritetsbaggrund er begyndt at markere sig ikke kun som kulturforbrugere, men også som kulturproducenter og aktører i kulturlivet (Røgilds 2006).
Det gælder ikke mindst inden for musiklivet, men også, som vi skal se i det følgende, inden for teater, film, litteratur og billedkunst.

Musik
Musiklivet er formodentlig den del af kulturlivet, der er mest internationalt i sin karakter, og det er derfor ikke så overraskende, at det er inden for denne del af kulturlivet, at flest unge med etnisk minoritetsbaggrund indtil videre har gjort sig mest gældende. I musiklivet er en opvækst med flere sprog og kendskab til forskellige musikalske traditioner en indlysende fordel, ligesom eventuelle problemer med at tale eller skrive dansk har langt mindre betydning end inden for litteratur eller teater. Den danske musikscene har længe været multietnisk og multikulturel, og fremvæksten af genrer som verdensmusik, hiphop og R’n’B har givet oplagte muligheder for unge med rødder i andre musikalske traditioner end rock og pop. Blandt de yngre stjerner med ikke-dansk eller blandet baggrund kan nævnes dansk-zambiske Karen Mukupa (f. 1974), der debuterede som rapper i duoen No Name Requested sammen med Natasja Saad, og senere gjorde solokarriere under navnet Miss Mukupa. Førnævnte Natasja (1974-2007), der døde i en bilulykke på Jamaica, nåede også at markere sig stærkt på både den danske og internationale musikscene. Natasja, hvis far var sudaneser, høstede således stor anerkendelse som reggae-sangerinde; i 2006 vandt hun reggae-konkurrencen Irie FM Big Break Contest i Jamaica som den første ikke-jamaicaner. Hun var også et kendt navn på den danske rapscene og nåede at medvirke i en teaterproduktion på Betty Nansen Teatret (en moderne opsætning af Købmanden i Venedig) og levere en del af soundtracket til Hella Joofs film Fidibus. Senest er udkommet to album med sange indspillet kort tid før Natasjas død, det dansksprogede I Danmark er jeg født og det engelsksprogede Shooting Star.

Andre unge navne på den danske musikscene, der har afrikanske rødder, er den dansk-etiopiske funk-sangerinde Ayoe Angelica (f. 1978) og jazz-, gospel- og soul-sangerinden Yazzmin Esmael, som i øvrigt begge ligesom Karen Mukupa har været engageret i kåringen af Miss Africa som dommere og entertainere. Miss Africa-konkurrencen er et eksempel på et kulturelt tiltag i indvandrerkredse, der har til formål at sætte positivt fokus på en bestemt etnicitet og kultur og bekæmpe stereotyper og fordomme. Konkurrencen er ikke en traditionel skønhedskonkurrence, men er en konkurrence, hvor unge kvinder med afrikansk baggrund konkurrerer om at være forbillede og ambassadør for Afrika i Danmark – ved at være eksempler på integration, samtidig med at de har bevaret kontakten til ‘det afrikanske’. Overskuddet fra showet går til et konkret projekt i et fattigt afrikansk land. Ved showet optræder typisk også mandlige musikstjerner med afrikanske rødder, f.eks. har rapperen Al Agami (f. 1972) været en fast del af Miss Africa-showet siden dets begyndelse i 2006. Al Agami, der er kendt som både skuespiller og rapper, har rødder i Centralafrika, hvor hans far var monark i kongedømmet Lado, indtil familien blev tvunget til at flygte efter diktator Idi Amins magtovertagelse. Al Agamis to brødre, Kuku og Joseph, er også kendte navne på den danske rapmusikscene.

Blandt mandlige rapmusikere med afrikansk baggrund kan også nævnes Negash Ali (f. 1990), der blev født i et asylcenter i Danmark af forældre fra Eritrea. Han bor i dag i Århus og betegner sig selv som 100 % århusianer, men med et tæt forhold til sine forældres oprindelsesland. I 2009 udgav han debutalbummet ‘Asmarino’, hvis titel er en henvisning til Eritreas hovedstad, Asmaro. Flere af albummets tekster er eksplicit politiske og handler om kolonialisme, folkedrab og moderne former for slaveri.

Rapmusikken er en genre, hvis tekst-univers varierer fra simple budskaber om aggression og vrede mod samfundet over nedladende eller beundrende tekster om biler, kvinder og stoffer til det direkte politiske og samfundsengagerede. En række rap-musikere med indvandrerbaggrund har da også i de senere år markeret sig både som musikere, debattører og rollemodeller. Blandt de mest oplagte eksempler er dansk-pakistanske Ataf Khawaja (f. 1974), i musikkredse kendt som ‘Den Sorte Slyngel’. Han debuterede i 2005 med albummet Paraderne nede, der blandt andet rummer et nummer, som ærligt fortæller om Atafs oplevelse af at vokse op med en far, der tæskede og ydmygede hans mor. Pladen placerede Ataf i rollen som talerør for unge utilpassede indvandrere – og gav ham en lille rolle i komedieserien Klovn på TV2. I 2009 udgav Ataf sit andet soloalbum, Galleri, der formede sig som en beskrivelse af livet i de københavnske gader – med numre, der vekslede i genre fra blød techno over mere traditionel hiphop til reggae. Også i forbindelse med lanceringen af dette album blev Ataf inddraget i den offentlige debat om (fejlslagen) integration, bandekrig, kriminalitet og kultursammenstød – og i Politiken 24/5 2009 blev han benævnt »dansk raps modvillige ‘præmieperker’«. På et af pladens numre, Blok-politik, lyder det f.eks.:

»Alt er som det plejer de fordrejer/den sande virkelighed med overdrevne skrækscenarier/så jeg mærker gener pga. mine mørke perkergener/har altid følt jeg var født til at løbe ind i problemer« – »For ser du jeg har fået nok af det billede de maler/der får os fremmede til at fremstå som neandertaler/ det er hårdt sagt men jeg er bare oprigtig/selvom de fleste sagde Ataf det dumdristigt«.

I årene mellem de to udgivelser markerede Ataf sig som samfundsdebattør og deltog bl.a. i tv-talkshows og debatmøder i ungdomsklubber, biblioteker og fagforbund, hvor han lancerede et dobbelt budskab: Ja, der er diskrimination, fordomme og svære sociale betingelser for mange indvandrere i Danmark, men nej, det er ingen undskyldning for at vende sig imod samfundet med vrede eller væk fra det i apati. For i Danmark er der også frihed, chancer og muligheder, som de unge bør gribe i stedet for at påtage sig den ‘gangsta’-rolle, som er knyttet til især det sorte hiphop-miljø i USA.

En anden debattør og rollemodel er Zaki Youssef (f. 1982), rapper, producer og skuespiller med dansk-egyptisk baggrund, der i sin musik mikser rap, arabisk musik, hiphop, reggae og dancehall. Hans tekster er ofte politiske, og han er ikke bange for at ytre sig meget direkte i den danske debat om integration og asyl – eller stille gratis op til koncerter og arrangementer til fordel for Christianias bevarelse eller de afviste asylsøgere i Brorsons Kirke. Han har dog også optrådt i mere neutrale sammenhænge, bl.a. på Vega og Roskilde Festival og som sæsonband på Det Kongelige Teater i 2006. Sæsonband-konceptet, der er en del af Det Kongelige Teaters forsøg på at tiltrække og integrere flere nydanskere både på scenen og tilskuerrækkerne, går ud på, at der hen over en sæson afholdes en række workshops for unge musikere med indvandrerbaggrund, og blandt deltagerne vælges årets Sæsonband. Bandet får efterfølgende mulighed for at give nogle koncerter, bl.a. på Det Kongelige Teater. Som Sæsonband 2006 gav Zaki to udsolgte solokoncerter på Operaens lille scene, Takkelloftet, og optrådte også sammen med Middle East Peace Orchestra på teatrets Gammel Scene. Sideløbende har han deltaget i den offentlige debat, bl.a. med en skarp kritik af den måde, unge indvandrere omtales i den politiske diskurs.

I Middle East Peace Orchestra finder man i øvrigt noget nær en verdenseller i hvert fald Skandinaviens-sensation: en kvindelig, arabisk percussionist. Mens det er almindeligt, at unge mænd med rødder i Mellemøsten udtrykker sig musikalsk – også i det offentlige rum – er det fortsat meget usædvanligt, at kvinder med arabisk baggrund optræder offentligt med deres musik, endsige får mulighed for at prøve at leve som professionelle musikere. Men Simona Abdallah, der kom til Danmark fra Libanon som 6-årig, er en undtagelse fra reglen. Hun vurderer selv, at hun er den eneste palæstinensiske kvinde i Skandinavien, der er professionel percussionist, måske endda den eneste på verdensplan. Siden hun var lille, har Simonas helt store passion været at spille darbuka, og allerede som barn var hendes talent så åbenlyst, at hun blev inviteret til at spille ved polterabender for kvinder i Gellerupparken ved Århus, hvor hun flyttede til som 12-årig. Men da hun blev ældre, satte hendes mor en stopper for Simonas optrædener. Hun nedlagde forbud mod, at Simona spillede ved en kvindefest: »Folk snakker. Det er en skam«, sagde hun. (Carboni & Aidt 2010: 52). Simona gav imidlertid ikke op. Hun fortsatte med at spille på sit værelse og i den lokale pigeklub, og da hun senere flyttede til København, kontaktede hun selv lederen af Middle East Peace Orchestra, Henrik Goldschmidt, som med det samme kunne høre Simona Abdallahs talent og gav hende en fast plads i orkestret. Det har blandt andet givet hende mulighed for at spille for Dronningen. Desuden er Simona Abdallah for nylig blevet indlemmet i projektet Missing Voices, en gruppe af kvindelige, primært muslimske musikere og sangere, som tager på turneer og giver koncerter. Hver af kvinderne optræder i 25 minutter, og på den måde får publikum en mangfoldig musikalsk oplevelse. Missing Voices er etableret af en muslimsk konvertit, Annette Bellaoui, i samarbejde med to muslimske kvinder fra Holland og England, der ligesom hun selv drømte om at bryde de normer og tabuer, som muslimske kvinder er underlagt, når det handler om at optræde offentligt som musikere. I en artikel i førnævnte rapport fra Center for Kunst og Interkultur, forklarer hun:

»Tidligere var det sådan i Danmark, at kvinder, der var skuespillere, dansere eller musikere, ikke blev regnet for noget. Det var kun lige skridtet over at være prostitueret. Sådan er holdningen stadigvæk mange steder i Mellemøsten og i de muslimske miljøer i Europa« (Carboni & Aidt 2010: 56).

Hendes idé med projektet er at give de muslimske kvinder synlighed, støtte og anerkendelse, så de kan få gang i en karriere som musikere. Desuden er tanken, at de 6 kvinder skal fungere som rollemodeller, der kan inspirere andre muslimske kvinder til at gå samme vej, og Missing Voices har derfor også arrangeret en række workshops, hvor de har undervist håbefulde unge piger, der drømmer om en karriere inden for musikverdenen. Annette Bellaoui understreger, at kvaliteten skal være i top: »For at blive taget seriøst skal vi præsentere musikere, der både er dygtige og kan fange publikum, ellers har vi tabt på forhånd«. Når Missing Voices går på scenen, er det altså primært et kunstnerisk statement. Men samtidig ligger der i selve det at gå på scenen også et politisk statement om kvinderettigheder og modernitet.

Blandt de unge mandlige musikere er der som nævnt også politiske budskaber både på og mellem verselinjerne. En politisk engageret rapper, der er dukket op på scenen for nylig, er Babak Vakili (f. 1986), barn af to revolutionære venstreorienterede iranere, der måtte flygte efter den islamiske revolution i 1979. Babak Vakili bruger rappen som politisk kampmiddel og vender sig i sine tekster mod kapitalisme og racisme. Sideløbende med sin karriere som rapper læser han statskundskab på Københavns Universitet, og han ironiserer i flere af sine tekster over det faktum, at han med sin dobbelte karriere langtfra lever op til billedet af den socialt udstødte indvandrer, hvis musik er et skrig fra gadens barske virkelighed og en formidling af livet som småkriminel ‘storbygangster’: »De ser mig som en stjerne/fordi jeg er indvandreren der rapper, men stadig har en hjerne«, lyder det i en af hans tekster. Han er imidlertid opvokset på Nørrebro og udtrykker – trods sit eget engagement i et akademisk, venstreorienteret miljø – forståelse og sympati med ‘gadens rødder’: »Har set de smukkeste mennesker gøre de grimmeste ting/der er langt under deres værd – unge især/der står med ryggen imod solen – og kun ser skyggen af hvor smukke de er«. Babak Vakili ser et stort forandringspotentiale i rap-musikken:

»Rap kan give den samme form for anerkendelse, som vold og kriminalitet kan gøre det«. Hvis man kun rapper om pistoler og vold, vil man højst sandsynligt få år efter se sin lillebror rende rundt med en pistol. De forguder rapperne i miljøet, fordi hiphop er det sejeste, der er. Problemet er, at dem, småbrødrene også ser op til, skyder med våben og overfalder folk. Men det forhold har man mulighed for at gå ind og ændre via rap« (www.modkraft.dk, 19/3 2009).

Han nævner i samme artikel en episode ved en koncert i Sjælør, hvor der opstod tumult, men hvor tingene ikke udviklede sig til egentligt slagsmål, fordi: »i Sjælør var der en, der i stedet for at gribe ud efter en anden, greb mikrofonen og begyndte at lave human beatbox, hvorefter der hoppede en anden op og begyndte at rappe. De markerede sig selv og viste andre, at de var ‘the shit’ på en anden måde. De fik ligeså meget respekt, hvis ikke mere, fra de andre unge, som derfor også selv skulle prøve«. Andre rap-musikere, der har en fortid som ‘rødder’ og småkriminelle, har – med afsæt i samme tankegang som Babak Vakilis – taget initiativ til integrationsprojekter med musikken som omdrejningspunkt. Med offentlige støttekroner i ryggen forsøger de at motivere unge fra belastede ghetto-miljøer til at bruge rap-musikken og identiteten som hiphop’ere på en positiv og konstruktiv måde. En af dem er den iranskfødte rapper Ali Sufi (f. 1981), der i 2009 etablerede Rap moves – et kombineret pladeselskab og projektværksted. Ideen er, at Rap moves, som støttes af Center for Kunst og Interkultur, skal arrangere musik-workshops for unge fra socialt belastede boligområder, hvor de unge dels lærer at skrive tekster og lave musik, dels bliver gjort bevidste om deres medansvar for udviklingen i det samfund, de er en del af. Desuden er Ali Sufi tilknyttet ungekorpset Rise Cph – en gruppe unge i alderen 20-28 år, som tager ud på københavnske folkeskoler for at inspirere eleverne ved at fortælle om sig selv og lave rap-workshops. Ali Sufi voksede som teenager op i et miljø, hvor »stoffer og en kriminel løbebane altid lå lige rundt om hjørnet« (Carboni & Aidt 2010), og et accelererende hashmisbrug gjorde det svært for ham at passe sin skole. Musikken og drømmen om at leve af den fik ham imidlertid til at ændre løbebane, og i dag er han semiprofessionel rapper og læser samfundsvidenskab på RUC (www.rapmoves.dk og www.risecph.dk).

