"Menneskerettighederne er netop fyldt 60, og i den anledning har FN’s Verdenserklæring fået et dansk 'barnebarn'," skriver Meneskeret.dk: "Danske kulturforbund er nemlig blevet enige om en erklæring, der skal fremme mangfoldighed i kulturlivet."
En række danske kulturforbund offentliggør nu en fælles erklæring om at gøre mere for at fremme mangfoldigheden i det danske kulturliv.
Kulturlivet herhjemme er nemlig for ensidigt og afspejler slet ikke mangfoldigheden i det danske samfund. Sådan kan man ifølge Institut for Menneskerettigheder (IMR) opsummere grunden til, at erklæringen er nødvendig.
- Kulturindustrien har jo et medansvar for, at alle borgere føler sig ligeværdige. Og selvom den gode vilje har været der, så er det i sidste ende bare ikke lykkedes at gøre mangfoldigheden synlig i kulturen. Konsekvensen er, at mange mennesker føler sig uden for fællesskabet, og det fremmer jo ikke ligefrem princippet om, at vi alle er født frie og lige, understreger instituttets vicedirektør, Birgitte Kofod Olsen.
Men det skal altså slutte nu.
Institut for Menneskerettigehder har nemlig inviteret de danske fagforbund inden for kulturverdenen til at gøre noget sagen. Forbundene er blevet bedt om at mødes i anledningen af 60-året for FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder for at lave deres egen erklæring. Hensigten er at gøre mere for, at minoriteter bliver inkluderet i kulturlivet:
”Vi opfordrer til ansættelser og produktionsmuligheder, der inkluderer mennesker uanset etnisk oprindelse, religiøs overbevisning, kultur, hudfarve, alder, køn, seksuel orientering - med og uden handicap, indenfor alle discipliner og produktionsområder, således at kulturen kan afspejle mangfoldigheden i samfundet” lyder det fx i erklæringen, der er blevet underskrevet af bl.a. Dansk Musiker Forbund, Film- og TV-arbejderforeningen, Dansk Journalistforbund og Dansk Skuespillerforbund.
Erklæringen er blevet til som led i en to-dages konference i anledning af 60-året for menneskerettighederne, der finder sted tirsdag og onsdag denne uge på Københavns Rådhus.
"Vi, undertegnede organisationer tilslutter os hermed kunsternes erklæring om inklusion. Det vil sige rummelighed og lige muligheder for alle, der arbejder med tv, film, radio, dans, musik og teater indenfor kulturområdet. Samtidig fordømmer vi racisme, fordomme, diskrimination og eksklusion i kulturlivet og i det offentlige rum.
Vi opfordrer til ansættelser og produktionsmuligheder, der inkluderer mennesker uanset etnisk oprindelse, religiøs overbevisning, kultur, hudfarve, alder, køn, seksuel orientering - med og uden handicap, indenfor alle discipliner og produktionsområder, således at kulturen kan afspejle mangfoldigheden i samfundet.
Samtidig med at vi anerkender, at der ikke kan være tale om indblanding i den kunstneriske eller faglige integritet og frihed eller i de kontraktmæssige rettigheder, som tilhører skabende og udøvende kunstnere, opfordrer vi alle aktører i den danske kulturverden til at udfordre de traditionelle stereotyper. Vi er overbeviste om, at områdets vækst og vitalitet er afhængig af inddragelsen af en mangfoldighed af stemmer, udtryk og impulser.
Med vores erklæring ønsker vi at fremme lige muligheder, mangfoldighed og inklusion og bekæmpe diskrimination. Som organisationer indenfor kunst og kultur ønsker vi således at disse principper realiseres i dansk kulturlivs bedste interesse.
Denne erklæring er udarbejdet af repræsentanter fra de underskrivende forbund i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder.
Dansk Artist Forbund, Danske Dramatikere, Film- og TV-arbejderforeningen, Danske Filminstruktører, Dansk Journalistforbund, Dansk Musiker Forbund, Danske Sceneinstruktører og Dansk Skuespillerforbund."
København, december 2008
Klik på billedet for af få PDF af plakaten i høj opløsning til A4- eller A3-print.
Kilde: