Fredag den 17. maj 2013

Odense Kommune vil være foregangseksempel omkring mangfoldighed

Policy paper af: Odense Kommune

14. juni 2010


Print

“Odense Kommune skal være et foregangseksempel på mangfoldighedsområdet”. Det er visionen for Odense Kommune på personaleområdet. Som arbejdsgiver i landets tredjestørste by har kommunen opsat et mål om at afspejle befolkningssammensætningen i kommunen.
Men på kulturområdet synes mangfoldighedsperspektivet at være gledet ud.


 

Som en del af Odense Kommunes personalepolitik har kommunen i 2009 udarbejdet og vedtaget en mangfoldighedsstrategi. Den handler om mangfoldighed i bred forstand, og kommunen har udvalgt ‘mangfoldighedsledelse’, ‘værdier og kultur’, samt ‘kompetenceudvikling’ som tre særlige indsatsområder.

 

Mangfoldighedsledelse handler om at skabe lige muligheder for alle, men i høj grad også om rettigheder og ressourcer.

 

Odense Kommune har – i tråd med politikken i den statens Personalestyrelse – fastlagt den rekrutteringspolitik, at “andelen af ansatte i Odense Kommune fra ikke-vestlige lande procentvis skal svare til andelen blandt kommunens borgere i den erhvervsaktive alder.”

 

Kommunen har en nedskrevet politik om, at kommunens ansatte skal møde alle borgere, uanset etnisk baggrund, med professionalisme, myndighed og respekt. ?? 

 

Desuden arbejder man i kommunen målrettet med rekruttering af unge med etnisk minoritetsbaggrund, udvikling af rekrutterings- og udvælgelsesprocessen, samt kompetenceudvikling af nye og allerede ansatte.

 

Retningslinjer for Lige Muligheder

I mangfoldighedsstrategien foreslås en konkret indsats for at opnå en bedre ligestilling i rekrutterings- og udvælgelsesprocessen. Dette skal ifølge strategien ske ved en højere grad af værdibaseret tilgang til opgaveløsningen, ved at evaluere krav til ansøgeres kvalifikationer og være åbne over for anderledes kompetencer, samt ved at oprette et sæt nye ‘Retningslinjer for Lige Muligheder’.

 

Strategien indebærer, at der skal indarbejdes et mangfoldighedsperspektiv i lokale politikker og i institutioners og arbejdspladsers værdigrundlag og personalepolitik – og at alle medarbejdere i kommunen skal introduceres til og oplæres i ‘mangfoldighedskultur’.

 

Projekt Mangfoldighed

I en folder, som deles ud til byens arbejdspladser, forklarer Jobcenter Odenses Etnisk Jobteam – der i øvrigt modtog en "Integrationspris" fra Integrationsministeriet i 2009 – hvad “mangfoldighed og rekruttering” og kommunens mangfoldighedsstrategi går ud på... “hvorfor det kan være en fordel for din virksomhed at have en mangfoldighed af medarbejdere ansat, og hvad Projekt Mangfoldighed kan tilbyde din virksomhed.”

Der står blandt andet, at “Projekt Mangfoldighed ønsker at støtte virksomhederne mest muligt med forskellige tilbud og muligheder: Oplæg, viden og formidling om mangfoldighed og interkulturelle kompetencer.”

“Mangfoldighedsstrategi er at se muligheder i forskellighed. Strategien medfører, at virksomheden kommer til at afspejle det omgivende samfund og den kundekreds, som virksomheden henvender sig til, derved får virksomheden flere strenge at spille på, hvilket er grundlaget for innovation.

Det handler om at ansætte yngre og ældre, kvinder og mænd og medarbejdere med anden etnisk baggrund. Ved at gøre brug af medarbejdernes forskellige kompetencer, får virksomheden motiverede medarbejdere.

Kort sagt: At geare sin virksomhed til forskellighed og gøre medarbejdernes forskellighed til en styrke for virksomheden.”

 

Kulturpolitik uden mangfoldighedsperspektiv

Såvidt virksomhederne og erhvervslivet i Odense. Spørgsmålet som indtil videre må stå ubesvaret tilbage, er, hvorvidt også Odenses kommunale kulturinstitutioner personalemæssigt opfatter sig selv som ‘virksomheder’ og således agter at leve op til kommunens mangfoldighedsstrategi med et mål om at afspejle befolkningssammensætningen i kommunen.

 

Det drejer sig blandt andet om Kulturmaskinen, Odense Bys Museer, Odense Symfoniorkester, Den Fynske Opera,  Børnekulturhuset Fyrtøjet, Det Fynske Kunstakademi, Fyns Grafiske Værksted, Gæsteatelier Hollufgård, Kunsthallen Brandts, Museet for Fotokunst, Odense Filmværksted, Odense Internationale Musikteater, Posten & Dexter, Teater Momentum, Teatret Skægspire, Tidens Samling, TipToe BigBand og Vollsmose Kulturhus.

 

Odense Byråd vedtog den 17. juni 2009 en ny kulturpolitik for kommunen. Den indeholder ikke ét ord om mangfoldighed – og ikke noget, der bare kunne minde om en mangfoldighedsstrategi for byens kulturinstitutioner.

 

Fem år tidligere, i juni 2004, vedtog byrådet ellers en kulturstrategi for Odense, som opstillede en vision om, at “Odenses kulturliv afspejler det flerkultu­relle. Der er bredde og mangfoldighed i kul­turtilbuddet og det flerkulturelle islæt - i lokal-områderne, i institutionerne og i netværkerne. Der er rammer for gensidig inspiration og integration mellem forskellige kulturer og kulturudtryk. Og herigennem fremmes den enkeltes forståelse for andres kulturbag­grund.”  Men det er svært at få øje på den vision i den kulturpolitik, som nu er vedtaget i Odense.

 



 

Odense Kommunes Kulturpolitik

 

Odense Kommunes Mangfoldighedsstrategi i personalepolitikken

 

Odense Kommune: Mangfoldighed og rekruttering

 

 

 

Sådan gør de i den offentlige sektor


• Arbejdsmarkedet | Mangfoldighedsstrategier i stat og kommune

• Kommunale kulturstrategier | Albertslund | Aarhus | København

 

Sådan gør de i erhvervslivet


• Policy | Novo Nordisks mangfoldighedsprogram

• Policy |  TrygVesta: Mangfoldighedens positive potentiale

• Best practice | Bilka hædret for at gå forrest på mangfoldighedsfeltet

• Best practice | MIA-Prisen: Øge / Fastholde / Anvende mangfoldigheden
Erfaringer som danske virksomheder har gjort sig gennem deres arbejde med mangfoldighedsledelse

 

 

 

 


Side: 1 | 2