Samme filosofi ligger bag et projekt i den vestlige del af Århus, kendt under postnummeret 8210, der i det danske hiphop-miljø har udviklet sig til et selvstændigt brand. Navne som US$ og LOC har markedsført sig som ‘ghettounger’ fra Århus Vest og gjort deres belastede fortid til en del af deres image. Nu har en sammenslutning af boligselskaber i bydelen finansieret fem såkaldte rapskoler i henholdsvis Gellerup, Rosenhøj, Herredsvang, Bispehaven og Skjoldhøj, hvor de mange unge, der drømmer om en fremtid som rapstjerner, kan få undervisning og støtte til at afprøve drømmene. I løbet af foråret 2010 skal der desuden etableres et egentlig ‘rapcenter’ i Bispehaven, hvor det kunstneriske ambitionsniveau skal være højere end på rapskolerne, og de unge vil blive mødt med deadlines og andre krav, der kan give dem et fingerpeg om, hvordan musikbranchen fungerer. Koordinatorer og medarbejdere i rapskolerne er for fleres vedkommende tidligere musikere og producere. Koordinator Henning Winther, der har en fortid i rapgruppen Kongehuset, siger om tankerne bag rapcentret: »Det kan give de unge selvtillid og netværk at være med i et hiphopprojekt. Måske kan vi få nuanceret deres sprogbrug og lært dem bedre dansk gennem arbejdet med rapteksterne« (Information 12/2 2009).

I januar 2010 udkom cd’en Ghettoens perspektiv, hvor unge fra de fem rapskoler præsenterede deres kunnen under det fælles navn De Andre.

I denne sammenhæng er det oplagt også at nævne, at det netop genopståede Århus-baserede forlag Jorinde & Joringel ud fra omtrent samme tankegang i efteråret 2009 udgav en digtsamling skrevet af og med unge fra den nu lukkede Frydenlundskolen i Århus-bydelen Hasle. Forlægger og lærer på skolen gennem mere end 30 år Knud Harrits arbejdede med at få skoleeleverne til at sætte ord på deres erfaringer med og syn på at bo i en ‘belastet og berygtet’ bydel. Tankegangen bag var, at »den, der digter, slår ikke« (Information 10/2 2010). I digtsamlingen findes bl.a. disse linjer, der fungerer som en slags modbillede til beskrivelsen af 8210 som et hærværksplaget ‘mafia-land’, hvor den såkaldte Trillegårdsbande står bag skyderier og systematiske tyverier i det lokale supermarked:

»Netto åbner kl. 8210/Vi kører en gravko/gennem muren/og springer over køen./Alt, hvad vi stjæler/betaler vi ved kassen. Åh, min by, jeg/ forlader dig aldrig« (Harrits 2009).

Det er dog langtfra alle rapmusikere og producere med etnisk minoritetsbaggrund, der deltager direkte i integrationsdebatten eller inddrager deres kulturelle og etniske baggrund i deres tekst-univers eller i markedsføringen af deres musik. Et navn som DJ Aligator, der især er kendt inden for klubmiljøet i København – samt i en lang række lande over hele verden – har trods sin baggrund som flygtning fra Iran, stort set aldrig udtalt sig om integration eller politik. DJ Aligator, der uden for musikbranchen går under navnet Ali Movasat – slog for alvor igennem i 2002 med hittet The Whistle Song, der indbragte ham firedobbelt platin. Singlen blev udsendt i 21 lande og sendte den dengang 28-årige DJ og musiker op på toppen af den britiske singlehitliste. DJ Aligator kom til Danmark som teenager, hvor han begyndte i 7. klasse og efter folkeskolen fortsatte på hf. Sideløbende med skolegangen spillede han musik, både klassisk og jazz, med den klare ambition at blive professionel musiker. Hans første solo-demo var der dog ingen pladeselskaber, der umiddelbart kunne se potentialet i, og Ali begyndte derfor sin karriere som DJ i det københavnske natteliv under navnet DJ Aligator. Sideløbende producerede han sin egen musik i et studie i Valby, og først efter adskillige år, da et af hans numre var blevet et hit på radio-stationen The Voice, lykkedes det ham at få en pladekontrakt. Han er, hvad det angår, et godt eksempel på, hvordan indvandrerunge med få og simple midler baner sig vej op fra et undergrundsmiljø til den mere etablerede del af musikverdenen. The Whistle Song, som blev produceret i hans eget studie i Valby, solgte i over en million eksemplarer, og han må således sige at være et eksempel på en dansk musik-eksport-succes. At han også udgør et forbillede for mange unge, deriblandt mange med indvandrerbaggrund, der har ambitioner om at tjene penge, blive kendte og gøre karriere, er der næppe tvivl om. Samtidig kan der ligge en forløsende symbolværdi i, at unge DJ’s som Ali Movasat sætter dagsordenen – og styrer lydtapetet – i det natteliv, som en del unge indvandrere oplever at blive udelukket fra, når de bliver afvist ved indgangen til diskoteker og barer. Catinéts IntegrationsStatus 2007 viser, at en stor andel af de unge indvandrermænd, der går på diskotek, har oplevet at blive nægtet adgang. Blandt mænd med indvandrerbaggrund i undersøgelsen svarer 52 % af dem, der jævnligt går på diskotek, at de har oplevet at blive afvist, mens det kun gælder for 17 % af de etnisk danske mænd.

Ali Movasat har dog kun i ringe grad påtaget sig rollen som ikon eller forbillede for etniske minoritetsunge, han har snarere forsøgt at distancere sig fra rollen som ‘indvandrer-stjerne’. Det samme kan til dels siges at gælde for Outlandish, det vel nok mest indlysende eksempel på unge indvandreres succes på den danske musikscene. Trioen består af Waqas Qadri (f. 1976), der har pakistansk baggrund, Isam Bachiri (f. 1977), som har marokkansk baggrund og Lenny Martinez (f. 1974), der er født på Cuba af forældre fra Honduras og kom til Danmark som 13-årig. De tre begyndte at spille sammen i 1991, hvor deres fælles interesse for musik førte dem sammen i en ungdomsklub i Brøndby Strand, og ni år senere debuterede de med udgivelsen Outland’s Official. Pladen blev nomineret til 6 priser ved Danish Music Awards i 2001 og modtog prisen for årets danske hiphop-udgivelse, ligesom den blev rost til skyerne af anmelderne, der udråbte den til den første store danske hiphop-plade, hvor kunsternes indvandrerbaggrund var så tydelig i musikken. Gruppens anden plade, Bread & Barrels of Water, kom i 2002 og solgte guld – det vil sige 25.000 eksemplarer – på fire uger, og siden er det gået slag i slag med yderligere to succesfulde udgivelser som gruppe og som soloudgivelser fra både Waqas Qadri og Isam Bachiri.

På gruppens fælles udgivelser er der tekster på både engelsk, spansk, urdu og arabisk, mens soloudspillene rummer tekster på dansk, hvoraf flere tematiserer sangskriverens erfaringer med at vokse op som en del af en etnisk minoritet i et dansk majoritetssamfund. På Waqas Qadris debut-solo udspil Øko Logik fra 2008 er der tekster om skolemadpakker med kebabmadder og om livet i et arrangeret ægteskab, mens Isam B. på soloudspillet Institution, med en anmelders ord, præsenterer sange, der »kredser om livet i København og Danmark anno 2007 med Isams indvandrerbaggrund som diskret undertone« (Gaffa 2007).

Gruppens flerkulturelle baggrund giver sig således tydeligt udtryk i både musik og tekster, ligesom også bandets navn peger på dets status som en ‘eksotisk’ nyhed på den danske musikscene. Navnet stammer tilbage fra 1997, da Lenny faldt over ordet i en ordbog. »Aparte, fremmedartet, sær, besynderlig, fjern, eksotisk «, stod der.

»Vi fandt på navnet i en periode, hvor vi var blevet opmærksomme på, at medierne præsenterer alle indvandrere som fremmedartede og farlige. Da vi voksede op, tænkte vi aldrig på, at der var noget underligt ved os. Og det synes vi stadig ikke. Det er journalister og politikere, der mener det« (Grøndahl & Skafte 2003).

I samme interview giver Waqas udtryk for, at de fleste af bandets unge fans ikke går op i kunstnernes hudfarve eller etnicitet, men i musikkens kvalitet: »De fleste unge, der hører vores musik, er kommet over det punkt, hvor de lægger mærke til hudfarve. De går op i musikken«.

Teater, film og tv
At blive bemærket, udvalgt og anerkendt for sin kunst og ikke for sin hudfarve, etnicitet eller køn er et ønske, de fleste kunstnere med indvandrerbaggrund kan nikke genkendende til, ikke mindst i teater- og filmbranchen. Muligvis spiller det endda her en endnu større rolle, fordi det visuelle her er vigtigt, og fastlåste forestillinger og ‘billeder’ af det danske og fremmede bliver tydelige, når skuespillere med anden etnisk baggrund end dansk toner frem på lærredet eller træder frem på teaterscenerne: »Ville Sarah Lund fra ‘Forbrydelsen’ kunne være din helt, hvis hun havde et pakistansk udseende? Ville du kunne leve med en asiatisk udseende I.P. fra ‘Rejseholdet’ og en sort Anna Pihl?« spørger skuespiller og forfatter Natsja Arcel i en klumme i MetroXpress 6/11 2009. Artiklen tager udgangspunkt i det faktum, at Nævnet for Etnisk Ligestilling et par år tidligere gav en særlig ‘stafet’ til en række institutioner og organisationer, herunder Dansk Skuespillerforbund. Stafetten forpligtede modtagerne til at gøre en aktiv indsats for etnisk ligestilling, og Natsja Arcel bruger sin klumme til at gøre status over stafettens effekt inden for teater- og filmverdenen. Hendes konklusion lyder: »Ser vi på, hvordan skuespillere med eksotisk udseende bliver brugt i film, tv og teater i Danmark, er vi ikke nået så langt, som man drømte om. (…) I danske serier er der ofte en særlig grund til det, hvis der er en brun skuespiller med. Manden er måske taxachauffør eller gangster, kvinden er voldsramt eller importeret til prostitution«.

»Men«, spørger Nastja Arcel, »hvad ville der ske, hvis vi indfører farveblindhed i vores fortællinger? Hvis alle slags roller kan spilles af alle slags skuespillere? Så ville etniske minoriteter i Danmark styrkes i, at de kan blive, hvad de vil – ikke kun stereotyper«. Afslutningsvis spørger hun: »Er vi parate til det? Vil vi acceptere en sort Ofelia eller en brun Emil fra Lønneberg?« Tidligere har også direktøren for Betty Nansen Teatret, Henrik Hartmann, og hans kollega fra Taastrup teater, Mogens Holm, ytret sig med et tilsvarende budskab. I oktober 2007 udtalte de, at de danske teatre plages af ‘institutionel racisme’, som bl.a. viser sig gennem valg af skuespillere, hvor personer med anden etnisk baggrund end danske typisk bliver castet til rollen som ‘indvandreren’ eller ‘den fremmede’ (Ritzau 18/10 2007). Begge teaterchefer har de seneste ca. fem år arbejdet bevidst på at inddrage unge med indvandrerbaggrund både som skuespillere og publikum, bl.a. via særlige projekter, hvor unge indvandrere uden professionel skuespiller-erfaring har fået mulighed for at fortælle deres egne historier i form af teaterforestillinger, film, radio-montager eller journalistik. Taastrup Teater har desuden ændret både strukturer, fysiske rammer, repertoire og arbejdsform i samarbejde med repræsentanter for områdets mange etniske minoritetsgrupper. Blandt andet sætter teatret nu ofte stykker op, der har en direkte relevans for lokalområdets mange beboere med indvandrerbaggrund; her kan bl.a. nævnes stykket Julemanden.biz, der handler om julemanden og hans oprindelse, der kan spores tilbage til Tyrkiet. Desuden har teatret ansat 15 unge fra de nærliggende boligområder, som hjælper med at byde gæsterne velkommen, betjener dem i baren og viser dem på plads i salen. Formålet på længere sigt er, at de med deres tilstedeværelse, nye ideer og omgangskreds kan hjælpe med at tiltrække nye publikumsgrupper.
Teaterchef Mogens Holm vurderer, at omkring 20 % af teatrets publikum i dag har anden etnisk baggrund end dansk (Carboni & Aidt 2010). Også Opgang2 Turnéteater, der blev etableret i 1972 som ungdomsteater, har de seneste år markeret sig som formidler af historier fra det flerkulturelle Danmark. Det er et professionelt turnéteater, der siden 2001 er blevet et af Danmarks mest turnerende – med optrædener på skoler, plejehjem, asylcentre, biblioteker, i kirker og fængsler. Teatrets primære formål er at lægge op til debat og dialog om etnisk og kulturel forskellighed og udfordre fordomme og tabuer ved hjælp af både humor og alvor. Fast mand i truppen af skuespillere er Chadi Abdul-Karim, der har palæstinensisk baggrund og er vokset op i Gellerup ved Århus. Han har også skrevet flere af teatrets forestillinger, der handler om så forskellige ting som arrangerede ægteskaber, kriminalitet og kulturmøder i hverdagen. Opgang2 modtog i begyndelsen af 2010 to millioner kroner fra Statens Kunstråd til at udvikle et ‘mobilt lokalteater’ i tre boligområder i Århus. Teatret vil hente inspiration, samle historier, etablere lokale anmelderkorps og skabe co-produktioner med beboere fra de tre boligområder.

De ældre og mere etablerede teatre har kun i begrænset omfang haft stykker på repertoiret om det flerkulturelle Danmark og indvandrernes danmarkshistorie. Men i foråret 2010 spillede en meget rost forestilling, Et andet sted, om tre generationer af tyrkiske indvandrere i Danmark på Teater Mungo Park i Allerød. Forestillingen, der tog livtag med problematikker som dem, der er tematiseret i denne bogs forudgående kapitler, blev godt modtaget af både anmeldere og af et etnisk blandet publikum, og der var store roser til stykkets idémand og instruktør, Parminder Singh, hvis forældre kom til Danmark fra Indien i 1970. Med hans egne ord var hans motivation til at skrive stykket et »behov for at forstå mine forældre og alle de andre immigranter, der kom til Danmark fra Tyrkiet, Pakistan, Mellemøsten etc.« (Biil 2010). Både manuskript og skuespil blev rost for nuancer og troværdighed i personskildringen, mens flere anmeldere dog også bemærkede, at ingen af skuespillerne selv havde etnisk minoritetsbaggrund. Antallet af unge med indvandrerbaggrund på de statslige skuespillerskoler er dog stadig forsvindende lille. Lederne af skolerne har forklaret det lave antal elever med indvandrerbaggrund med det høje krav til sproglig præcision, som kan gøre det svært for nogle indvandrere at komme igennem nåleøjet ved optagelsesprøverne, mens rektor på skuespillerskolen i Århus, Eva Jørgensen, har udtalt, at skolerne måske bør blive bedre til at profilere sig i indvandrerkredse, så flere bliver opmærksomme på muligheden for at uddanne sig til skuespiller på en statslig skole. Sargun Oshana (f. 1984), hvis forældre er flygtninge fra Irak, blev optaget på skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2008. Han er enig i, at mange indvandrere – især i den ældre generation – ikke har kendskab til uddannelsesmulighederne inden for skuespilfaget.

»Mine forældre kendte ikke til, at man kunne få en professionel og anerkendt uddannelse som skuespiller i Danmark. Da jeg begyndte at tale om, at jeg ville være skuespiller, tog de det ikke rigtigt alvorligt. Jeg har brugt mange år på at forberede mig, gået på højskole og været med i musicals og meget andet. Men først da jeg kom ind på teaterskolen, begyndte mine forældre at forstå, at det faktisk er muligt at leve som skuespiller, og at det er et seriøst fag, hvor uddannelsen omfatter mange forskellige ting og ikke bare handler om at lege og hoppe rundt og skabe sig« (Interview med kilden december 2009).

Også andre unge skuespillerelever og skuespillere med etnisk minoritetsbaggrund kan berette om forældre og slægtninge, der ikke anser skuespillerfaget for at være et respektabelt fag.

Hadi Ka-Koush (f. 1983), kom til Danmark i 1989 som barn af en palæstinensisk far og en egyptisk mor, og i 2006 blev han optaget på Statens Teaterskole i København. For ham var det en gammel drøm, der gik i opfyldelse, men i hans forældres omgangskreds var der ikke meget begejstring i første omgang:

»Nå, hvad skal du leve af, var det første, folk sagde, når jeg fortalte dem det. Og det er jo, fordi de simpelthen ikke kender skolen. For mange er det mere anerkendt at blive ingeniør eller læge end skuespiller. Min danske omgangskreds var til gengæld vildt imponeret« (Ritzau 20/10 2007). Sargun Oshana har samme erfaring:

»Jeg kender ikke nogen i indvandrermiljøet, der umiddelbart er glade for, hvis deres barn vil være skuespiller. Men efterhånden ændrer det sig. Når de har set en, de kender, optræde i tv i den bedste sendetid, rykker det ved deres opfattelse«.

Netop derfor er det vigtigt, at der bliver givet plads til de talentfulde unge med indvandrerbaggrund, understreger skuespiller og debattør Hassan Preisler (f. 1969) uddannet fra Centre of the Performing Arts (en fortsættelse af Caféteatrets elevskole) 1995-1999:

»Der er mange dygtige brune danskere derude. Men hvis man som ung brun dansker ikke ser sig selv repræsenteret blandt de etablerede skuespillere, så er det naturligt at tænke, at det ikke er den vej, jeg skal gå« (B.T. 9/1 2009).

Rollemodeller og eksempler er med andre ord vigtige. Nogen skal tage de første skridt, vove sig ud på gyngende grund og skrå brædder og indtage nyt land. Og det er der da også flere og flere unge med indvandrerbaggrund, der gør. Et lille, men stigende antal er slået igennem enten på teater eller film, med eller uden en formel uddannelse bag sig.

En af dem er tyrkiskfødte Özlem Saglanmak (f. 1980), der blev uddannet fra Statens Teaterskole i 2006 og siden blev kendt som stemmen bag dukkefiguren Ali i voksenjulekalenderen Yallahrup Færgeby fra 2007. Siden sin afgang fra teaterskolen har hun spillet med i så forskellige forestillinger som teaterudgaven af Midt om natten, hvor hun har rollen som Susan Himmelblå, Bornholmerrevyen 2009 og Mady Baby på CaféTeatret, hvor Özlem Saglanmak spiller en ung rumæner, der forlader sit hjem for at søge et bedre liv i Vesten og ender som prostitueret. Desuden havde hun en birolle i Natasha Artys film Fighter fra 2007.

Samme år som Özlem Saglanmak blev uddannet fra Statens Teaterskole, blev montegrinskfødte Marijana Jankovic (f. 1982) uddannet fra teaterskolen i Århus, og også hun har siden medvirket i både teater og film, bl.a. i en moderne opsætning af Junglebogen på Nørrebro Teater og i stykket 2200 Carmen samme sted samt i Pernille Fischer Christensens film Dansen og i tv-serien Livvagterne på DR.

Også dansk-irakiske Dina al-Erhayem (f. 1975), har markeret sig i forskellige genrer. Siden hun blev uddannet fra skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2003, har hun bl.a. haft sit eget ‘etniske stand-up-show’ sammen med kollegaen Fadime Turan og som studievært på det flirtende talkshow Dina’s Dates på Danmarks Radio, hvor hun inviterede kendte mænd, heriblandt daværende kulturminister Brian Mikkelsen og skuespillerkollegaen Mads Mikkelsen, ud at spise og under middagen samtalede med dem om alt fra kærlighed og sex til karriere og kulturliv. Senest har Dina al-Erhayem været studievært på DR2- programmet Univers, der har haft tro og religion som tema, og hun har desuden medvirket i en række teaterforestillinger og i novellefilmen Istedgade og optræder også jævnligt som foredragsholder og konferencier samt deltager i offentlige debatter.

Sammen med førnævnte Hassan Preisler, der er barn af en pakistansk far og en dansk mor, har hun flere gange sat begreber som danskhed og integration til debat – og talt for en mere ‘farveblind’ tilgang til professionen som skuespiller. Hassan Preisler har endda været på en studietur til New York for at studere, hvordan film- og tv-verdenen over there arbejder bevidst og målrettet med at integrere samfundets etniske og kulturelle mangfoldighed i sine produktioner, bl.a. ved bevidst at caste skuespillere med minoritetsbaggrund til store roller.

Den tilgang så Hassan Preisler gerne overført til Danmark, forklarer han i et interview i tidsskriftet Teater 1:

»Langt hovedparten af folkene bag dansk film og teater er hvide. De skriver, instruerer, caster, producerer og er direktører. De skaber fortællinger baseret på en stereotypificering og forestillingen om ‘De Brune’. Hvormed karakteren bæres frem på baggrund af en idé om etnicitetens betydning for individet, mens det sekundære bliver deres menneskelige egenskaber. Det bidrager til en grundforestilling om en forskel på ‘os’ og ‘dem’. Hvor ‘os’ er de hvide og blåøjede danskere. Mens ‘dem’ er en stor pærevælling af alskens definitioner, hvor alt det som ikke er os kan placeres – såsom terrorister, islamister, indvandrere, ballademagere, grønthandlere og des lige. Og det er et problem i et moderne samfund hvor 80 % af befolkningen får deres oplysninger om ‘de andre’ via medierne. (…) vejen til succes er belagt med nedgørende perkerroller, og den generelle tendens i både film, tv- og teaterbranchen er, at brune spillere fastholdes i forsimplede karikaturer« (Teater 1, blad nr. 138).

Palæstinensisk-polsk-danske Janus Nabil Bakrawi (f. 1974), der er uddannet fra Skandinavisk Teaterskole i 1995, er en af dem, som har taget turen fra ‘perkerrollerne’ til roller, som han castes til uden skelen til hudfarve og etnicitet. Da Bakrawi blev castet til rollen som betjenten Nazim i Danmarks Radios tv-serie Ørnen, var rollen skrevet som en typisk ‘indvandrerrolle’; Nazim var en fyr fra et belastet miljø, som med nød og næppe – ved en dansk lærers hjælp – havde undgået en karriere som kriminel. Men den karakter ville Bakrawi ikke give liv til. I stedet krævede han, at rollen skulle skrives om, så Nazim ikke blev en stereotyp indvandrer med særlige ‘indvandrerproblemer’, men en dygtig og sympatisk betjent, der lige så godt kunne være etnisk dansk.

Sådan blev det, og det var vigtigt for Janus Nabil Bakrawi: »Man ser Nazim på lige fod med de andre. Han har sin rolle i afdelingen og udfører de opgaver, han bliver pålagt. Der er ikke noget med, at han ikke drikker alkohol eller holder sig fra svinekød«, udtalte skuespilleren i forbindelse med seriens lancering i 2004 (Fyens Stiftstidende 28/11 2004).

Det var en bevidst beslutning fra Bakrawis side at forsøge at vriste sig fri af et image som ‘indvandrerskuespiller’, som kun blev tilbudt særlige ‘indvandrerroller’ – en position, han var havnet i, efter at han debuterede på film i 1997 i Ole Chr. Madsens Sinans Bryllup, der netop handler om en ung indvandrer, der er splittet mellem sin families forventninger i forhold til giftermål og ægteskab og sine egne ønsker og drømme. To år senere fik han rollen som småkriminel indvandrer i Ole Chr. Madsens Pizza King, som han selv var medforfatter til, og senere blev han kendt som taxachaufføren Walid i tv-serien Taxa.

Siden har han imidlertid haft en lang række roller, hvor hans indvandrerbaggrund ikke har haft betydning, bl.a. på Dr. Dante, Edison, Betty Nansen Teatret og Det Kongelige Teater, ligesom han har markeret sig som idémand til ungdomsfilmen Bagland, der tager udgangspunkt i Bakrawis egne erfaringer med et ophold på en ungdomspension. Det er med andre ord lykkedes ham at vriste sig fri af rollen som ‘indvandrerskuespiller’: »Jeg blev sat i bås, og det har da irriteret mig. Men jeg fortryder intet. Tværtimod. Det var jo det, som satte min karriere i gang. Jeg er bare glad for, at jeg er kommet videre«, har han fortalt (Fyens Stiftstidende 28/11 2004), ligesom han har forklaret, at han efterfølgende har sagt nej til mange roller, som han har fundet for stereotype og fordomsfulde. »Hvis jeg blev bedt om at spille en lillebitte rolle som en araber med tørklæde om hovedet og en bazooka i hånden, ville jeg sige nej tak«.

Skuespiller og stand-up-komiker Omar Marzouk (f. 1973), der har rødder i Egypten, har valgt en anden strategi ved bevidst at gå ind i stereotyperne og fordommene og behandle dem med humor og ironi i en ramme, han selv definerer. Både i sit samarbejde med komikeren Jan Gintberg og i sine soloshows med titler som Krig, terror og andre sjove ting, Ondskabens akse og Præster, politikere og andre profeter retter han skarpe og satiriske anslag mod både indvandrere og danskere, muslimer og kristne. På tv har han bl.a. stået bag satire-serien Omar skal giftes, der på en personlig og ironisk måde behandlede emner som arrangerede ægteskaber og kærlighedsidealer, ligesom han har været vært på boligindretningsprogrammet 2. G th., hvor indvandrere og nydanskere fik hjælp til boligindretningen.

Omar Marzouk var også en af folkene bag tv-programmet OPS – Oplysninger om Perkerne til Samfundet, der kørte på DR2 i foråret 2001. Titlen henviser til det gammelkendte program OBS – Oplysning til Borgerne om Samfundet, et 5-minutters program med oplysnings-spots, som i mange år kørte på DR. OPS er imidlertid ikke et oplysende program i traditionel forstand, men derimod satire med en blanding af sketches, musikvideoer og interview. Alle de medvirkende er enten adopterede eller har anden etnisk baggrund end dansk, og de fleste er kendt fra medierne som fotomodeller, skuespillere, politikere eller musikere. Hver af de otte udsendelser sætter fokus på et bestemt tema, f.eks. arbejde, kærlighed, berømmelse, vold og kriminalitet.

Programmet blev kritiseret for at bruge termen ‘perker’, som ifølge nogle virker nedsættende, uanset at den også bruges af etniske minoriteter selv, mens andre kritiserede programmet for at bekræfte stereotype fordomme om indvandrere. Ifølge medieforsker Randi Marselis’ undersøgelse af programmernes modtagelse blandt unge andengenerationsindvandrere anser mange af de unge imidlertid først og fremmest programmerne som morsomme og fordomsnedbrydende, ligesom de opfatter det som positivt, at det er etniske minoritetsunge selv, der tager fordomme og stereotyper under ‘kærlig behandling’ og på den måde viser sig som selvstændige aktører, der selv kan sætte og (tilbage)erobre dagsordenen i den offentlige repræsentation af etniske minoriteter. Nogle af de unge er dog også bekymrede for, om enkelte af satire-seriens indslag kan være med til at stigmatisere unge indvandrere yderligere ved at sætte fokus på muslimske kvinders brug af tørklæde eller forekomsten af bander blandt unge indvandrerdrenge.

Men generelt er OPS ifølge Randi Marselis med til at ‘genforhandle’ kategorierne ‘danskerne’ og ‘perkerne’:

»Ved at opdele befolkningen i ‘perkerne’ og ‘danskerne’ kan OPS umiddelbart siges at reproducere en skelnen mellem ‘os og dem’. Men opdelingen får ikke lov at være uproblematiseret, og det forestillede fællesskab ‘danskheden’ er konstant til forhandling. Det er særligt synlige i nogle af medieparodierne, der kan siges at udfordre den herskende forestilling om den danske nationalkultur« (Marselis 2001).

Blandt andet er der i parodier på gamle danske film leget med rollerne: I OPS’s udgave af Olsenbanden har hovedkarakteren, Egon Olsen, skiftet navn til Osman og spilles af den førnævnte sorte rapper Al Agami. Den almindeligt kendte replik »Skidegodt, Egon« er ændret til »Skidegodt, Osman«, og når Osman planlægger sit kup, lyder hans liste over nødvendige remedier »en durum, fire halalslagtede kyllinger, et bedetæppe og to slør«.

Randi Marselis’ informanter er generelt begejstrede for Olsenbanden-parodien, og hun vurderer, at det skyldes, at »den tager fat i noget, som de fleste af dem helt fra deres barndom har oplevet som typisk dansk, og derefter bearbejder det, så de etniske minoriteter inkluderes i den danske folkelighed«.

Journalistik og medier
At føle sig inkluderet i den danske folkelighed er et behov, som mange af vores informanter giver udtryk for, samtidig med at mange af dem sætter spørgsmålstegn ved, om det er muligt, så længe de danske medier i høj grad reproducerer et billede af danskhed som et eksklusivt begreb, der alene omfatter folk med bestemt hudfarve, religion, etnisk oprindelse osv. Selv unge, som i øvrigt føler sig godt integreret i samfundet, giver udtryk for, at de ikke synes, at medierne afspejler den multietniske virkelighed, som de lever i til hverdag, fordi indvandrere og unge med etnisk minoritetsbaggrund alt for ofte udpeges som ‘anderledes’ og problematiske’, mens de sjældent inddrages som kilder eller informanter på lige fod med etniske danskere. Undersøgelser af indvandreres mediebrug tyder på, at netop det faktum, at medierne ofte taler om etniske minoriteter, ikke med dem, får minoriteterne til at søge deres informationer/nyheder via andre kanaler (jf. Christiansen 2004; Hussain 2002). I et speciale fra Journalistik & Kultur og Sprogmødestudier på RUC om etniske minoriteters mediebrug fra 2009 peger Signe Lukowski (2009) desuden på, at »interviewpersonerne oplever generelt danske medier som troværdige, især i sammenligning med nogle af medierne fra deres hjemland. (…) Kun når det handler om etniske minoriteter, drages danske mediers troværdighed i tvivl, som når Mesude siger ‘Medierne forvrænger virkeligheden. De får det til at se ud, som om der er rigtigt mange indvandrere i Danmark, som ikke opfører sig ordentligt, men det er jo kun få’«.

Reaktionerne på den manglende troværdighed er imidlertid ikke kun, at indvandrerne holder op med at benytte danske medier og vender sig bort i vrede eller apati. Et andet reaktionsmønster er også til stede, nemlig en form for konstruktiv aktivisme – enten i form af et tilvalg af udenlandske medier, som de unge opfatter som mere afbalancerede i deres måde at afspejle etnisk forskellighed på, eller i form af egen produktion af medieprodukter – eller bidrag til allerede eksisterende medier. Gennem en årrække har der i forskellige etniske minoritetsmiljøer eksisteret små tidsskrifter og magasiner, som har været målrettet en bestemt etnisk gruppe. Det har ofte drejet sig om publikationer produceret af ulønnet arbejdskraft på amatørbasis, og indholdet har været debatindlæg, information om forholdene i en særlig etnisk gruppes oprindelsesland eller information om kulturelle aktiviteter af særlig interesse for tyrkisk- eller arabisksprogede. Desuden har der eksisteret blade for indvandrerkvinder (jf. Kristiansen 1994).

Der findes fortsat en række små foreningsblade og tidsskrifter knyttet til bestemte etniske grupper. Men tendensen er, at disse publikationer glider ud til fordel for nye typer publikationer – ofte på internet – som tager udgangspunkt i det at være ung og have en anden etnisk baggrund end dansk, men ikke nødvendigvis være knyttet til én bestemt etnisk gruppe. Ofte er indholdet tematiseret omkring det at være ung og finde sin identitet i et krydsfelt af identiteter. Det gælder f.eks. bladet Brobyggeren, der blev lanceret i år 2000 af en gruppe unge studerende og akademikere med tamilsk baggrund, der havde som mål at »virke som talerør for de unge tamiler i Danmark« og »etablere et netværk og samle alle tamilske unge« og »inspirere de unge og rådgive dem«. Tidsskriftet fik stor opmærksomhed og støtte fra politisk hold, blandt andet fordi redaktionsgruppen satte fokus på emner som arrangerede ægteskaber, identitetskriser, uddannelsesvalg og behovet for et opgør med forældregenerationens normer og traditioner – Kulturliv – marginalisering, modkultur og mainstream 245 men også for at skabe forståelse for de særlige problemer og kulturelle udfordringer, som de unge tamiler står over for. Bladet er de seneste år udkommet som internet-magasin www.brobyggeren.dk, og opmærksomheden omkring det har været dalende, muligvis fordi et stigende antal unge tamiler – ligesom andre unge med etnisk minoritetsbaggrund – ikke primært identificerer sig med en bestemt diasporagruppe, men i højere grad med en position som kulturel og etnisk minoritet i det danske majoritetssamfund.

Lukowski (2009) peger i sit speciale på, at medierne bidrager til at: »bekræfte og afprøve den enkeltes kulturelle identitet. For etniske minoriteter betyder det, at de gennem brug af hjemlandsmedier både kan vedligeholde deres modersmål og samtidig få bekræftet de dele af deres kulturelle identitet, som danske medier ikke afspejler. Tyrkiske piger kan måske genkende sig selv i tyrkiske ungdomsserier, men ikke i ‘Store Drømme’«.

I specialet refererer Lukowski til Catinéts IntegrationsStatus 1. halvår 2006, hvor der indgår et større afsnit om etniske minoriteters mediebrug, og hun peger bl.a. på, at kun 18 % af de over 1000 respondenter angiver at læse ugeblade. Lukowski vurderer, at det blandt andet kan skyldes, at bladenes indhold ikke henvender sig til etniske minoriteter:

»Kvindelige minoritetslæsere kan muligvis identificere sig med det indhold i månedsmagasinerne, der handler om mode eller makeup, mens mange af bladenes andre historier kan være svære at spejle sig i, fordi de tager udgangspunkt i en anden kultur. Det kan for eksempel være historier om sex, skilsmisse eller madlavning. Hvis disse historier ikke i tilstrækkelig grad afspejler læserens hverdag, og derved bekræfter læserens identitet, kan mediet blive helt fravalgt«.

Lukowski har selv interviewet 10 personer med tyrkisk og irakisk baggrund, og fælles for dem er, at de forklarer deres valg af medier med henvisning til deres behov for viden, for underholdning og for at få bekræftet deres identitet. Og hvilke medier de anvender for at få opfyldt disse behov, hænger bl.a. sammen med, hvilken betydning deres etnicitet spiller i deres selvopfattelse, og her er der, ifølge Lukowski, en afgørende generationsforskel. Mens de ældre i høj grad orienterer sig mod deres oprindelsesland, er de yngre mere transnationalt orienteret: »Hos de yngre interviewpersoner spiller den etniske identitet stadig en væsentlig rolle, men den er ikke så nær bundet i det nationale. Oplevelsen af at være en etnisk minoritet i Danmark forener mange minoritetsunge på tværs af nationale tilhørsforhold. (…) deres omgangskredse består af personer med mange forskellige etniske baggrunde, og det er ikke særlig sandsynligt, at det pludseligt vil ændre sig. I deres tilfælde er det ikke det etnonationale, der skaber fællesskab, men derimod nogle fælles kulturelle træk på tværs af det etnonationale«.

For gruppen af unge betyder det, at både danske medier og hjemlandsmedier kan være med til at bekræfte deres identitet, men »kan også forstærke følelsen af at stå mellem to kulturer eller helt udenfor, fordi man ikke kan genkende sig selv i hverken det ene eller det andet medieindhold«. Eksempelvis bruger to af Lukowskis yngre interviewpersoner, en tyrkisk og en irakisk kvinde, modemagasiner som Costume og Woman til at bekræfte deres identitet som unge, moderigtige kvinder, men bladene udfordrer samtidig andre dele af kvindernes identitet, for eksempel i forhold til sex. Den irakiske pige udtrykker det ved at karakterisere sig selv og sine veninder således: »Vi er Sex and the City, bare uden sex«.

De to kvinder i Lukowskis undersøgelse kunne meget vel repræsentere målgruppen for en ny type medier, som i emnevalg og stil appellerer til unge, hvis identitet er fleretnisk og transnational og hverken knyttet entydigt til Tyrkiet eller Irak eller til Danmark. Et sådant medie, web-magasinet Ethniqa, opstod i 2009. Magasinet er blevet til blandt nogle af de unge kvinder, som har været tilknyttet Betty Nansen Teatrets C:NTACT-projekt. Det blev sat i søen i 2002 med det formål at skabe et kulturelt rum, hvor unge med etnisk minoritetsbaggrund kunne udtrykke sig kunstnerisk og fortælle og formidle deres egne historier via teater, film og radio, eller som en af de tidligere medvirkende, Esmer, siger:

»Ja, ja, vi havde sådan en prøveperiode. Der har vi så fundet ca. 60 unge, som bare fik lov til at gå på scenen og fortælle deres egen historie, unge indvandrere, og det gjorde vi så, og det blev succesfuldt (…) vi lavede C:NTACT afdelingen, som har fire undergrupper, som er teater, film, radio og kommunikation. Og jeg har været med i We are projektet, som nærmest er teatrets stolthed, hvor vi rejser rundt i Danmark og fortæller … fortæller vor egen historie. Det øgede bare min selvtillid, fordi det bare var en ny grænse at overtræde, at overskride grænser. Men pludselig at skulle stå på en scene, pludselig snakke med min første journalist, lige pludselig at skulle snakke til en pressekonference og lige pludselig er der billeder af mig i avisen og lige pludselig skal jeg spille for min egen familie. Altså, det var bare konstant nye ting, og det gik bare så stærkt; det var helt vildt og sjovt, og din selvtillid blev bare lige ganget med … sådan med 200 hver gang, der var noget«.

Unge uden formel kunstnerisk uddannelse har med hjælp fra professionelle instruktører, teater- og filmfolk produceret kortfilm, teaterforestillinger og radiomontager, hvor de har fortalt historier med udgangspunkt i deres minoritetsbaggrund, ligesom teatret har produceret en række teaterforestillinger med professionelt personale, hvor en baggrundsgruppe af unge indvandrere har bidraget med input og inspiration undervejs. Samtidig har teatret tilknyttet en gruppe af ‘ambassadører’ i form af unge med etnisk minoritetsbaggrund, som har fået til opgave at sprede information om projekterne i deres netværk og invitere unge indvandrere gratis i teatret.

En af udløberne af C:NTACT-projektet er magasinet Ethniqa, der på bladets hjemmeside præsenteres med disse ord:

»Vær så god! Det her er dit magasin, skrevet af os. Det er vores magasin. Og vi er meget forskellige unge kvinder, der kommer fra Grønland, Jordan, Jylland, Somalia, Tyrkiet, Pakistan, Næstved, Marokko, Rusland, Bangladesh, Kurdistan og København ... Danmarks første online magasin – skrevet til etniske kvinder for etniske kvinder (I andre må gerne læse med:-)«.

Redaktør og initiativtager Ayan Mouhoumed, der har somalisk baggrund, skriver i bladets første leder under overskriften Vi er dem I ikke vil lege med: »Lige siden jeg var en lille afro-dansk pige på Nørrebro, har jeg haft en trang til at gøre oprør mod det eksisterende mediebillede. En trang, der har fået mig til at indse, at hvis jeg vil ændre noget, skal jeg sgu gøre det selv. Derfor startede jeg Ethniqa Magazine. Jeg har altid haft en journalist i maven og altid interesseret mig for medierne. Hvordan blev historierne præsenteret, hvem præsenterede dem, og hvorfor lige netop det stof. Siden mine teenageår har jeg drømt om at være en del af medierne, i stedet for i medierne«.

Magasinet har en række faste elementer, der handler om kulturliv og kulturelle begivenheder og skønhed og sundhed, en brevkasse, der bestyres af en psykolog, samt en klumme, hvor både mænd og kvinder bliver inviteret ind som gæsteskribenter. Der findes ikke noget tilsvarende magasin skrevet af unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund. Der er dog gjort et enkelt seriøst forsøg med magasinet Döner, der blev lanceret i november 2003 under mottoet »til nye danskere med attitude«. Magasinet, der i udstyr og form kunne minde om mandeblade som M! og Euroman, havde unge mandlige andengenerationsindvandrere i større danske byer som målgruppe, og bladets indhold afspejlede de interesser, som bladets initiativtager, den etnisk danske journalist Mads Brügger, havde identificeret ved at interviewe repræsentanter for målgruppen. Hovedhistorien i første nummer var et interview med rapperne U$O og Johnson – på forsiden præsenteret med teksten »U$O og niggeren i slæden – 2 rappere fra det mørke Jylland taler ud«, og desuden indeholdt bladet artikler om »stylede og tunede biler, kamphunde, boksning og gangsterguld«.

Formålet med magasinet var ifølge Mads Brügger at give målgruppen deres egen plads i det danske mediebillede:

»Hvis man skal være lidt idealistisk, så er jeg ret sikker på, at hvis man giver dem deres eget blad, så vil de få mere selvtillid og større status i samfundet. Der mangler en eller anden platform, hvor de kan give sig selv til kende, og hvor danskerne også kan opleve dem som andet end forsidestof på Ekstra Bladet, hvor det hedder sig, at alle indvandrerdrenge går med kniv. Det er selvfølgelig et blad på godt og ondt« (Stilling 2003). Et hold studerende på RUC lavede i 2004 en analyse af bladets modtagelse blandt målgruppen og konkluderede, at Döner langt hen ad vejen »er et blad på målgruppens præmisser«. Samtidig understreger de studerende dog, at der i målgruppen var en vis bekymring for, at bladet i sin måde at fremstille andengenerationsindvandrerne på, »kan være med til at forstærke danskerne fordomme« (Grayston et al. 2004).

I en anden analyse af bladet, trykt i magasinet Journalistica, vurderes det, at Döner (og kulturbladet Djembe) udgør »modfortællinger mod de fælles danske fortællinger, som mange nydanskere angiveligt mener ikke kan udgøre hele den personlige, kulturelle fortælling«. Artiklens forfatter beskriver, hvordan journalisterne konstruerer »deres helt egen hybrid af amerikansk hiphopkultur, mellemøstlige æresbegreber og ærkedansk selvironi«, og han påpeger lighedstræk mellem Döners masterfortælling og en dannelsesroman:

»Fortællingens helt, ‘nydanskeren med attitude’, er draget hjemmefra, har forladt sit oprindelige udgangspunkt og må gå grueligt meget igennem, før han kan indtage sin velfortjente plads i samfundet og dets overordnede masterfortælling. (…) Indvandreren er i Döners optik den selvsikre, stilfulde outsider med glimt i øjet, der kører i dyre biler og snupper kartoflernes piger« (Turner 2007: 93-110).

De selvsikre indvandrerdrenge fik dog kun 4 numre af Döner, før bladet efter halvandet år måtte lukke på grund af svigtende salg og manglende annonceindtægter. Mads Brügger vurderer i dag, at der næppe er læsere nok til et blad af Döners karakter foreløbig, idet målgruppen »groft sagt er en meget lidt alfabetisk orienteret målgruppe«. De læser ifølge Mads Brüggers vurdering – der baserer sig på samtaler med bibliotekarer – stort set ikke magasiner eller bøger, men bruger i stedet internet (Interview med Mads Brügger, 19/12 2009). Det virker på den baggrund ikke sandsynligt, at lignende magasiner vil se dagens lys lige med det samme, og det afspejler muligvis den tendens, der (som nævnt i kapitel 6) viser sig tydeligt på uddannelsesområdet: at mens indvandrerpigerne i høj grad orienterer sig mod og satser på boglige uddannelser, finder mange indvandrerdrenge identitet og udfolder deres virketrang uden for det traditionelle uddannelsessystem. Groft sagt er der formodentlig basis for flere sangskriverværksteder for håbefulde rappere end for magasiner skrevet af og til andengenerationsdrengene selv.

Men medier og kulturelle arenaer rettet mod etniske minoritetsunge vil formodentlig vokse i antal. For som Lukowski (2009) skriver i sin konklusion om etniske minoriteters brug af såkaldte hjemlandsmedier:

»De kulturelle elementer, som etniske minoriteter ikke kan finde eller genkende i danske medier, kan de finde i hjemlandets i stedet. Medierne giver mulighed for, at den etniske identitet kan udvikle sig og forandre sig, og er samtidig et ‘helle’, hvor etniciteten ikke konstant bliver udfordret af majoritetsdiskursen, ligesom den gør det i de danske medier«.

For de unge, der er født og opvokset i Danmark, vil hjemlandsmedier dog sjældent betyde det samme som for forældregenerationen. For de unge, der er vokset op i Brønshøj eller Brønderslev, er hjemlandsmedier ikke tv-kanaler på arabisk, tyrkisk eller urdu. Det er snarere engelsksprogede medier, der afspejler en global ungdomskultur, eller dansksprogede medier rettet mod minoritetsunge – og her skal medier forstås bredt, fra kvindemagasiner på internet til chatrooms for fyre med tilknytning til rapmiljøet. Med tiden vil ‘hjemlandsmedier’ for disse unge formodentlig også blive majoritetssamfundets traditionelle medier, vel at mærke, hvis disse medier i større omfang end nu formår at afspejle mangfoldigheden i det samfund, de opererer i, både hvad angår emne- og kildevalg, vinkling af de enkelte artikler og indslag samt den etniske, kulturelle og religiøse sammensætning blandt medarbejderne.

Hvad det sidste angår, er der stadig et stykke vej, før store medier som Danmarks Radio, TV2 og de landsdækkende dagblade afspejler den etniske mangfoldighed i især den yngre del af den danske befolkning. Danmarks første studievært med indvandrerbaggrund var pakistanskfødte Rushy Rashid (f. 1978), der blev lanceret som nyhedsvært på TV3 i 1998 og siden har skabt sig en karriere som mangfoldighedskonsulent, forfatter, foredragsholder, politiker m.m. Siden er fulgt bl.a. marokkansk-fødte kaospilotuddannede Ouafa Rian (f. 1969), der ‘gæsteoptrådte’ på DR2 med programserierne Hvorfor Ouafa? (2005) og Ouafas fredsmission (2006). Endvidere kan peges på palæstinensiskfødte socialrådgiver og politiker Asmaa Abdol-Hamid (f. 1981), der var den ene af to værter i talkshowet Adam & Asmaa i 2006, indisk-fødte Divya Das Andersen (f. 1978), der blev ansat som tv-meteorolog på DR i 2003 og i 2006 blev hentet til TV2 for at være nyhedsvært på stationens nye 24-timers nyhedskanal TV2News, samt palæstinensisk-danske Abdel Aziz Mahmoud (f. 1983), der blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2007 og er ansat som vært på DR Update.

Ifølge Charlotte Wien, som forsker i journalistisk objektivitet på Center for Journalistik på Syddansk Universitet, er de nyuddannede journalister med etnisk minoritetsbaggrund i høj kurs på arbejdsmarkedet, fordi de i kraft af deres flerkulturelle baggrund og ofte også flersproglige kompetencer kan udfylde roller og funktioner, som ikke mange danske journalister kan udfylde:

»Vi har haft flere studerende med anden etnisk baggrund i de sidste år og de nærmest svømmer i jobtilbud, når de bliver færdige. Redaktionerne har helt klart opdaget, at den type journalister kan noget særligt« (Information 16/1 2009).

Af samme artikel fremgår det dog også, at det kan være en ekstra hård kamp for unge journalister med muslimsk baggrund at skabe troværdighed omkring deres journalistik, hvis de f.eks. dækker konflikter i Mellemøsten. Adjunkt ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet Jakob Egholm Feldt forudser i artiklen, at Danmarks Radio og TV2 kan imødese en strøm af protester, hvis de ansætter en Mellemøst-korrespondent med muslimsk baggrund:

»En dansk muslim vil være langt mere sårbar over for anklager om at være biased end en dansk jødisk korrespondent. Muslimerne er stadig indvandrere, hvorimod vi opfatter jøder som danskere og dermed også nogle, der kan være objektive og udtale sig på vegne af den generelle fornuft. Den status skal en muslimsk reporter kæmpe for at få«.

At en studieværts eller journalists muslimske baggrund kan vække debat, blev tydeligt, da Asmaa Abdol-Hamid optrådte som studievært på DR2. Danmarks Radio modtog en lang række protester både ude- og indefra over værtens tørklæKulturliv – marginalisering, modkultur og mainstream 251 de, som kritikerne anså for at være et missionerende, undertrykkende og politisk symbol. Også de øvrige studieværter med anden etnisk baggrund end dansk har fået en del opmærksomhed på grund af deres hudfarve og etniske og kulturelle baggrund. Billedet er dog de senere år blevet mere broget med en række nyhedsreportere, studieværter og udlandskorrespondenter med anden etnisk baggrund end dansk, og flere er gledet ind i mediebilledet uden særlig opmærksomhed omkring deres etnicitet. Det gælder f.eks. vært på DR2 Udland, Erkan Özden, der har tyrkisk baggrund, dansk-pakistanske Simi Jan, der bor i Islamabad og dækker Sydøstasien for TV2, samt afghansk-danske Nagieb Khaja, som har lavet flere dokumentarfilm fra Afghanistan.

Det stigende antal unge journalister med indvandrerbaggrund kan nok bl.a. tilskrives flere tiltag, som har haft til formål at fremme den etniske mangfoldighed i journaliststanden. I 2002 startede der i regi af Danmarks Radio et Projekt Etnisk Rekruttering, hvor 13 unge med etnisk minoritetsbaggrund blev introduceret til den danske medieverden via et 7-måneders forløb med undervisning i DR og praktik på Information, Politiken, Sjællandske Dagblade og Jydske Vestkysten. Formålet var at få flere unge indvandrere til at søge ind på Journalisthøjskolen. Siden har også flere højskoler etableret kurser, som er målrettet etniske minoritetsunge med journalistdrømme, og antallet af studerende med indvandrerbaggrund på journalistuddannelserne er steget. I 2007 etablerede 4 nyudannede journalister med minoritetsbaggrund en Forening for Journalister med Minoritetsbaggrund, og siden har de – med støtte fra Danmarks Journalistforbund – blandt andet afholdt workshops på folkeskoler og ungdomsuddannelser med det formål at genopbygge unge indvandreres tillid til medierne, så de kan udvikle sig til mediebrugere på lige fod med resten af befolkningen, og opmuntre flere af disse unge til at søge ind i mediebranchen, så journaliststanden med tiden kan komme til at afspejle befolkningssammensætningen. Resultatet heraf skulle ifølge foreningens medlemmer gerne være, at antallet af fejlbehæftede og fordomsfulde artikler og indslag om etniske minoriteter reduceres, og at indvandrere i stigende grad bliver brugt som kilder i indslag og artikler, der handler om andre emner end integration og kultursammenstød.

Skønlitteratur
Som beskrevet ovenfor er der både inden for musik- og mediebranchen eksempler på, at unge indvandrere opnår succes ved at benytte sig af alternative kanaler – de producerer deres egen musik, distribuerer den via venner og bekendte og via internet og bliver i nogle tilfælde berømte i lukkede subkulturelle miljøer, før de eventuelt opnår anerkendelse og berømmelse i den bredere offentlighed.

Inden for litteratur er det formodentlig sværere at finde den slags alternative kanaler, om end mulighederne for at publicere tekster via internet og få udgivet bøger på eget forlag er i vækst.

Under alle omstændigheder er litteraturen fortsat et af de kulturelle felter, hvor unge med indvandrerbaggrund endnu ikke har markeret sig så stærkt i en dansk sammenhæng. I Sverige har forfattere som Marjaneh Bakhtiari og Jonas Hassen Khemiri opnået stor anerkendelse og stor popularitet blandt bogkøberne, og i Storbritannien har navne som Zadie Smith og Hanif Kureshi toppet bestsellerlisterne flere gange med deres skønlitterære beretninger, som ofte udspiller sig i et etnisk blandet miljø. Men i Danmark er antallet af skønlitterære ‘indvandrerforfattere’ stadig mere end overskueligt. Ifølge Marie Hvid Damborg, der har skrevet speciale om den såkaldte indvandrerlitteratur i Danmark og Europa på Institut for Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, skyldes fraværet af skønlitterære indvandrerforfattere bl.a., at indvandrerlitteraturen ikke tages lige så seriøst i Danmark som i andre europæiske lande: »I Danmark er holdningen: ‘Nå ja, er indvandrerlitteratur ikke bare sådan noget, hvor de skriver deres egen historie’. Det betragtes endnu ikke som særlig fin litteratur« (Information 23/2 2006).

Forventningen om, at indvandrerforfattere primært skriver selvbiografiske værker – af tvivlsom litterær kvalitet – fastholdes muligvis også af forlæggerne, som ifølge Damborg ser et salgspotentiale i ‘historier fra virkeligheden’. De efterspørger derfor primært selvbiografiske værker fra indvandrerforfatterne, og det får muligvis nogle indvandrere med forfatterambitioner til at opgive undervejs, fordi de ganske enkelt ikke ønsker at blive sat i bås som ‘indvandrerforfattere’. Det skete eksempelvis for allerede omtalte Rushy Rashid, der ud over at blive kendt som Danmarks første tv-vært med indvandrerbaggrund også har opnået succes som forfatter til en række selvbiografiske bøger og som foredragsholder med sin egen personlige historie som et af emnerne.

Også den radikale politiker Manu Sareen, der er uddannet socialpædagog og har arbejdet som integrationskonsulent, men i dag er mere kendt som politiker for Det Radikale Venstre, debuterede som forfatter med en debatbog om tvangsægteskaber Når kærlighed bliver tvang (2003). Senere udgivelser fra hans hånd inkluderer en række skønlitterære børnebøger, der på humoristisk vis beskriver livet i en indvandrerfamilie i København. De har alle fået positiv omtale, men med stærkt fokus på forfatterens egen baggrund og hans rødder i Indien. Et anderledes eksempel er dansk-tyrkiske Leyla Tamer (f. 1974), der debuterede som forfatter i 2002 med novellesamlingen Bloksbjerg, en samling eventyrlige og erotiske fortællinger om kvinders længsler, drømme og fantasier. Bogen fik flotte anmeldelser og forholdsvis omfattende omtale, hvoraf en del dog havde fokus på forfatterens opvækst i Tyrkiet og det faktum, at en kvinde med rødder i et muslimsk samfund havde kastet sig over noveller med erotiske temaer.

Leya Tamers senere udgivelser, bl.a. novellesamlingen Himmelfalden (2003) fik da også langt mindre omtale.

For at sikre ‘indvandrerforfattere’ omtale og inspirere flere indvandrere til at forsøge sig som skønlitterære forfattere udskrev Gyldendal og Berlingske Tidende i 2006 litteraturkonkurrencen Nye stemmer, der resulterede i over 150 bidrag skrevet af både unge og ældre skribenter med baggrund i meget forskellige lande. Førsteprisen gik til iranskfødte Shadi Angelina Bazeghi, andenprisen til Reza Rahimpour, der ligeledes har rødder i Iran, og tredjeprisen på 10.000 kr. til tyrkisk-danske Seyit Öztürk. Ved prisoverrækkelsen forudsagde Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, at Danmark også snart vil få en række unge skønlitterære forfattere med indvandrerbaggrund, og at de vil »bringe en ny sensibilitet og en ny billedverden ind i dansk litteratur« (Berlingske Tidende 20/11 2006). Og det ser ud til, at Gyldendals direktør er ved at få ret. Vinderen af konkurrencen, Shadi Angelina Bazeghi (f. 1974), blev ligesom en anden af konkurrencedeltagerne Nassrin el-Halawani (f. 1972) udklækket fra Forfatterskolen i 2007, og begge blev rost af anmelderne for deres konkurrencebidrag, som indgik i den antologi, Nye stemmer, der udkom som en udløber af konkurrencen. I antologien var også 3 digte af den bosniskfødte Alen Meskovic (f. 1977), der begyndte at skrive som 14-årig som en reaktion på sine oplevelser under krigen i Bosnien og under et genbesøg i sin fødeby i 2006 blev inspireret til at skrive digte på dansk. I 2009 udkom hans debut-digtsamling Første gang tilbage, der kredser om emigrantens og immigrantens oplevelse af ikke at høre hjemme andre steder end i sproget. I interview fra 2009 udtaler han: »Når jeg skriver om splittelse, så handler det ikke så meget om en kulturel eller religiøs en af slagsen. Det handler om at være splittet mellem to steder og to tider – og to vidt forskellige erfaringer, som krig og fred jo er«, (Kristeligt Dagblad 10/06 2009).

I samme artikel interviewes dansk-egyptiske Lone Aburas (f. 1979), der debuterede i 2009 med en semi-selvbiografisk roman Føtexsøen. Den handler om Lene, der arbejder som kassedame i Føtex, mens hun skriver på det, hun håber skal blive hendes debutroman. Lene er, ligesom virkelighedens Lone, vokset op på den københavnske vestegn, med en egyptisk far, der forsøger sig som grillbarejer og indehaver en af pølsevogn, men hverken Lene eller Lone føler sig som indvandrere, forklarer Lone Aburas:

»Jeg opponerer mod at blive kaldt indvandrer. Men samtidig har jeg jo en anden baggrund, som jeg især som barn oplevede skilte mig ud.

(…) Jeg kan skrive om mennesker, som aldrig bliver repræsenteret (…). Litteraturen bør da afspejle samfundets sammensætning. Men jeg vil ikke være repræsentant for nogen. Jeg skriver ikke på en generations eller en gruppes vegne«. De to første forfattere med anden etnisk baggrund end dansk, der er udgået fra Forfatterskolen, Shadi Angelina Bazeghi og Nassrin el-Halawani er mere uenige, når det kommer til spørgsmålet om at inddrage etnicitet og kulturel baggrund i forfattergerningen. Nassrin el-Halawani, der er født i Danmark af egyptiske forældre og uddannet cand.mag. i teatervidenskab og historie, har i et par år arbejdet på det, hun kalder en samtidsroman om at være tokulturel i Danmark og om »at man bliver opfattet som dansk – og så alligevel ikke« (Information 30/8 2007). Hun forklarer i interviewet, at hun ser det som en del af sin opgave som forfatter at kaste lys på den oplevelse af marginalisering, som mange danskere med minoritetsbaggrund har.

Shadi Angelina Bazeghi derimod vil ikke gøres til talskvinde for en bestemt etnisk gruppe eller for indvandrere i det hele taget. Hun er ganske vist stærkt inspireret af iransk litteratur og vedstår gerne, at hendes egne digte bærer tydeligt præg af en opvækst med moderne og klassisk persisk litteratur, ligesom hun inddrager oplevelser af krig og flugt i sin lyrik. Men hun ønsker ikke at blive puttet i bås som ‘indvandrerforfatter’. »Jeg er min egen og har intet behov for at beskæftige mig med begrebet integration (…) Identitet handler ikke om nationalitet, men om holdninger og følelser«, som hun formulerede det i et interview i Fyens Stiftstidende 9/2 2007. Hun har i øvrigt også optrådt i DR2-programmet Smagsdommerne som anmelder af forskellige former for kulturelle og kunstneriske produktioner, hvor hun nød at få lov at diskutere kunst, ikke integration eller kulturmøde.

Samtidig beklager hun, at litteraturen har så marginal en placering i danskernes hverdag – modsat i Iran, hvor litteratur – især klassisk poesi – har høj status og er en fælles referenceramme for meget store dele af befolkningen. Måske ligger der heri en årsag til, at der endnu er så forholdsvis få ‘indvandrerstemmer’ i den danske skønlitteratur? Manglende sproglig formåenhed er muligvis ikke den eneste årsag. Kunne det hænde, at unge ambitiøse indvandrere aflæser danskernes forhold til skønlitteratur og vurderer, at det ikke er der, de skal satse, hvis de ønsker social mobilitet, status og anerkendelse i bredere kredse?

Det er i hvert fald slående, at der ud over det stigende antal unge med indvandrerbaggrund, der skriver på dansk, også er en gruppe forfattere med mere eller mindre fast adresse i Danmark, men med baggrund i andre lande, som enten skriver på andre sprog og/eller primært udgiver i andre lande end Danmark – og modtager litterære priser i disse lande. Det gælder størstedelen af de 23 forfattere, der præsenteres i antologien Herfra min verden går – 23 flersprogede forfattere i Danmark – udgivet af Dansk PEN i efteråret 2009.

Billedkunst
Samme tendens gør sig gældende for en del af de billedkunstnere med etnisk minoritetsbaggrund, der bor i Danmark. Kun en meget lille del af dem har opnået anerkendelse og eksponering i Danmark, mens en del af dem både udstiller og høster stor anerkendelse i f.eks. Storbritannien og USA. Et eksempel er billedkunstneren Larissa Sansour (f. 1973), der i november 2009 modtog Dansk Flygtningehjælps Kunstnerpris. Larissa Sansour er født i Jerusalem og har studeret kunst ved akademier i London, Maryland, New York og København. Hun producerer værker inden for så forskellige medier som video, fotografi og eksperimenterende dokumentar og har udstillet både i Danmark og udlandet, bl.a. på Tate Modern i London. Flygtningehjælpens Kunstnerpris uddeles hvert år til en kunstner inden for en bestemt kunstgenre, og modtageren af prisen kan være flygtning eller indvandrer. Prisens formål et at yde støtte til, at den prisvindende kunstner kan dygtiggøre sig yderligere inden for sit felt – og at skabe fokus på kunstnerens talent på den danske kunstscene. Prisen er ofte blevet uddelt til kunstnere, der har virket i en årrække både i og uden for Danmark, men som typisk ikke er kendt i den brede danske offentlighed – og ofte heller ikke i kunstmiljøet i Danmark. At prisen i 2009 tilfaldt en billedkunstner stemmer udmærket overens med, at det er en af de kunstgenrer, hvor færrest kunstnere med etnisk minoritetsbaggrund har formået at slå igennem i den brede danske offentlighed. Det er på sin vis paradoksalt, eftersom billedkunst ligesom musik kan siges at kunne forene mennesker på tværs af etnicitet, kultur, religion, social baggrund, køn og alder. Billedkunstnere med etnisk minoritetsbaggrund oplever imidlertid, som det dokumenteres i rapporten Kunst og interkultur – inspiration til kunst- og kulturlivet (Carboni & Aidt 2010), at det er en stor ulempe at mangle det netværk, som kunstnere, der er vokset op og uddannet i Danmark, har blandt kuratorer, galleriejere og andre kunstnere. I rapporten siger den 29-årige russiskfødte kunstner og scenograf Alia Hansen:

»Det ville være godt med en organisation, der kunne hjælpe én med at navigere i kunstverdenen. Hvem skal man ringe til, hvor skal man søge penge, og så videre. Hvis man bliver slået af sin mand, er det let at finde hjælp, men ikke hvis man er kunstner«.

Alia Hansen har sammen med 12 andre professionelle kunstnere, hvoraf de fleste har mødt hinanden på Københavns Sprogskole, dannet Kunstnergruppen Nydanskerkunst, som har til formål at skabe nye netværk og samarbejder, som kan hjælpe kunstnere med ikke-dansk baggrund til at etablere sig på den danske kunstscene. Gruppen stod i december 2009 bag en udstilling NyDanske Ansigter – Begyndelsen, som blev vist på VerdenskulturCentret i København, og som via maleri, fotoværker og montager udtrykte kunstnernes erfaringer med at etablere sig i det danske samfund (www.nydanskerkunst.dk).

