Tirsdag den 4. marts 2014

Blog: Fra kulturkamp til kulturdrømme

3. oktober 2011


Emneord:

Print

Danmark har brug for en ny, dansk drøm – et sæt af værdier og ideologier, der kan træde ind på scenen på samme måde og med samme positive effekt, som eksempelvis andelstanken, demokratiet og ideen om lighed i samfundet gjorde det igennem de to forrige århundreder. Det mener Mik Aidt, der har startet sin egen blog om emnet


Kan man formulere et tværkulturelt bud på en ny, dansk selvforståelse, som der kan opnås bred tilslutning til? – herunder en ny fortælling om og oplevelse af, hvad den danske befolkning – alle inklusive – har at byde på i en moderne, globaliseret verden?

Regeringen under Lars Løkke Rasmussen nedsatte med en bevilling på seks millioner kroner i foråret 2011 en værdikommission til at undersøge, hvad danskerne mener og tror på. Det arbejde skal være færdigt i slutningen af 2012.

“Dét har personligt ikke tid til at vente på,” skriver Mik Aidt, som derfor har oprettet sin egen weblog, hvor han løbende vil eftersøge og undersøge, hvordan et værdi- og kulturpolitisk arbejde med ‘den danske drøm’ kan kickstartes – og hvad det i så fald skal indeholde.

Han foreslår blandt andet, at værdikommissionen retter sit arbejde ind mod en bevidst og målrettet afsøgning og ‘kortlægning’ af en ‘ny dansk drøm’.

Det udefrakommende blik
“En række gode ideer og tanker om emnet kan indhentes, hvis kommissionen sørgede for systematisk at stille mennesker, som bor i Danmark, fordi de har VALGT at bo her (og altså er 'indvandrere') spørgsmål om, hvad det var for nogle tanker, de havde om Danmark, INDEN de flyttede hertil,” mener han: “Hvad var det for nogle værdier og signaler, som tiltrak dem og fik dem til at tænke, at Danmark ville være et godt sted at slå sig ned? Der kunne vise sig at være sammenfald mellem det indtryk, udlændinge engang havde af den såkaldte 'skandinaviske model' og indholdet af en 'ny dansk (/skandinavisk/nordisk) drøm'.”

“I mit verdensbillede et det altid sundt at blive konfronteret med et udefrakommende syn på ens egen virkelighed,” skriver Mik Aidt.

I sin weblog vil han løbende kommentere artikler, film, tv, litteratur, teater, den offentlige debat – alle de steder, hvor der opstår inspiration til, hvad en ny dansk drøm – en ny vision om en moderne nordisk, skandinavisk eller dansk identitet og selvforståelse – kunne gå ud på.
 
Mik Aidt arbejder som centerleder og rådgivende konsulent for CKI, journalist, webredaktør for Freemuse, musiker og foredragsholder med speciale i kulturel globalisering, interkultur – og drømme.
 
Bland dig i kulturdrøm-debatten ved at skrive kommentarer med din mening eller med et link til en relevant tekst eller video på nettet.
  
  

Blog: Fra kulturkamp til kulturdrømme

  

 

Link: http://mikaidt.dcai.dk

 


Side: 1 | 2