Tirsdag den 4. juni 2013

Karin Grand: om Rollemodeller

25. februar 2011


Print

Interview med Karin Grand, der har lavet filmen ‘Rollemodeller’. En kunstfilm, der tegner et overraskende portræt af fem danske kvinder med indvandrerbaggrund.


Hvordan fik du ideen til filmen?

“Jeg så udstillingen ‘Rejsen til Danmark’ på Kvindemuseet i Århus. På den ene synes jeg, det var interessant at den gav mig et indblik i alle disse spændende kvinders liv. På den anden side blev jeg frustreret over, at mennesker med en såkaldt ‘anden kulturel eller etnisk baggrund end dansk’ i Danmark ofte ses portrætteret ensidigt og stereotypt. Groft sagt opdeles de i ‘problemer’ eller ‘gevinster’ for det danske samfund. Det er sjældent, vi får lov til at møde dem uden for disse fastlagte rammer, som er problematiserende – og hvor de mennesker, det drejer sig om, konstant skal retfærdiggøre sig selv.

Selv denne udstilling på Kvindemuseet havde denne bismag – at “her kommer ‘den gode indvandrerkvinde’, der klarer sig godt og ikke ligger nogen til last.”

Omvendt er visse aspekter af udformningen reelle: Der er jo brug for folk, der kan være ‘ambassadører’ både for dem, der har brug for forbilleder, og for dem, der har brug for at få justeret deres opfattelse af, hvad en såkaldt ‘indvandrer’ er.

Men… det afspejler, at vi fortsat har et meget umodent selvbillede i Danmark. At det meste kulturstof – når fokus er på migration – stadig er indrettet efter denne stigmatiserende model.

Jeg var nysgerrig efter at vende op og ned på det hele. Også på kvindernes egen forestillingsverden. Være udforskende. Kunsten er et universelt sprog, og efter min mening det bedste rum at møde ethvert menneske i.

Jeg fik den idé at bede kvinderne beskrive en række malerier og fotografier af europæisk og til dels også latinamerikansk kunst. Ingen af kvinderne havde nogle særlige forudsætninger for at analysere billedkunst. Flere af dem fortalte mig, at de aldrig havde været på et kunstmuseum eller havde haft kontakt med malerkunst. Men jeg var heller ikke interesseret i ekspertens teoretiserende blik. Jeg var interesseret i mere umiddelbare og følelsesbetonede beskrivelser af billederne. Identifikationer. Oplevelser. Indtryk. Sansninger...

Det stod med det samme klart, at jeg ikke ville vise publikum billederne. Tværtimod ville jeg give kvinderne den ‘autoritet’, at de kunne se noget, som publikum ikke kunne se. De kunne bære på en hemmelighed, noget uset. På den måde ville dét få publikum til at være afhængige af disse kvinder på en meget konkret måde, hvor hierarkiet i Danmark jo ellers som oftest fungerer omvendt.

Samtidig ville jeg vække fantasien hos publikum og give dem muligheden for at møde disse kvinder i en sammenhæng, som ikke er fastlåst i en konflikt-diskurs. Der er ikke noget drama og ikke noget problem at tage stilling til. Den eneste konflikt filmen har, er forholdet mellem det, der siges og det, der ses. Samt hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion.”

 
Hvad mener du med det?

“Det sidste først: Jeg har oplevet det som slående, at den måde, mennesker med indvandrerbaggrund fremstilles i medierne er præget af fiktionens virkemidler. Der er tale om fiktive ‘karakterer’ – ikke levende mennesker. Også det positive “rollemodel”-begreb har den funktion.

Jeg synes, at det var interessant at overdrive denne mekanisme – for dermed at sætte den ud af værk. Det har jeg i filmen forsøgt at gøre ved at placere kvinderne på samme plads, mens de bliver interviewet, hvor bagvæggens udsmykning nærmest danner en ramme omkring dem. Som var de et maleri. 
 
Men endnu vigtigere er, at mens kvinderne beskriver malerierne, ser publikum nogle billeder, der danner en ny betydning af det, kvinderne siger. Enten billeder af kvinderne selv i andre situationer, så det kan lyde, som om de taler om sig selv eller hinanden. Eller af figurer eller udsmykninger rundt omkring på kvindemuseet, hvor filmen er optaget. Udsmykninger, der har en relation til det, kvinderne taler om, men som dog tydeligvis ikke er præcis det billede, kvinderne taler om.

Resultatet er en dekonstruktion af kvindernes identitet, såvel som den forestilling om identitet man måtte have. På den måde opstår der altså en sløring af, hvad der er virkelighed og fiktion i forhold til kvinderne. Hvad der træder frem som holdepunkt er deres ansigter, deres blik og deres nærvær, som virker dragende og indbydende.”


Men skaber du så ikke bare selv en ny fiktion omkring kvinderne?

“Jo. Men jeg er bevidst om at lave den. Og jeg gør eksplicit publikum opmærksom på det i filmen i flere passager. At fremstille et menneske objektivt er korrekt, men kedeligt. Men at være tydelig omkring, hvad personen fremkalder hos én som instruktør er straks mere interessant og troværdigt.

Filmen handler dermed også om at se og blive set. Den opererer med flere forskellige blik samtidig. Kvindernes blik på det de ser – instruktørens blik på kvinderne – publikums fravær af blik, blindhed, på hvad det er, kvinderne ser – og i filmens slutning også en refleksion af en portrætterets udsyn i forhold til både publikum og instruktør.

Sidstnævnte viser den sårbarhed, man har, når man lader sig beskue og portrættere. Jeg synes selv, at kvinderne fremstår meget stærke og nærværende i den sårbarhed, der ligger i at blive portrætteret. Deres åbne blik overskrider instruktørens forsøg på at dekonstruere deres udsagn. På den måde viser de, hvor magtfuldt et billede kan være.”
 
 
Filmvisning i København i april 2011

 
 
 
Karin Grand er projektleder og instruktør. Født 1979. Cand.mag. i filmvidenskab fra Københavns Universitet 2008.
Hun har produceret 10 kort- og novellefilm. Heriblandt "Historien om en stol", instrueret af Pablo Salvador og med musik af Sølvbjørn-belønnede Jorge Arriagada.

Hun har instrueret ‘Drømmen om Helga’, en filmatisering af den islandske ‘Gunløg Ormstunges Saga’. I Sverige har hun været klipper for den prisbelønnede dokumentarfilminstruktør Maj Wechselmann, og hun har samarbejdet med Ingmar Bergmans lærling Vilgot Sjöman. Er foredragsholder og har undervist i film på Den Europæiske Filmhøjskole og Folkeuniversitetet.

Karin Grand er projektleder og instruktør for en dokumentarfilm om folkemusik i Danmark, som går helt tilbage til de første toner, der er blevet spillet eller sunget på dansk grund.

“Fordyber man sig i dette emne, finder man hurtigt ud af, at denne musik er opstået og har udviklet sig under indflydelse af musik fra mange andre kulturer end den danske. Dette gør op med forestillingen om, at man kan sætte tydelige defitioner på begrebet ‘danskhed’, og er et interessant stykke kulturhistorie set i lyset af dagens flerkulturelle samfund,” fortæller Karin, som er indgået i et samarbejde med Dansk Folkemindesamling, og er i researchfasen af produktionen.

Email: kagr@kb.dk