Statens Kunstfond er flere gange blevet kritiseret for kun at uddele støtte til etnisk danske kunstnere. Kunstfonden selv forklarer fraværet af støttemodtagere med anden etnisk baggrund end dansk med statistik. Der findes simpelthen ikke nok kunstnere med mellemøstlig eller asiatisk baggrund til, at det er naturligt, at de kan få en plads blandt de cirka 150 billedkunstnere, der modtager arbejdslegater, har Kunstfondens ledelse forklaret.

Lidt anderledes tegner billedet sig imidlertid, hvis man kigger på Kunstrådets uddelinger. De har i de seneste år støtte en række kunstnere med bl.a. mellemøstlig baggrund, hvilket ligger fint i tråd med den rapport, som Kunstrådet offentliggjorde i januar 2007, hvor rådet opfordrede staten til at oprette en særlig støttepulje til fremme af kulturlivet blandt etniske minoriteter. Forfatteren til rapporten var kunstnerisk leder for Københavns Internationale Teater, Trevor Davies. Han understregede i forbindelse med rapportens offentliggørelse, at han anså regeringens hidtidige politik på området for at være alt for uambitiøs og ufokuseret. Konsekvensen af den manglende indsats er ifølge Trevor Davies, at der blandt kunstnere med indvandrerbaggrund er en generel oplevelse af ikke at kunne få fodfæste i Danmark. Kulturlivets cirkler virker lukkede, støttemulighederne er svære at overskue, og de kunstneriske miljøer er vanskelige at trænge ind i. På baggrund af rapporten foreslog Kunstrådet i et brev til kulturministeren, at der blev oprettet en enhed i Kunststyrelsen, som skulle sætte initiativer i gang, så både etniske danskere og borgere med etnisk minoritetsbaggrund kan lære mere om hinandens kulturelle udtryk, så der kan skabes kontakter på tværs, som kan være med til at sætte gang i bredere kulturtilbud.

I foråret 2009 ansatte Kunstrådet kunstneren, kunsthistorikeren og kuratoren Khaled D. Ramadan som international konsulent for en 2-årig periode. Hans opgave bliver at hjælpe Kunstrådet med at sætte fokus på mangfoldighed og fremme interkulturelle projekter og prioriteringer inden for rådets fagområder: billedkunst, litteratur, musik og scenekunst. Khaled D. Ramadan er videokunstner, fotograf og kurator med rødder i både Mellemøsten og Danmark.

Han arbejder både i Danmark og udlandet og er især optaget af, hvordan den ene kultur repræsenterer den anden, og hvad disse repræsentationer gør ved vores billeder af hinanden. Han er født i Libanon i 1964, kom til Danmark i 1985 og er uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole, har en ph.d. i teoretisk arkitektur fra Københavns Universitetet og fungerer i dag både som kurator, kunstkritiker, underviser og kunstner. Mens han skrev sin ph.d.-afhandling på Københavns Universitet, blev han opfordret til at undervise instituttets studerende i arabisk kunst – et emne, som ingen af stedets ansatte vidste noget om. Khaled D. Ramadan er optaget af at åbne den danske universitets- og kulturverden for impulser udefra og har bl.a. sagt: »Min base er Danmark, men jeg kuraterer projekter i hele verden. Sådan som verden ser ud i dag, kan du ikke overleve som kunstner i en snæver national ramme« (Andersen Portrætartikel). Marginaliseret eller mainstream?

I Khaled Ramadans udtalelse ligger en pointe gemt: Indvandrere og flygtninge kan ikke blot føle sig overset og marginaliseret på den danske kunstscene og i det danske kulturliv. De finder – både af tvang og af trang – andre veje, som kan vise sig mere givtige og fremtidssikrede end de veje, som dele af det mere traditionelle danske kulturliv bevæger sig ad. Minoritetskunsterne er ofte mere transnationalt tænkende, internationalt orienterede og beskæftiger sig med stor selvfølgelighed og naturlighed med temaer som identitet, fremmedhed, grænser, fællesskab og udstødelse, som kan siges at være brændende temaer ikke kun for minoriteterne selv, men også for majoriteten. Majoriteten lukker i et vist omfang minoriteten ude – bevidst eller ubevidst – og en del kunstnere med indvandrerbaggrund ser sig derfor nødsaget til at søge anerkendelse udenlands eller søge støtte til deres kunst med udgangspunkt i deres status som flygtninge eller indvandrere. De kan f.eks. søge støtte og vejledning hos Dansk Flygtningehjælp, der indtil januar 2010 drev kunstnerhjemmesiden bazART.dk (herefter blev administrationen overgivet til Center for Kunst & Interkultur), hvor over 200 kunstnere med etnisk minoritetsbaggrund lancerer sig selv og deres kunst. Dansk Flygtningehjælp afholder desuden kurser vedrørende støttemuligheder, profilering, kunstorganisationer mv. Men de kunstnere, der vælger at profilere sig via bazART risikerer at indskrive sig selv i rollen som ‘flygtningekunstnere’, en rolle, det kan være svært at bryde ud af igen, mener flere. En anonym billedkunstner har f.eks. valgt ikke at bidrage til en rapport om kunst og interkultur lavet af Center for Kunst og Interkultur, da han ikke ønsker at sættes i bås som minoritetskunstner. Kunstneren er repræsenteret i bogen med et anonymiseret foto samt følgende citat: »Jeg vil godt snakke om de kunstværker, som jeg har lavet, men jeg er træt af, at det altid skal handle om min baggrund. Både fagligt og menneskeligt har jeg meget mere at byde på end min historie. Jeg arbejder med topprofessionelle folk, så jeg vil ikke sættes i en bås som minoritets-kunstner. Fokus på den faglige kvalitet og det æstetiske niveau kan let gå tabt, hvis man inddeler folk efter, hvilken baggrund de har« (Carboni & Aidt 2010: 59).

Modtageren af Dansk Flygtningehjælps Kunstnerpris i 2005, instruktøren, rapperen, komponisten og foredragsholderen, Kaywan Mohsen (f. ca. 1985 i grænselandet mellem Iran og Afghanistan) udtrykte omtrent samme holdning, da han ved prisoverrækkelsen sagde: »Jeg synes, at hele mit mål er at bryde ud af min rolle som flygtning. Bliver du fanget her, vil du få endnu sværere ved at komme frem«. Dansk Flygtningehjælp tog kritikken fra Kaywan Mohsen og andre alvorligt og har siden valgt at uddele en kunstnerpris, som hvert år går til en bestemt genre i stedet for en flygtningekunstnerpris. På den måde håber organisationen, at de kan holde fokus primært på kunsten frem for på kunstnerens baggrund. At de to ting kan være svære at adskille, viser netop Kaywan Mohsens historie. Han fik Dansk Flygtningehjælps pris for sin film Made in Denmark (2002), der har ham selv i hovedrollen, og som han selv har skrevet manuskript til, instrueret og klippet samt lavet soundtracket til. Filmen skildrer livet blandt en gruppe unge i en forstad til Århus, der lever et hårdt liv med vold, stoffer og racisme, og netop skildringen af det barske forstadsliv blev fremhævet af anmelderne. Filmen blev vist i flere danske biografier og blev sendt på både dansk og svensk tv. I kølvandet på filmen turnerede Kaywan rundt til skoler og ungdomsklubber og fortalte om sin opvækst som flygtningebarn af forældre fra Iran og Afghanistan og om de personlige oplevelser af svigt, vold og racisme, der lå til grund for filmen. Samtidig opfordrede han de unge indvandrere til at træde ud af offerrollen og gøre et reelt forsøg på at leve deres drømme ud: »Jeg ville ønske, at flere unge troede på sig selv og ikke lyttede så meget til alle de råd, de får fra lærere og forældre om at uddanne sig og vente i årevis, før de lever deres drømme ud. Hvis jeg skulle have uddannet mig til både manuskriptforfatter, instruktør, skuespiller og klipper, inden jeg lavede en film, var jeg blevet 50 år, før jeg kunne gå i gang. Jeg lyttede ikke til dem, der sagde, at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg gjorde det bare« (Fenger-Grøndahl & Rose Andersen 2007).

Man kunne tilføje, at skulle han have ventet på støtte fra det etablerede danske kulturliv, kunne han sikkert have ventet endnu længere. Det gjorde han ikke. Han tog sagen i egen hånd og skabte et værk, som på mange måder overskrider gængse grænser – og skaber et modbillede, der måske med tiden vil blive en del af mainstream- kulturen. Andre unge indvandrere har gjort det samme: Isam B. indspillede sin egen udgave af I Danmark er jeg født. Janus Nabil Bakrawi krævede betjenten Nazims rolle i tv-serien Ørnen omskrevet, så den ikke reproducerede stereotyperne Kulturliv – marginalisering, modkultur og mainstream 259 om de kulturelt belastede indvandrerdrenge. Ayan Mouhoumed etablerede det kvindemagasin, hun altid har savnet. Lone Aburas legede med klicheen om pølsemanden og grillbar-ejeren i sin semibiografiske samtidsroman. Al Agami optrådte som en muslimsk fremtidsversion af Egon Olsen med halalslagtede kyllinger som kup-remedie. Og Babak Vakili lavede sin egen rap om at elske sit hjemland: Vakili – Mit Danmark (Feat. Zaki) (1676)


[Vers 1]
Ayo – Danmark – Hvad det er for mig
Om det er mit hjemland – Øh, ja og nej
Jeg taler sproget flydende, med planer om at bli’ uddannet
Og føler mig som dansker når jeg er i udlandet
Født og opvokset uden et blod bad – Nogenlunde god mad
I Danmarks lille hovedstad – Og føler mig sgu hjemme her
Hvor det slemme sker, og dansk humor gør min stemme ler
Ja god dav du
- Mit navn det’ Babak Vakili – Danmark for mig er andet
end den lille havfrue
- Så vær tavs nu
Nationalsangen rører mig ikke – Kald mig fandens kold
Men når der er VM hepper jeg på det danske landshold
Her mine minder de er, her hvor vind er vores vejr
Danmark er mit – Fuck Pia – Hvem tror den kvinde hun er Demokrati – Og så friheden til at finde mine rammer
Svinge min hammer,
- Mit Danmark, det kan ingen ta’ fra mig

[Omkvæd]
Det at altid
Bli set som fremmed driver mig til vanvid
For mens man – Er ung kan det være slemt
Kan nogen sige hvad der er mit hjemland – Hvad der mit hjemland
Ved ikk hvad de’r bedst mer
Føler mig fremmed der og som gæst her
Her hvor vi anbragt
I mit Danmark
Er det også mit Danmark

[Vers 2]
Yo jeg føler det mit land men det gør tingene hårdt
At jeg i mit eget land føler mig som Sting i New York
260 I Danmark er jeg født ...
Ja, jeg føler mig som fremmed, under svære kår
Når jeg ser hvor mange der stemmer på Pia Kjærsgaard
De smider sorte ud som plasticposer
Ubevidste mennesker hvis liv er som en fucking dans på roser
Bliver afvist i byen, – og det svært for de tror
At de kan skide på mig – men jeg har lært fra min mor
At man ikke skal lade små folk tror de kan være de stor’
Og at gøre mig underdanig kan du godt glem’
- Jeg bliver hjem i stedet for at sutte folks lem, fuck dem
Mit Danmark – Som en fucking landsby
Alt for lille format
Smid folk ud i den rigtige verden – det ville gå galt
For gaden vrimler med spidsborgere der har angst for kontakt
Ja, se bare på dem – De selv bange for rap, det er den angst de skabt

[Omkvæd]

[Vers 3]
Har lyst til at brække mig i spanden
Når vi lader os narre af ideer der kun er designet til at gøre os bange
for hinanden
Det er mangel på forstanden, og jeg ser tonstunge
Problemer i Mit Danmark – Men stadig er folk stumme
Og nej det ikke fordi at folk er onde
- Men fordi demokrati er en farlig ting når folk er snotdumme
DF lever på uvidenhed – Men lad os få det vendt
Oplys os selv, for viden er demokratiets fundament
Men på trods af min smerte – Er det godt vi får tosser at mærke
For formørkede tanker skal ikke være under jorden og vokse sig stærke
Og de siger at de kan tælle
Gennem statistisk at indvandrerne – Det er de kriminelle
Men den der vil påstå at man genetisk er et afskum er ret dum
Glem din statistik og lyt til dette faktum
Om det så er London eller KBH, ja, du kan vælge et par
Så er det altid den laveste klasse kriminelle er fra
Min mor sir »Rejs væk, for du er bedre end det«
Men føler jeg har et ansvar, om at bringe hæder her t’
Født i 86 – Rigshospitalet, og er blevet større nu
Elsker Mit Danmark – Aldrig sagt det, men det gør jeg nu

(Fra pladen Vakilisme ‘06. Tekst gengivet fra: http://www.raptekster.dk/tekst. php?id=835)

I anledning af 60-års-jubilæet for Verdenserklæringen om Menneskerettigheder i december 2008 udsendte Institut for Menneskerettigheder en pressemeddelelse, hvor instituttets informationschef, Klaus Slavensky, spurgte: »Hvor er nyhedsoplæseren på Tv-avisen eller tv-nyhederne med en anden etnisk baggrund end dansk? Hvor er mangfoldigheden på de danske teaterscener? Eller i reklamerne, eller på forsiden af modemagasinerne?«

Som reaktion på pressemeddelelsen udsendte en række kulturforbund kort efter en fælles erklæring om, at de fremover ville gøre mere for at fremme mangfoldigheden i det danske kulturliv. I erklæringen lød det:

»Vi opfordrer til ansættelser og produktionsmuligheder, der inkluderer mennesker uanset etnisk oprindelse, religiøs overbevisning, kultur, hudfarve, alder, køn, seksuel orientering – med og uden handicap, inden for alle discipliner og produktionsområder, således at kulturen kan afspejle mangfoldigheden i samfundet. Samtidig med at vi anerkender at der ikke kan være tale om indblanding i den kunstneriske eller faglige integritet eller i de kontraktmæssige rettigheder, som tilhører skabende og udøvende kunstnere, opfordrer vi alle aktører i den danske kulturverden til at udfordre de traditionelle stereotyper. Vi er overbeviste om, at områdets vækst og vitalitet er afhængig af inddragelsen af en mangfoldighed af stemmer, udtryk og impulser«.

De underskrivende forbund var: Dansk Artist Forbund, Danske Dramatikere, Film- og Tv-arbejderforeningen, Danske Filminstruktører, Dansk Journalistforbund, Dansk Musiker Forbund, Danske Sceneinstruktører og Dansk Skuespillerforbund. I skrivende stund, lidt over et år senere, er noget af det, Institut for Menneskerettigheder efterlyste, blevet til virkelighed. Der findes nyhedsoplæsere med etnisk minoritetsbaggrund på tv, og mangfoldigheden på teaterscenerne er blevet større. Det skyldes nok først og fremmest de unge indvandreres eget engagement i både nye, subkulturelle sammenhænge og i mere etablerede dele af mainstream-kulturen. Men det ser ud til, at også flere og flere kulturinstitutioner vover at operere mere ‘farveblindt’ end tidligere, muligvis inspireret af Kulturministeriet, som i 2006 udpegede en række nye publikumsgrupper, herunder indvandrere, som et af de tværgående kulturpolitiske fokusområder. I et notat fra daværende kulturminister Brian Mikkelsen blev kulturinstitutionerne opfordret til at »tilvejebringe tilbud som imødekommer f.eks. indvandrere, studerende, børnefamilier, ældre og turister«. Det bliver spændende at se, om Kulturministeriet også vil opfordre kulturinstitutionerne til at forsøge at opfange og lade sig inspirere af de kulturelle udtryksformer, som opstår i og omkring de etniske minoritetsunge.

Sport – stjerner i rødt og hvidt?
I marts 2009 debuterede 21-årige Nadia Nadim (f. 1988) på det danske kvindelandshold i fodbold i en kamp mellem Danmark og USA under den traditionsrige Algarve Cup i Portugal. Kampen endte 2-0 i USA’s favør, men Nadia Nadim var tilfreds – både med sin egen indsats og med endelig at have fået chancen for at trække i den rød-hvide dragt og deltage på det danske landshold. Forud for hendes debut var nemlig gået et flere år langt forløb. Ifølge det internationale fodboldforbund, FIFA’s, regler, kan spillere først stille op på et landshold, når de har haft statsborgerskab i det pågældende land i 5 år, og Nadia Nadim, der kom til Danmark som flygtning fra Afghanistan i 2000, fik først dansk statsborgerskab som 18-årig i 2008. Der var således udsigt til, at hun først i 2013 kunne trække i landsholdsdragten. Dansk Boldspild-Union, som længe havde luret på den talentfulde unge spiller, der var blandt topscorerne i kvindernes bedste liga, 3F-ligaen, hvor hun spillede for IK Skovbakken, klagede imidlertid til FIFA og bad forbundet om dispensation fra 5-års-reglen. I januar 2009 kom så afgørelsen: Nadia Nadim fik dispensation, fordi hendes ønske om at spille på det danske landshold tydeligvis ikke var et spørgsmål om, at hun forsøgte at ‘shoppe’ rundt fra nation til nation for at få en plads på et landshold. Dermed var vejen banet for, at der for første gang nogensinde kunne blive plads til en spiller med indvandrerbaggrund på det danske kvindelandshold i fodbold, og efter sin debut i Portugal har hun bl.a. været med på holdet ved EM i Finland i august 2009.

Nadia Nadims debut – og forløbet frem til FIFA’s afgørelse – fik massiv omtale i danske medier, og den afghanskfødte kvindes enestående talent og målrettethed blev beskrevet i både tv og trykte medier. Hun voksede op i Afghanistan som én ud af 5 piger i en velhavende familie og begyndte allerede som lille at interessere sig for fodbold. I Afghanistan var det imidlertid ikke velset, at piger interesserede sig for sport, og efter Taliban-militsens magtovertagelse blev det helt umuligt for piger at dyrke organiseret idræt. Nadia Nadims far, som var en ivrig idrætsmand og tidligere general i hæren, spillede imidlertid fodbold med sine piger bag den høje mur, der omkransede familiens have, og både Nadia og hende søstre blev bidt af spillet. Ingen af dem havde dog spillet på hold eller i klub, før de kom til Danmark som flygtninge. Baggrunden for flugten var brutal. Nadias far forsvandt, og da det halvandet år senere blev klart, at han var blevet henrettet af Taliban-militsen, besluttede Nadias mor at flygte med sine 3 døtre.

De kom til Danmark i 2000 ved en tilfældighed og fik asyl efter et halvt års ophold i et asylcenter i Nordjylland. I asylcentret fik Nadia og hendes søstre mulighed for at spille fodbold hver eftermiddag, og da de havde fået asyl og flyttede til Århus, meldte pigerne sig ind i IK Skovbakken, og Nadia blev indskrevet på Team Danmark-linjen på Marselisborg Gymnasium (Aarhus.dk 21. januar 2008; Usman 2008; Riis 2008).

Nadia Nadim, der indtil videre har spillet 10 kampe på A-landsholdet, udgør imidlertid en undtagelse, for selv om der er mange talenter på ynglingeog juniorfodboldholdene rundt omkring i Danmark, er den etniske mangfoldighed stadig meget begrænset på det absolutte topplan. Der har således gennem de seneste ca. 10 år været en del drengespillere med etnisk minoritetsbaggrund på ungdomslandsholdene i fodbold, og det samlede antal spillere født efter 1960, der har spillet på et dansk ungdomslandshold, er omkring 80. Ingen af dem har dog formået at slå igennem på A-landsholdsniveau (Henriksen 2008).

Det tætteste, vi i Danmark kommer på herrelandsholdspillere med indvandrerbaggrund, er Patrick Mtiliga (f. 1981) og Mathias Jatta-Njie ‘Zanka’ Jørgensen (f. 1990), der begge debuterede på landsholdet i 2008. Patrick Mtiliga er født i Danmark af en dansk mor, men har en far, der stammer fra Tanzania, mens Mathias Jørgensen, der er blevet kaldt »Danmarks største forsvarstalent«, er halvt gambisk, men født og opvokset på Østerbro i København. Begge har desuden hele deres liv haft dansk statsborgerskab. De to tæller derfor ikke rigtig med i statistikken over spillere med indvandrerbaggrund på de danske A-landshold i fodbold. Desuden lykkedes det i 2001 Bora Zivkovic (f. 1974) at komme med den 25-mand store brutto-trup, der blev udtaget op til landskampene mod Malta og Tjekkiet i juni 2001. Zivkovic, der er født i Danmark af serbiske forældre og dengang spillede for Silkeborg IF, var imidlertid blandt de 5, der blev valgt fra, da truppen skulle reduceres til 20 mand, og han har heller ikke siden fået chancen på landsholdet, men har i stedet fortsat karrieren i bl.a. FC København, Herfølge, Vejle og på FC Hjørrings førstehold, der spiller i 2. division. En anden kandidat til titlen som første indvandrer på det danske herrelandshold, Karim Zaza (f. 1975), er søn af en tysk mor og en marokkansk far og er vokset op med både dansk og marokkansk statsborgerskab. Han trådte sine ungdomsfodboldstøvler som lovende målmand i Brøndby og fik sin superligadebat for FC København, hvorefter han i nogle år var fast målmand på OB’s førstehold, inden han i 2003 kom tilbage til Brøndby. Her fik han imidlertid hård konkurrence i kampen om positionen som førstemålmand, og i 2006 skiftede han til den tyske 2. Bundesligaklub Rot Weiss Essen, inden han i 2007 kom tilbage til Danmark og blev fast målmand på AaB’s førstehold. I 2001, 2002 og 2003 fik han titlen som årets målmand i dansk fodbold, og der var vedvarende rygter om en snarlig landsholdsdebut. Inden dette blev en realitet, valgte Zaza imidlertid at satse på det marokkanske landshold, som han indtil videre har spillet 3 landskampe for. Dermed har han udelukket sig fra mulighed for at spille på et dansk landshold, da FIFA’s regler nægter en spiller, der allerede har optrådt på ét landshold at stille op for en anden nation senere hen. Flere andre spillere, som har potentiale til at spille på det danske landshold, har mulighed for ligesom Karim Zaza at stille op for en anden nation – og dermed risikerer Danmark at gå glip af spillere til landsholdet.

De danske regler for statsborgerskab betyder som nævnt, at det for de fleste unge med indvandrerbaggrund først er muligt at trække i landsholdsdragten som 23-årige eller senere. Dels er det almindeligvis først muligt at søge om statsborgerskab som 18-årig, dels indebærer reglerne, at ansøgeren skal bestå en såkaldt indfødsretsprøve, som indeholder 40 spørgsmål om dansk kultur, historie og samfundsforhold. Desuden kan der, selv efter at ansøgeren har bestået prøven, på grund af de administrative procedurer, gå flere år, før der endelig udstedes et dansk pas. Herefter skal der så i udgangspunktet gå fem år, før spilleren ifølge FIFA’s regler kan få lov at spille på landsholdet. DBU forsøger ganske vist at få dispensation fra FIFA-reglerne, men indtil videre ser det ud til, at mange talenter bliver fanget i et vakuum, som kan være medvirkende til, at deres sportslige udvikling bremses, og at de mister motivationen og enten dropper deres engagement på eliteniveau eller helt forsvinder ud af sporten.

Samtidig giver det for nogle en følelse af ikke at være accepteret fuldt ud som dansker. Da Nadia Nadim havde fået sit danske statsborgerskab, men endnu ikke havde fået dispensation fra FIFA’s 5-års-regel, udtalte hun: »Når jeg endelig får lov at spille på landsholdet, så tror jeg også, at jeg vil føle mig mere som en del af Danmark. Det er ikke fedt hele tiden at få at vide, at man ikke er dansk nok« (Politiken 20/11 2008).

Følelsen af ikke at være dansk nok, at blive forskelsbehandlet og at have svært ved at finde ind i kulturen på holdet og i klubben kan også være en del af forklaringen på det forholdsvis høje frafald af elitespillere med indvandrerbaggrund. Det slår en undersøgelse fra 2008 fra Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik fast (Gregersen & Østergaard 2009). Undersøgelsen, der bygger på tal fra 13 danske topklubber, som i 2008 havde hold i U17- og U19-ligaerne, stiller skarpt på en række udviklingstendenser i perioden 2005-2008 og peger blandt andet på følgende:

• Ud af de ca. 1100 ungdomselitespillere, der i denne periode havde været aktive på højeste ungdomseliteniveau i Danmark, var der ca. 150 spillere med ‘anden etnisk baggrund’ – m.a.o. ca. 13 %. af den samlede ‘talentmasse’.
• Andelen af spillere med anden etnisk baggrund i dansk ungdomsfodbold er stigende, men nyrekrutteringen er vigende. I 2008 var der reelt meget få nye spillere med anden etnisk baggrund, der gjorde deres entré i enten U-17 eller U-19-ligaen.
• Generelt ligger frafaldet blandt ungdomselitespillere med anden etnisk baggrund reelt på niveau med frafaldet blandt etnisk danske spillere, mens frafaldet forekommer at være noget højere i forhold til overgangen til øverste eliteniveau. Det kan eksemplificeres med den vigende andel af spillere med anden etnisk baggrund på de danske ungdomslandshold i 2008: U-16: 11 %; U-17: 15 %; U-18: 35 %; U-19: 23 %; U-20: 0 %; U-21: 0 %.
• Fordelt på etniske grupperinger forekommer frafaldet at være specielt markant blandt spillere med tyrkiske rødder. Udtrykt lidt anderledes er der noget, der tyder på, at den gruppering, som reelt har haft tilknytning til det danske samfund i længst tid, også er den, der først stopper med ungdomselitefodbold.
Undersøgelsens forfattere tør ikke kommet med noget klart svar på, hvorfor frafaldet af spillere er så stort i overgangen fra junior- til senior-perioden. Men de peger på flere mulige forklaringer:
* Der kan være en modsætning mellem det at spille på højeste niveau og så at være i gang med en ungdomsuddannelse. Specielt ser det ud til, at dette gælder for spillere, hvor forældrenes muligheder for at yde faglig støtte er begrænset. Det forekommer at være særdeles vanskeligt at skulle kombinere 2 arenaer, hvor man reelt skal overpræstere. Rapporten indikerer – sat lidt på spidsen! – at det for en gruppe af spillere betyder, at de får en studentereksamen, men omvendt ikke formår at bryde igennem til det absolutte topniveau. Med andre ord: det er hårdt at være flerdobbelt mønsterbryder.

• Danske topklubber er ofte præget af en middelklasse-kultur, hvor der er helt bestemte forventninger til den sociale adfærd, og disse forventninger kan være svære for ikke-danske spillere at afkode uden hjælp fra f.eks. trænere og ledere.
• Der er en tendens til, at en særlig ‘dansk’ forståelse af fodbold som en meget kollektivt orienteret sport kan gøre det svært for indvandrere, som i højere grad ønsker plads til individuel udfoldelse på og uden for banen, at slå igennem og blive fuldt accepteret.
• Den forskelsbehandling, man kan opleve i form af trænere, der ønsker at opdrage én, kan meget let komme til at minde om den forskelsbehandling, man kan opleve på andre områder af livet.

Et eksempel på problemstillingen omkring uddannelse er den irakisk-kurdiske flygtning Mustafa Hussain (f. 1990), der kom til Danmark som 13-årig på flugt fra Saddam Husseins Irak. Kort efter ankomsten til Danmark begyndte han at spille klubfodbold, men hans ønske om at gøre fodbolden til en levevej mødte modstand hos hans forældre. Han brød med familien, droppede ud af uddannelsessystemet og satsede herefter på fodbolden på fuld tid. Det gav ham i første omgang en plads på Brøndbys bedste ungdomshold, og i efteråret 2008 fik han sin debut på klubbens SAS-ligahold. Hermed brød han den tendens, der har præget flere af topklubberne, nemlig at de har haft mange spillere med anden etnisk baggrund end dansk på deres ungdomselitehold, men ingen på deres senior-førstehold. I forbindelse med sin debut på Brøndbys SAS-ligahold udtalte Mustafa Hussain:

»Min største drøm er at komme til at spille for det danske landshold. Ligesom svenskerne har Zlatan (Zlatan Ibrahimovic, svensk landsholdsspiller med serbisk baggrund, der er vokset op i en forstad til Malmö), som er fra udlandet og gør det godt, vil jeg også gøre det godt i dansk fodbold. Jeg tænker meget over, at hvis jeg kommer på landsholdet, vil jeg blive et forbillede for andre andengenerations-drenge. Jeg tænker meget over at vise, at alt kan lade sig gøre, hvis man kæmper og brænder for det« (Josevski 2008).

Hermed peger Mustafa Hussain på et andet væsentligt aspekt af frafaldsproblematikken, nemlig betydningen af rollemodeller. Spørgsmålet behandles også i det multimedieprojekt om fraværet af indvandrere på absolut topplan inden for dansk fodbold, som tre studerende fra Danmarks Journalisthøjskole udfærdigede i 2001. Projektet, som de kaldte Fodbold for farveblinde forsøgte at afdække nogle af de faktorer, der fører til frafald af talentfulde fodboldspillere med indvandrerbaggrund.

Ligesom undersøgelsen fra Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik kommer Fodbold for farveblinde (www.journalisthojskolen) ikke med noget klart svar på, hvorfor der i Danmark – modsat i lande som Tyskland, Frankrig og Sverige – endnu ikke har været nogen spillere med indvandrerbaggrund på herrelandsholdet. Men ligesom førnævnte undersøgelse peger de på flere forskellige faktorer, herunder fraværet af rollemodeller.

Ifølge professor i socialpsykologi ved Roskilde Universitetscenter Lars Dencik kan manglende rollemodeller være en del af forklaringen på, at ingen indvandrere har kæmpet sig vej til A-landsholdet, ligesom han forudser, at når den første indvandrer trækker i landsholdstrøjen, kan det give en stor effekt, både inden for sportens verden og i forhold til integration i det hele taget: »Rollemodeller har helt afgjort betydning for en befolkningsgruppes indstilling til at integrere sig. I USA fik Muhammed Ali for eksempel kolossal betydning for de sorte amerikaneres selvbevidsthed. Vi har alle brug for rollemodeller. Og hvis der ikke er positive forbilleder at læne sig op ad, er der risiko for, at indvandrere hælder over mod folk som Osama bin Laden eller lokale banditter« (Fodbold for farveblinde).

Blandt fodboldspillere, der interviewes til projektet, er makedonsk-albanske Ali Aliji (f. 1981), der som junior opnåede at spille 28 U-landskampe, men ikke fik en fast plads i Brøndbys A-trup eller debut på A-landsholdet. Ifølge Ali Aliji, som i dag spiller i Ølstykke, skyldtes det manglende gennembrud blandt andet, at han blev vurderet hårdere end de øvrige spillere: »De havde sagt i lang tid, at jeg var deres stjerne, at jeg var den, de satsede på. Da jeg nåede dertil, hvor jeg skulle have haft chancen, så tog de nogle andre spillere med i stedet for. Man skal spille en tand bedre end holdkammeraterne for at komme på holdet«.

Han nævner også fraværet af rollemodeller:
»Det havde helt klart været nemmere, hvis en anden spiller med indvandrerbaggrund havde spillet på landsholdet eller havde spillet i Superligaen.
Hvis han havde spillet, så havde han banet vejen for os andre«.
Ali Aliji nævner desuden de sociale omgangsformer som noget, det kan være vanskeligt at falde ind i, når man som indvandrer ikke drikker alkohol, og det samme mener indvandrerkonsulent i Jysk Boldspil Union, Per Secher.
En ekskluderende social omgangsform, hvor fester med alkohol er en del af normen, kan være en af forklaringerne på, at det især er i individuelle sportsgrene som kung fu, thai- og kickboxing samt taekwondo og boksning, at unge med flygtninge- eller indvandrerbaggrund har gjort sig mest bemærket. Dels betyder det sociale samvær og ens status på holdet muligvis mindre her; dels er der muligvis også en tendens til, at byture med indtagelse af alkohol ikke er en del af det sociale samvær i lige så høj grad som i fodboldmiljøet. Et øjebliksbillede af taekwondo-kamp-landsholdet ved årsskiftet 2010 viser, at 6 af 11 mandlige landsholdskæmpere har indvandrerbaggrund (Dansk Taekwondo Forbund), og blandt disse er der flere medaljetagere ved europamesterskaber og nordiske mesterskaber. På Danmarks Bokse-Unions (DABU) rangliste over eliteboksere pr. oktober 2009 (www.dabu.dk) har 19 ud af 45 mandlige boksere og 2 ud af 24 kvindelige boksere etnisk minoritetsbaggrund, og årets kvindelige bokser er Diana Nadim (f. 1990), som også topper ranglisten for kvinder i vægtklassen op til 57 kg. Nadim, der i øvrigt er lillesøster til føromtalte Nadia Nadim, blev dansk juniormester i 2009, og året før vandt hun guld ved både de Nordiske Mesterskaber og Europamesterskaberne.

Inden for de individuelle idrætsgrene er også Wilson Kipketer (f. 1972) værd at nævne. Kipketer blev født i Kenya, men kom til Danmark i begyndelsen af 1990’erne, hvor han fortsatte og udviklede sin atletikkarriere. Han blev dansk atletiks første verdensmester, da han vandt guld på 800-meter-distancen ved verdensmesterskaberne i Göteborg i 1995. To år senere, i august 1997, satte han 3 gange verdensrekord på samme distance og blev kåret til årets sportsmand og årets atlet i verden. I november 1997 blev han desuden af Foreningen af Danske Civiløkonomer kåret til Årets Bedste Dansker, en ære, der tidligere var overgået bl.a. Michael Laudrup, Uffe Ellemann-Jensen, Bille August og kronprins Frederik. Ved prisoverrækkelsen sagde direktør i Team Danmark, Preben Kragelund: »I en tid, hvor der bliver præsteret hårde udsagn om de såkaldte fremmede – sådan kalder man åbenbart alle udefra kommende mennesker – netop i en sådan tid, er det en god oplevelse at have dig iblandt os som en klar eksponent for én såkaldt fremmed, der helt åbenlyst skilter med, at du vil være dansker og også har søgt og nu opnår dansk statsborgerskab. Og som vel at mærke ikke er ked af at skulle svinge med Dannebrog, når lejligheden byder sig«.

Kragelund henviste til, at Kipketer ved OL i Atlanta i 1996 ønskede at stille op for Danmark, ikke for sit fødeland, Kenya, men var blevet nægtet det, fordi han endnu ikke var dansk statsborger. »Du var jo dansker i vore øjne, men det var du desværre ikke i olympisk sammenhæng. Alligevel fastholdt du, at du kun ville stille op for Danmark«, sagde Preben Kragelund (Information 1/12 1997). Det lykkedes Wilson Kipketer kort tid efter sit danske statsborgerskab og i god tid, inden reglerne herfor blev strammet gevaldigt – at gøre comeback i 1998, hvor han både vandt sølv ved indendørs VM og guld ved udendørs VM. I 2000 fik han sølv ved OL i Sydney, og ved OL i 2004 blev det til bronze; begge gange stillede han op for Danmark. I 2005 indstillede han karrieren. Kipketer er måske mere end nogen anden kommet til at stå som symbol på det bidrag, udlændinge og indvandrere kan give til dansk eliteidræt, men han står også i nogen grad som undtagelsen, der bekræfter reglen, nemlig reglen om, at det er overordentligt vanskeligt at slå igennem på landsholdsniveau, hvis man ikke er født ind i en etnisk dansk familie. Ja, det kan ligefrem se ud til, at det allersværeste er at være født i Danmark af ikke-danske forældre. Flere af de unge, der har haft størst succes, er således opvokset uden for Danmark og er blevet introduceret til sportens verden uden for landets grænser og har så formået at flytte deres interesse og motivation med ind i en organiseret dansk idrætssammenhæng. Mange unge, der er vokset op i Danmark, finder sig derimod aldrig rigtig til rette i en organiseret dansk idrætssammenhæng, men vælger i stedet at udfolde sig i særlige indvandrerklubber eller helt uden for foreningsregi. Det kunne således se ud til, at de samme mekanismer gør sig gældende inden for sportens verden som i musikkens: At indvandrerunge markerer sig i sammenhænge, hvor de selv kan sætte dagsordenen, og hvor de kan slå igennem uden om eller nedenunder de mere etablerede og formelle strukturer. I musikkens verden er rapmusikken – med dens rødder i forstads- og gadekultur et oplagt sted for mange indvandrerunge at udfolde sig kreativt og opbygge en identitet, der kan rumme deres følelse af ikke at være en del af det ‘gode danske selskab’, og inden for idrætslivet kunne det se ud til, at der er en parallel i de særlige ‘indvandrerklubber’, som ofte fungerer uden formelt medlemskab og kontingent, samt i de fællesskaber, hvor unge indvandrere mødes på uformel basis for at spille basketball, køre på skateboard eller spille fodbold på gaden.

En række integrationsprojekter har da også haft succes med at gribe fat i de unge netop der, hvor gadekultur, fritidsliv og idræt kan mødes. Det gælder idræts- og integrationsprojektet GAM3, der begyndte som et pilotprojekt i 2002 og i 2007 kom på finansloven med en bevilling på 9 millioner kroner fordelt over fire år. Projektet tager udgangspunkt i de unges egne interesser og forsøger at møde dem i øjenhøjde i form af streetbasket og streetdance-aktiviteter i de unges lokalområder. I løbet af sommerperioden arrangeres træning og turneringer i socialt belastede boligområder med en høj andel af indvandrere blandt beboerne, og målet er at engagere de unge i positive aktiviteter, der kan styrke deres selvværd og evne til at tage ansvar for deres eget liv. En undersøgelse af projektets effekter viser, at næsten 4 ud af 5 GAM3-medlemmer fra årgangene 2005- 2007 er blevet så grebet af sporten, at de dyrker streetbasket uden for GAM3-sæsonen (Gam3DK; Hansen & Dreier 2007). Også flere projekter, der kombinerer streetfodbold og socialt arbejde – og ofte har tidligere landsholdsstjerner som medarbejdere – har fået støtte af Integrationsministeriet.

Desuden har Dansk Flygtningehjælp med støtte fra Integrationsministeriet gennem nogle år kørt et projekt, hvor frivillige ‘idrætsguider’ har introduceret børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund til idræt i foreningsregi, og i Odenseområdet har B1909 arrangeret fodboldskole og lektiehjælp for unge indvandrere. I samme område har projekt Håbets landshold haft stor succes med at trække piger med indvandrerbaggrund ind i den organiserede idræt. Projektet har med en kombination af lektiehjælp og fodboldtræning tiltrukket over 150 piger i alderen 8-16 år, som har deltaget i lektiehjælp, fodboldtræning, fællesspisning, weekendture m.m. En stor del af pigerne har også deltaget i kampe og turneringer, ligesom de har været på ture til udlandet for at se det danske kvindelandshold i fodbold deltage i VM og EM. Et delmål med projektet har været at give pigerne større frihed til at deltage i fritidsaktiviteter uden for hjemmet, og projektlederne har i det hele taget arbejdet aktivt med at inddrage forældrene og give dem et mere positivt og nuanceret blik på dansk foreningsidræt. Desuden har det været et krav til de deltagende piger, at de skulle møde op til lektiehjælp før træningen og passe deres skole, hvilket ifølge en evaluering af projektet har medført, at pigerne generelt har forbedret deres indsats og standpunkt i folkeskolen, og at alle de piger, der ved projektets begyndelse gik i 6. klasse, undervejs er fortsat i enten 10. klasse eller gymnasium (Fodbold med slør 2009).

En mindre del af pigerne har været så talentfulde og seriøse med træningen, at de er blevet sluset over i lokale klubber, som tilbyder træning på højt niveau, ligesom to af pigerne har fået deres debut på ungdomslandsholdet. En af dem er Zenab el-Khatib, der blev udtaget til U-16-landsholdet i 2008. På det tidspunkt var den kun 15-årige pige med palæstinensisk baggrund begyndt at bære tørklæde, og Dansk Boldspil-Union (DBU) måtte derfor tage stilling til, om det unge talent kunne få en særlig dispensation fra de generelle regler om påklædning på banen. I juni 2008 besluttede DBU at give Zenab el-Khatib tilladelse til at spille med et specialdesignet tørklæde, som ikke gik ned om halsen og derfor ikke udgjorde nogen sikkerhedsrisiko under kampene. Inden DBU traf sin afgørelse, havde 3 punkter været til diskussion: Om hovedbeklædningen kunne forenes med reglerne om spillerdragter, om den kunne være farlig for spilleren, og om den kunne misbruges som et religiøst symbol. I et interview i Kristeligt Dagblad udtalte Lars Berendt, DBU’s kommunikationschef:

»Der er ikke nogen tvivl om, at hovedbeklædning ikke er en del af en spillers dragt. Men omvendt må vi konstatere, at i de største turneringer i verden – for eksempel i Champions League – løber Ronaldinho rundt med et pandebånd. Det vil sige, at man under en eller anden form accepterer en personlig beklædning om hovedet« (Kristeligt Dagblad 4/6 2008).

I interviewet understregede han yderligere, at DBU ikke havde givet tilladelse til, at den unge spiller kunne iføre sig et religiøst betinget tørklæde, men »en stramtsiddende hovedbeklædning, som dækker hendes hår«.

Zenab el-Khatib selv lagde ikke skjul på, at tørklædet for hende var et religiøst symbol, som hun efter nøje overvejelser havde valgt at iføre sig, og at hendes beslutning om at bære tørklæde til enhver tid ville veje tungere end ambitionerne på fodboldbanen:

»Hvis jeg ikke havde fået lov, så var jeg blevet skuffet og ked af det. Men nej, det havde ikke fået mig til at overveje, om jeg skulle tage det af. Jeg tager det aldrig af«, udtalte hun og uddybede: »De fleste synes, at det er sejt. Nogle, der er meget religiøse, bryder sig ikke om det og synes, at det er forkert. De mener, at det burde en muslimsk pige ikke gøre« (Fyens Stiftstidende 2/6 2008).

Efterfølgende udtalte formanden for Fyns Håndbold Forbund, Mogens Johansen, at forbundet ville intensivere indsatsen for at finde en praktisk og forsvarlig løsning, så også muslimske piger, der ønsker at bære tørklæde, kan deltage i håndboldkampe: »Vi er ikke så tørklæde-forskrækket, som visse andre er, så vi er meget langt fremme i arbejdet med at finde en løsning, så man kan spille med en hovedbeklædning« (Fyens Stiftstidende 3/6 2008).

De unge indvandrere og de religiøse symboler er på vej ind sportens arena – og tæt knyttet hertil er diskussionen af, hvorvidt og hvordan det lader sig gøre at kombinere især islam med en dansk identitet og et demokratisk sindelag. Rollemodeller med og uden tørklæde har en betydning for de holdninger, unge indvandrere udvikler, og de identitetskategorier, de finder det muligt og attraktivt at tilslutte sig. Som vi har set, oplever nogle unge med etnisk minoritetsbaggrund, at de i sportens verden kan deltage i nye fællesskaber, hvor religiøse og etniske barrierer nedbrydes, mens andre oplever, at sportens placering i den danske nationale selvopfattelse – og måden, som denne selvopfattelse sætter sig igennem i bestemte sociale normer og formelle regler – er med til at begrænse den bane, der kan spilles på – og i sidste ende udelukke dem, hvis hud eller pas ikke har den rigtige farve. De skrevne og uskrevne regler i sportens verden tvinger således nogle unge til at søge succes i andre arenaer, mens enkelte formår at tilpasse sig – eller at genforhandle og til tider endda udvide det spillerum, der er til rådighed. Det samme kan til dels siges at gøre sig gældende i andre sfærer i det danske samfund, hvor begreber som danskhed, demokrati og religion er i spil. Det gælder ikke mindst inden for foreningslivet og de politiske partier. I de næste kapitler skal vi se nærmere på, hvordan unge med etnisk minoritetsbaggrund har markeret sig inden for religion, foreningsliv og i de politiske partier.

 

 

 

Flemming Mikkelsen,Malene Fenger-Grøndahl og Tallat Shakoor: ‘I Danmark Er Jeg Født … Etniske minoritetsunge i bevægelse’ - udgivet af Center for Ungdomsforskning, TrygFonden & Frydenlund i København, 2010. 434 sider. [Download/print PDF] 

 

• Bog: Differing diversities - Eastern European perspectives
• Bog: Good practice guide on promoting equality in the workplace
• Bog: Werkstatt Stadtkultur - Workshop om storbykultur
• Bog: The intercultural city step by step
• Bog: Potenziale kultureller und künstlerischer Vielfalt

• Rapport: Italien - Measuring Cultural Participation
• Rapport: Sverige - We are more - Gathering Nordic cultural operators
• Rapport: EU - European Audiences: 2020 and beyond
• Rapport: EU - Audience building and the future Creative Europe Programme
• Rapport: Danmark - Stepping Into The Future

• Debat: Danmark - Kulturministeren og mangfoldighedsdiskussionen
• Debat: Opera beriget af 'fremmede kulturer og det utilpassede'
• Debat: Danmark - Hassan Preisler: Det er interessant, at vi er helt vildt forskellige
• Debat: Mogens Holm: Både MFere og hashhandlere deltager i Teaterkaravane
• Debat: Christian Have: Dansk teater bør inkludere sit publikum meget mere

• Radio: Radio 24syv: Aydin Soei om repræsentation i medierne
• Radio: Den2Radio: Kulturlivets svanemærke
• Radio: Norge: 'SvartHvitt' på P4 Radio Hele Norge
• Radio: DR P1: En-times radioudsendelse om publikumsudvikling
• Radio: P1 Orientering: 'Indvandrer-kunstnere vælges fra'

• Policy paper: Australien: Creative Australia
• Policy paper: Norge: Kulturutredningen 2014
• Policy paper: Av Om For
• Policy paper: International Council of Museums’ kulturelle mangfoldighedscharter
• Policy paper: England: The Olympic Diversity and Inclusion Strategy

• Interview: Yahya Hassan: 'Jeg elsker at lege med ord'
• Interview: Cihad Ata: 'Du kan blive bedre og bedre'
• Interview: Dorothy Wilson: om mac birmingham
• Interview: Simona Abdallah: Der er ikke noget, der er umuligt
• Interview: Zana Muhammad: Om publikumsudvikling

• Magasin: Opinionen
• Magasin: Third Text
• Magasin: Sprogforum - tema: 'Interkulturel kompetence'
• Magasin: Billedkunstneren - tema: 'Kunst uden grænser'
• Magasin: Sceneliv - tema: 'Et mangfoldigt publikum'

• Presse om CKI: Kunstnerisk frihed som undskyldning
• Presse om CKI: Cultures: 'Nu må I godt skride ind'
• Presse om CKI: Interkulturelle erfaringer frem i lyset
• Presse om CKI: Nyt ’Center for Kunst og interkultur’
• Presse om CKI: Meningen med seminaret

| CKI | Center for Kunst & Interkultur | Nørre Allé 7, 2. sal | 2200 København N | Tlf 2343 80 09 | Mail: info[a]dcai.dk | Annonce info |